Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN ESOTERISKE LÆRE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-e-bog-Esoterisk-visdom-og-åndsviden

DEN ESOTERISKE LÆRE (11 af 16)


Bogen beskriver udviklingen af alt liv fra et uudviklet stadie til et højt åndeligt bevidsthedsniveau. Det er livets og bevidsthedens lange udviklingshistorie.

DEN ESOTERISKE LÆRE (11 af 16)

Atlantis

 

Atlantis er det sagnomspundne kontinent, som mange gamle myter og sagn henviser til som menneskehedens hjem igennem tusinder af år. Vi vil i dette afsnit forsøge at give essensen af de mange informationer, den esoteriske lære rummer. Men det kan naturligvis kun blive en kortfattet skildring, og derfor vil vi henvise læsere, som vil vide mere om emnet, til den righoldige litteratur og især W. Scott-Elliots bog Atlantis & Lemurien.

På grund af overensstemmelser mellem forskellige etnologiske og sproglige fænomener på hver side af Atlanterhavet har flere forskere få­et den ide, at der i forhistorisk tid kan have været et kontinent, som forbandt de to sider. F.eks. skriver sprogforskeren Le Plongeon: ”En tredjedel af dette tungemål (mayasproget) er rent græsk. Hvem bragte Homers dialekt til Amerika? Eller hvem førte mayaernes sprog til Grækenland? Græsk stammer fra sanskrit. Gør mayasproget også? Eller er de samtidige?”

Et andet eksempel er det baskiske sprog, som ikke er i familie med noget andet europæisk sprog. Farrar skriver: ”Der har aldrig været tvivl om, at dette isolerede sprog, som bevarer sin identitet i et vestligt hjørne af Europa mellem to mægtige riger, i sin struktur ligner de sprog, de indfødte taler på det mægtige kontinent (Amerika) overfor, og dem alene”.

Etnologisk har de mange forskellige hudfarver blandt de amerikanske indianerstammer altid været en gåde. F.eks. er menominee-, dako­ta-, mandan- og zunistammerne helt hvide med rødbrunt hår og blå øjne, mens karoerne og de udryddede californiske stammer var næsten lige så mørke som negrene.

Intet forbavsede de første spanske eventyrere i Mexico og Peru mere end den usædvanlige lighed mellem religiøse trosforestillinger, ritualer og symboler i den nye og den gamle verden. Overalt i templer og andre religiøse bygninger var der kors, som indgik i ceremonierne og blev tilbedt af de indfødte. F.eks. brugte de mexicanske, mellemamerikanske og peruanske stammer ritualer, der minder meget om den kristne dåb, nadver, skrifte og syndsforladelse, og når folk blev viet, samlede præsten deres hænder.

Men en af de mest bemærkelsesværdige overensstemmelser er den religiøse arkitektur. Ligheden mellem pyramiderne i Egypten og i Me­xico og Mellemamerika er for slående til at være en tilfældighed.

I sin bog Kritias giver den græske filosof Platon en detaljeret beskri­velse af folkets historie, kunstformer, sæder og skikke, mens han i Timaios refererer til: ”En stormagt, der i sit overmod stormede frem på én gang imod hele Europa og Asien fra sit hjemsted ude i Atlanterhavet. Dengang kunne man nemlig sejle på dette ocean, da der var en ø udenfor det stræde, som I siger I kalder Heraklessøjlerne. Øen var større end Libyen og Asien tilsammen, og fra den kunne folk i de tider sejle til de andre øer og derfra til hele det kontinent, der ligger overfor dem, og som omgiver det sande ocean”.[1]

Toltekerne i Mexico sporede deres afstamning tilbage til et land, som de kaldte Atland eller Aztland, og de britiske keltere havde en legende om, at en del af deres land engang strakte sig langt ud i Atlanterhavet og blev ødelagt. I de walisiske overleveringer nævnes der tre naturkatastrofer.

