Det mest akutte problem er udviklingslandenes gæld. Lad os ikke glemme, at udviklingslandene med utallige tab og ofre har finansieret opblomstringen i en betydelig del af verdenssamfundet. Tiden er nu inde til at kompensere for de tab, der har fulgt deres historiske og tragiske bidrag til verdens materielle fremskridt. Vi er overbeviste om, at løsningen også her ligger i en internationalisering af indsatsen. Ser man realistisk på tingene, må man indrømme, at den ophobede gæld hverken kan betales eller inddrives på de oprindelige betingelser.

Vi er parat til at indføre et op til 100 år langt moratorium for tilbagebetaling af de mindst udviklede landes gæld, og i en række tilfælde afskrive den fuldt ud.

Hvad angår de øvrige udviklingslande, inviterer vi til forhandlinger om:

• at begrænse betalingerne af deres officielle gæld afhængigt af hvert enkelt lands økonomiske form eller udsætte en betydelig del af betalingerne i en længere periode.
• at støtte FN’s Handels- og Udviklingskonferences appel om nedsættelse af gælden til de kommercielle banker.
• at sikre regeringsstøtte til markedsmekanismer for at afvikle den tredje verdens gæld − herunder oprettelse af en særlig international institution til opkøb af gæld til nedsat pris.

Vi går ind for en grundig drøftelse af tiltag, der kan føre til en løsning af gældskrisen i flersidede fora − herunder afholdelse af konsultationer mellem gælds- og kreditorlandenes regeringschefer i FN-regi. International økonomisk sikkerhed er ikke alene utænkelig uden nedrustning, men også uden overvindelse af den verdensomfattende økologiske trussel. Den økologiske situation er ganske enkelt skræmmende i en række regioner. Der er planer om afholdelse af miljøkonferencer i FN-regi. Vi er glade for denne beslutning og arbejder for, at konferencerne fører til resultater, der kan måle sig med problemernes størrelse.

Men tiden er ved at løbe ud. Der gøres meget i forskellige lande. Her vil jeg blot endnu engang med al kraft understrege de muligheder, der åbner sig for en økologisk renæssance i og med nedrustningsprocessen, naturligvis først og fremmest atomnedrustningen. Lad os desuden overveje, om der ikke skal oprettes et center for økologisk nødhjælp under FN? Det kunne have til opgave hurtigst muligt at sende internationale ekspertgrupper til områder, hvor der er opstået en dramatisk forværring af den økologiske situation.