I et af Tutankhamons gyldne skrin informerer Isis den unge konge om denne symbiose: Isis siger til Tutankhamon:

"Du skaber transformation i Himlen som Ra.

Du er født om morgenen som ham."

Senere optager han gudernes kræfter i sig, og han får at vide:

"Du er smuk som Ra, og din form er som Shus,

når han løfter sig om morgenen.

Du fødes hver dag."

Og i det sidste stadie opnår sjælen forvandling og bliver guddommelig i såvel fysisk som åndelig forstand. I Tutankhamons tilfælde bliver han selve transformationskraften i dens solare aspekt:

"Kongen kan antage de former han ønsker.

Han lever evigt som sin fader Ra i Himlen

gør det hver dag."

I de meget ældre pyramidetekster findes en anden udlægning af denne proces, for her bliver kongen barn af de guddommelige væsener, og guderne selv får at vide:

"Jeres legeme er kongens legeme.

Jeres kød og blod er kongens kød og blod.

eres knogler er kongens knogler.

Når I træder frem, træder kongen frem."

Pyramidetekst 219

Det er denne proces med identifikation med "Neteru" (guderne), erhvervelse af deres kræfter og den deraf følgende forvandling af den fysiske form, der er essensen i den fysiske transformation i den egyptiske mysterielære. Hvordan kunne denne transformation foregå? Og hvorfor var den overhovedet nødvendig?

Svaret findes i videnskaben om esoterisk anatomi og i det ufravigelige krav om åndelig udvikling, som gennemsyrede den hellige egyptiske litteratur. En genskabelse af de oprindelige tilstande – fysisk såvel som åndeligt – var det højeste ideal i den egyptiske metafysiske lære, fordi urtilstanden blev betragtet som den absolut højeste, mest vitale og totalt fejlfrie tilstand. I Universets oprindelige tilstand fungerede alt i harmonisk enhed i Maat. Man mente, at mennesker var Neterus (gudernes) afkom, og de rummede derfor deres aktive og guddommelige kræfter.