Døden ophævede adskillelsen mellem guder og mennesker, for reelt er det livet, der står i vejen for den oprindelige tilstand af enhed – ikke døden. Det krævede ubetinget dedikation at overvinde denne barriere, og den hemmelige lære om tilbagevenden til den oprindelige enhed blev virkeliggjort i mysterierne.

I Osiris-legenden er det en hellig opgave at finde Osiris’ lemlæstede legeme, at foretage den efterfølgende indvielse af legemet i kraft af den mystiske genforening af kropsdelene og genskabe gudens iboende kræfter. Af samme grund ønskede de gamle egyptere at bevare deres fysiske legemer ved hjælp af balsamering. I nutiden fokuserer man alene på bevarelsen af det fysiske legeme, og undrer sig over denne praksis, men hvis man ser processen fra en energimæssig synsvinkel, vil man opdage, at man ønskede at forhindre spredning af energierne. Spredning af energi er identisk med kaos (f.eks. "big bang"), hvorimod samling af det spredte repræsenterer orden og kontrol.

I dødens opløsningsproces opløses cellerne og atomerne spredes, og i denne proces går cellebevidstheden tabt. Derfor er mennesket ikke i stand til at huske tidligere liv, når det reinkarnerer. Osiris-legenden fungerede ikke alene som en prototype for Osiris-begravelsens ceremonier, men var dybest set grundtemaet i mysterietraditionen overalt i Egypten.

Adskillelse og opløsning af legemet var ikke det eneste, der skabte bekymring hos egypterne. De betragtede menneskelivet som multidimensionalt. Det betød, at for dem var den individuelle bevidsthed en vekselvirkning og en sammensmeltning af energier fra flere bevidsthedsplaner. En spredning af disse energier ville skabe et tab, der var langt større end tabet af det fysiske liv.

Og vigtigst af alt. Man frygtede, at det enkelte menneskes individualitet (navnlig hvis der var tale om et højt udviklet menneske), kunne gå i glemmebogen. Det enkelte menneskes tilværelse blev værdsat, for summen af enkeltpersoners liv udgjorde Egyptens arv.