Overalt på kloden finder man samstemmende beretninger om syndfloder, og ikke mindst i Bibelen. F.eks. er der en meget detaljeret beskrivelse i det kendte troanomanuskript, som er oversat af Le Plongeon og findes i British Museum i London. Det er skrevet af Yucatans mayaer for omkring 3.500 år siden og rummer følgende beskrivelse af den naturkatastrofe, der sænkede øen Poseidonis: ”I året 6 Kan, på den 11. Muluc, i måneden Zac, kom der et frygteligt jordskælv, som fortsatte uden afbrydelse til den 13. Chuen. Mudderbakkernes land, Mu, blev ofret. Efter at have hævet sig to gange forsvandt det pludselig om natten, mens bassinet hele tiden blev rystet af vulkanske kræfter. Da disse var begrænset, fik de landet til at sænke og hæve sig adskillige gange flere steder. Til sidst gav overfladen efter, og ti lande blev sønderrevet og spredt. Ude af stand til at modstå omvæltningerne sank de med deres 64 millioner indbyggere 8.060 år før denne bog skrives.”[2]

 

Den-Esoteriske-Lære-08-e-bog-af-Hardy-Bennis

Planche - Atlantis i storhedstiden

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

 

Men lad os nu se, hvad den esoteriske lære kan fortælle os om Atlantis. På sit højeste strakte det atlantiske kontinent sig over det meste af det nuværende Atlanterhav samt store dele af det amerikanske kontinent. Det første kort viser verden, som den så ud for omkring en million år siden, og her ser vi foruden det atlantiske kontinent også rester af det lemuriske og hyperboræiske kontinent mod henholdsvis øst og nord.

I begyndelsen dominerede de indvandrede lemurer det nye område og opfattes derfor som den 1. atlantiske underrace, rmoahalerne. Oprin­delig var de mørklødede kæmper, men efterhånden som årtusinderne gik, og de blev drevet længere mod nord af den efterfølgende underrace, blev de mindre og lysere i huden. De helt fjerne rester er vore dages lapper.

Den 2. underrace kaldes tlavatlierne, og det var et rødbrunt bjergfolk, som kom fra en ø ved vestkysten. De nedkæmpede rmoahalerne og bosatte sig i de østlige og centrale bjergområder, som de beherskede i en periode.

Så fulgte den 3. underrace, toltekerne, der også var karakteristiske ved en rødbrun lød. De dominerede hele kontinentet i tusindvis af år, og det er primært denne underrace og tlavatlierne, som de amerikanske in­dianerstammer er de fjerne efterkommere af. De udviklede en fremtrædende civilisation og kultur, som vi vil beskæftige os lidt nærmere med i slutningen af dette afsnit.

Den 4. underrace kaldes turanerne, og det er den første af de såkaldte ”gule” mennesketyper. De stammede fra fastlandets østside, men begyndte snart at sejle ud og kolonisere andre dele af verden − især det nuværende Kina, hvis beboere er deres sene efterkommere. Derfor blev de aldrig nogen dominerende magt i moderlandet.

Det var snarere den 5. underrace, semitterne, som overtog magten på det atlantiske kontinent efter toltekerne. De var urolige og stridbare mennesker med en hvid hudfarve, men hvor den atlantiske bevidsthedsudvikling hidtil havde været koncentreret om begær- og følelseslivet, fremstod her for første gang spiren til mere mentale tilstande. Det var derfor naturligt, at Vaivasvata manu valgte denne 5. underrace som det primære udgangspunkt for sin 5. ”mentale” rodrace − den indoeuropæiske mennesketype.

Semitterne havde mange slag både til lands og til søs med den 6. underrace, akkaderne, som også var en ”hvid” mennesketype. Det end­te med, at semitterne blev fuldstændig overvundet, og akkaderne regerede landet i lange perioder. Men det var samtidig et søfarende handelsfolk, som kom vidt omkring i verden og etablerede mange kolonier i fjerne lande.

Den 7. underrace, mongolerne, er det eneste atlantiske folk, som ikke havde deres oprindelse på det atlantiske kontinent. De var efterkommere af de ”gule” turaner og bredte sig på et tidspunkt til størstedelen af det nuværende Asien. I vor tid er de stadig den folkerigeste mennesketype, og deres mere direkte efterkommere er japanerne.

Da toltekernes civilisation var på sit højeste, havde de et temmelig avanceret politisk og socialt system samt veludviklede kulturelle og videnskabelige institutioner. Det skyldes ikke deres almindelige bevidsthedsmæssige udviklingstrin, men at nogle af den indre verdensstyrelses medlemmer levede blandt dem og stillede deres ”magiske” kundskaber til rådighed for dem. Hovedstaden hed ”Byen med de gyldne porte”. Den var bygget i koncentriske cirkler på skråningerne af en høj, som hævede sig over den omkringliggende slette. På toppen lå kejserens slot og haver, og her vældede vandet frem i en uafbrudt strøm, som i første omgang forsynede husene og haverne og derefter strømmede ud i fire retninger og ned i en grav eller kanal, som omgav paladset. Herfra flød vandet videre ned i lavere liggende ringformede kanaler, som dannede de koncentriske cirkler, og på den måde blev alle de omkring to millioner indbyggere forsynet med vand.

