Transformation anerkendt af folket
Denne viden om transformationens muligheder var heller ikke forbeholdt præsteskabet og de indviede. Udenfor templet var gudernes transformerende kræfter kendt og anerkendt, og menige egyptere forsøgte at kontakte dem gennem invokationer og ceremonier. Man påkaldte Isis, for man vidste, at hendes magiske kraft ophævede destruktive indflydelser, mens Sakhmet var i besiddelse af evnen til at fjerne sygdom. Og i gravene fandtes den allerstærkeste transformerende kraft, som kunne akkumuleres til en styrke, som sjælen kunne bruge kontinuerligt i efterlivet.
Sakhmet
Fysiske ofre forvandles til åndelig kraft
At egypterne var overbeviste om, at mennesket kunne blive kanal for disse transformationsprocesser, bekræftes af familiernes kontinuerlige offerritualer til den afdøde i graven. De gamle egyptere troede ikke, at de afdøde var i stand til at indtage den fysiske føde, sådan som fantasifulde egyptologer påstår. De bragte ganske rigtigt offergaver, men de var overbeviste om, at fysisk stof kunne forvandles til åndelig kraft, der kunne gavne den afdødes transformationsprocesser i livet efter livet.
|