Ligheder − og uopklarede forhold

Om end uden noget endeligt fysisk bevis for Atlantis, eksisterer der dog en række solide indicier. Eksempelvis Athens Panathenaea-fest for − ifølge traditionen − et sejrrigt forsvar mod angreb fra Atlantis blev fejret i år­hundreder før Platon. Atlantis var således ikke hans ”opfindelse”. F.eks. Platons omtale af cirkelkanaler om Atlantis’ hovedby er i princippet som en model genkendelig ved udgravninger af indianske oldtidsbyer. Platons tidsangivelse for Atlantis’ oversvømmelse passer med de amerikanske hopiers beretning og med fundet af det ikke-naturskabte anlæg med seks­kantede kæmpestore sten på havbunden ved Bahamaøerne. Desuden det sproglige: Atlas ved Gibraltar, the Atlantic Ocean, Atlantis-kontinentet, Atzlan-indianerne (Aztekerne) i Mellemamerika. Deres boldspil genfindes hos baskerne i Spanien.

Desuden gengav oldtidens forfattere, at på Atlantis kendte man overhove­det ikke til korn. Det viser sig fuldt korrekt for Amerika, hvorimod allerede i stenalderen dyrkedes fem hvede- eller kornsorter i Europa, men korn blev først kendt i Amerika efter Columbus i 1492.

Endnu en særlig indikator: Den tyrkiske admiral Piri Reis’ berømte søkort blev sandsynligt fundet, da tyrkerne erobrede Istanbul (1453) med dets by­zantinske bibliotek, som tilbage i oldtiden havde fået tvangsudleveret mængder af værker med oldtidsviden fra Alexandrias bibliotek. På dette kort vises bl.a. det på Columbus’ tid helt ukendte Antarktis.

Tyrkerne må da have kendt vejen til Amerika tidligere. På enkelte europæi­ske malerier før Columbus optræder der undertiden afbildninger af kalkuner og majs − en ren amerikansk fugl og en ren amerikansk græs­frugt, der begge beviseligt kun eksisterede på dét kontinent. Kalkun og majs − skønt det var mayaers og pueblofolks hhv. husdyr og vigtigste planteføde − blev i flere europæiske lande fra begyndelsen kaldt ”tyrkiske”. Kalkun er på engelsk turkey, ’tyrker’, og majs blev af italienerne − tyrker­nes nærmeste søgående naboer dengang − kaldt for grano turco, ’tyrkisk korn’ og kaldt noget lignende i Sydtyskland, der også havde tyrkiske na­boer. Disse nyheder blev netop aldrig kaldt f.eks. ”Columbusfugl” eller ”spansk frugt”.

I alt dette er der stadig mange uopklarede forhold, og hvad der allerede kendes af indicier kan selvfølgelig ikke bare uden videre godtages som vi­denskabelige beviser, for det kan risikere at ende i pseudoarkæologi. På den anden side, de hidtidige teorier om fortidens ikke-eksisterende civilisationer udfordres stærkt af eksisterende mangfoldigt indicium-ma­teriale.

Teorier er ikke ’sandhed’, bare fordi nogen har antaget dem. Teorier eller rettere hypoteser er provisoriske arbejdsmodeller − dvs. kun foreløbige meninger eller opfattelser indtil nyt fremkommer. Meninger er ikke facts. En af de overhovedet største fejl, der begås − ofte også af videnskabsfolk − er at forveksle meninger med facts!

Derfor er det forkert af videnskaben at ignorere det store indiciemateriale, sådan som det er blevet gjort − materialet udgør en faktor til diskussion og er uundgåeligt med i billedet. Man kan ikke fjerne noget der eksisterer, ellers optræder videnskaben pseudovidenskabeligt.

Tilbage til stjernerne. Blandt de nyfremdragne forhold i nærværende tekster har netop den overleverede viden om tidligere tiders ideer forbun­det med stjerner kunnet medvirke til at vise veje til nogle erkendel­ser eller opdagelser om forhistorien. I det gamle Egypten var man religiøst optaget af stjerner som guddomme, f.eks. Sirius (Isis), Orion (Osiris) og Store Bjørn (Meskhitiu) − og at netop Plejadernes lys skulle falde ind på alteret i visse templer.

I Platons værk Kritias var Atlas også navnet på den første konge i Atlantis og var søn af en mytisk skikkelse. Poseidon, der igen er årsag til Atlantis’ andet navn, Poseidonis. Tidligt angående Atlantis eksisterer der henvisnin­ger til Plejadestjernerne, ”Atlas’ syv døtre”. Disse stjerner synes at have betydning allerede i Atlantis’ religionshistorie eller forestillingsver­den.

_________________________________

Ove von Spaeth
Uafhængig forsker.
Enkelte dele i teksten er fra bind 2 og 4 i forfatterens bogserie
Attentatet på Moses.
Yderligere information: www.moses-egypt.net

_________________________________