Byen var altså et imponerende arkitektonisk værk, hvis skønhed og pragt blev yderligere fremhævet af, at paladser, templer og andre betyd­ningsfulde bygninger var kunstnerisk udsmykket og beklædt med ædel­metaller, som blev fremstillet alkymistisk[3] efter de indviedes forskrifter. De mere almindelige huse lignede det, vi i dag kender som atriumhuse med skyggefulde haver og terrasser.

Til rådighed som transportmidler havde atlantiderne bl.a. luftskibe, der blev drevet af en ”vrilkraft”, vi ikke kender i dag, men som ligesom alt andet blev gjort tilgængelig for dem af de indviede. De fløj ikke så hurtigt og højt som vore dages flyvemaskiner, men gled nærmest lydløst gennem luften i få hundrede meters højde og med en fart på måske 80-100 kilometer i timen.

Men netop de indviede adepters tilstedeværelse var en faktor, som senere kom til at få afgørende betydning for Atlantis’ skæbne. Atlantidernes bevidsthed var som sagt ikke klar og mental som i vore dage, men mere astral og psykisk. Denne psykisme − dvs. evnen til at opfatte astrale indtryk med hjernen − bragte dem i nær kontakt med naturens kræfter og usynlige væsener og gjorde det muligt for dem at misbruge disse kræfter til egne egoistiske formål − det man kalder ”sort magi”.

Det fik den indre verdensstyrelses medlemmer til gradvis at trække sig tilbage for at gøre den magiske viden sværere tilgængelig. Men det ville visse temmelig kyndige grupper af befolkningen ikke acceptere med det resultat, at der blev udkæmpet en lang række voldsomme krige mellem ”lysets” og ”mørkets” magter.

 

Den-Esoteriske-Lære-09-e-bog-af-Hardy-Bennis

Planche - Atlantis i forfaldstiden

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

 

Manipulationen af naturens kræfter førte til en række naturkatastrofer i form af landsænkninger, så store dele af kontinentet blev overskyllet af mægtige vandmasser, og millioner af mennesker omkom. De stør­ste eller vigtigste oversvømmelser forekom for omkring 800.000, 200.000 og 80.000 år siden, og på det andet kort ser vi, hvordan verden så ud mellem de to første af disse katastrofer.

Det resulterede i, at moderlandet blev brudt op i mindre dele, og det verdenskort, vi kender i dag, voksede gradvis frem. Til sidst var der kun en stor ø ved navn Poseidonis tilbage, og det er den, Platon refererer til i sine bøger. Den gik under ved den sidste katastrofe år 9.564 f.Kr.

Vi skal på ingen måde opfatte den atlantiske civilisation og kultur som udtryk for en mere avanceret udvikling end vores egen. At de var i besiddelse af større rigdom og pragt skyldes udelukkende de ind­viede adepters tilstedeværelse, og deres videnskabelige og teknologiske frembringelser var ikke resultatet af industrielle udviklingsafdelingers arbejde sådan som i dag.

Evolutionen er jævnt fremadskridende, og selvom der naturligvis er cykliske op- og nedgangstider, vil ”nutiden” set i et større perspektiv altid repræsentere det mest fremskredne, bevidsthedsmæssige udviklingstrin.

_________________________________

[1] Carsten Høeg og Hans Ræder: Platons Skrifter, bind VIII, s. 35.

[2] W. Scott-Elliott: Atlantis & Lemurien.

[3] Af arabisk: ”Al”, som er den bestemte artikel, og græsk ”chymeia − kemi”. På dansk ”guld­magerkunst”.

_________________________________

Artikel-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-Åndsvidenskab-Esoterisk-Spirituelt
Download-fil: DEN ESOTERISKE LÆRE - Hardy Bennis


Artikel-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-Åndsvidenskab-Esoterisk-Spirituelt
Læsefil med vendbare sider: DEN ESOTERISKE LÆRE