Kræver stor viden
Det hele kommer til udtryk i de frekvensmønstre, der opleves af den clairvoyante som farver. Og det fortæller, hvor vanskeligt det egentlig er, og hvor stor viden det reelt kræver. Måske har den clairvoyante lært, hvad de forskellige farver betyder. Men ved den clairvoyante også, hvad sammenblandingen af 5 eller 10 forskellige farver betyder? Og hvad med betydningen af farver, der ikke findes i den fysiske verden? Langt de fleste clairvoyante har kun et klarsyn, der rækker ind i den astrale verden. De kan derfor ikke se det egentlige tankeliv. De kan kun se tankelivet, sådan som det præger følelserne, og derfor kan de kun læse tankelivet indirekte. Neutrale tankeformer kan de slet ikke se.
Det medfører, at clairvoyante mennesker kan aflæse sindstilstande hos almindelige mennesker, men når de står overfor højere udviklede mennesker, vil de højere dele af tankelivet – altså hele det åndelige tankeliv – være helt ude af syne. De kan derfor ikke se den enorme overbygning, der ligger over et kontrolleret, roligt og harmonisk følelsesliv, og derfor vil de ofte tage fejl, når de skal bedømme personens karakterudvikling. Det er derfor ikke de højere dimensioner, der mangler hos personen − det er den clairvoyantes evne til at se de højere dimensioner, der er fraværende.
At læse en aura er derfor en uhyre vanskelig ting, der ikke alene kræver evnen til at se disse verdener, men også en stor og generel viden. Det skal ikke opfattes som en advarsel mod at konsultere clairvoyante, for de kan ofte give både vigtige og korrekte oplysninger, men man må aldrig stå med hovedet under armen. Det er vigtigt altid at være kritisk, tænke selv, undersøge selv og selv skaffe sig viden.
|