Vi er nået til en grænse, hvor den uregulerede, spontane udvikling fører menneskeheden ind i en blindgyde. Det internationale samfund skal lære at forme og styre udviklingen på en måde, der gør det muligt at bevare civilisationen samt at gøre den sikker for alle og mere egnet til et normalt liv. Der er tale om samarbejde, som mere præcist kunne kaldes “fælles skaben” og “fælles udvikling”. Den udviklingsformel, der hedder ”på bekostning af andre”, er ved at tabe sin værdi. I lyset af de nuværende realiteter er ægte fremskridt ikke muligt på bekostning af enkeltpersoners og nationers rettigheder og friheder og heller ikke på bekostning af naturen. Selve løsningen på de globale problemer kræver et nyt “omfang” og en ny ”kvalitet” i samarbejdet mellem staterne og de samfundspolitiske strømninger − uafhængig af ideologiske og lignende forskelle.

Naturligvis vil der fortsat ske grundlæggende forandringer og revolutionære omvæltninger inden for de enkelte nationer og samfundsstrukturer. Sådan har det været, og sådan vil det fortsat være. Denne tidsalder markerer imidlertid også her en ændring: De indre omdannelsesprocesser kan ikke nå deres nationale mål alene ved at gå ”parallelle veje” med andre uden at bruge den omgivende verdens landvindinger og mulighederne for et ligeværdigt samarbejde. Under disse forhold er indblanding i de indre processer for at lave dem om efter fremmed forbillede endnu mere ødelæggende for etableringen af en fredelig ordning. Før i tiden var forskelle ofte en faktor, der blev brugt til at splitte folk. Nu har de fået mulighed for at bidrage til gensidig berigelse og gensidig tiltrækning. Der står interesser bag forskellene i samfundssystem, livsform og valget af nogle værdier frem for andre. Det kan man ikke komme uden om. Men man kan heller ikke komme uden om behovet for at finde en balance mellem interesserne inden for de internationale rammer − et behov, der er blevet en betingelse for overlevelse og fremskridt. Hvis man tager alt dette i betragtning kommer man til det resultat, at hvis man ønsker at lære af fortiden og tage højde for nutidens realiteter, og hvis man regner med verdensudviklingens objektive logik, så skal man − i fællesskab − søge efter veje til at forbedre den internationale situation og opbygge en ny verden.

Og når det forholder sig sådan, så er det også vigtigt at nå til enighed om de grundlæggende universelle forudsætninger og principper for denne form for aktivitet. Det er f.eks. klart, at magtanvendelse og trussel om magtanvendelse ikke længere kan eller må være et redskab i udenrigspolitikken. Det gælder først og fremmest kernevåbnene, men sagen drejer sig ikke kun om dem. Alle − og i første række de stærkeste − skal vise tilbageholdenhed og helt give afkald på magtanvendelse udadtil. Det er den første og vigtigste komponent i idealet for en ikke-voldelig verden, som vi sammen med Indien har proklameret i Delhi-deklarationen, og som vi inviterer andre til at følge.

I dag står det alligevel klart, at udbygningen af militær magt ikke gør nogen stat almægtig. Desuden svækker en ensidig satsning på militærmagt andre elementer i den nationale sikkerhed.