Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN ESOTERISKE LÆRE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-e-bog-Esoterisk-visdom-og-åndsviden

DEN ESOTERISKE LÆRE (12 af 16)


Bogen beskriver udviklingen af alt liv fra et uudviklet stadie til et højt åndeligt bevidsthedsniveau. Det er livets og bevidsthedens lange udviklingshistorie.

DEN ESOTERISKE LÆRE (12 af 16)

Den åndelige udviklingsvej

 

Vi har set, at der er en evolution på Jorden, og at det, der udvikler sig, primært er bevidstheden. Gennem en lang række fysiske inkarnationer med efterfølgende bearbejdningsperioder lærer mennesket de forskellige stofverdener at kende − først den fysiske og derefter den emotionelle og mentale verden − efterhånden som det udvikler sit følelses- og tankeliv.

Til at begynde med er følelser og tanker nøje knyttet til de fysiske sanseindtryk. Mennesket har mange forskellige oplevelser i naturen, og impulserne fra disse oplevelser strømmer ind i astrallegemet, hvor det med sin følelse vurderer, om de er behagelige eller ubehagelige, trygge eller utrygge, farlige eller ufarlige.

Derefter strømmer impulserne videre ind i mentallegemet, hvor de samles til helhedsbilleder − en sammenhængende opfattelse af omgivelserne og menneskets forhold til dem. Her sammenligner vi nye indtryk med gamle og overvejer på det grundlag, hvordan vi skal reagere.

Fælles for disse processer er, at det indre bevidsthedsliv er nært forbundet med det, mennesket oplever i den fysiske verden, og den udvikling, det gennemgår, tager først og fremmest sigte på, at det lærer at klare sig i verden.

Efterhånden som evolutionen skrider frem, og vi lærer de elementære ”lektier” i naturen, begynder vi at leve mere i indre billeder og forestillinger. Uden tilskyndelse udefra sammenligner vi forskellige indtryk og oplevelser for at se, hvad de har til fælles, og på den baggrund drager vi nogle konklusioner med hensyn til lovmæssighederne i de omgivelser, vi lever i.

Denne indre viden begynder vi nu at anvende i dagligdagen, og det er egentlig på den måde, vi bliver i stand til at gøre tilværelsen mere tryg og bekvem for os selv. I vore dage har vi sat denne tænkning i system i form af videnskaben, som ud fra sådanne overvejelser giver os alle den moderne civilisations faciliteter: Varme, lys, elektroniske apparater, transport- og kommunikationsmidler, politiske, sociale og kulturelle institutioner m.m.

Med andre ord lærer vi først at klare os i naturen og senere at beherske den. Det, der er sket, er i virkeligheden, at vi har lært at føle og tæn­ke på en anden måde. På følelsernes område har vi erstattet det nøgne driftsliv og den totale egoisme med varme familiefølelser og en social holdning, som gør det muligt for os at leve sammen med andre mennesker og overholde de adfærdsregler, man på mere eller mindre demokratisk vis bliver enige om. På tankens område har vi lært at tænke i ideer og begreber (videnskab i bred forstand) og realisere dem i konkrete fysiske projekter (teknologi, politiske, sociale og kulturelle institutioner).

Men netop gennem udviklingen af tænkeevnen har vi i virkeligheden nærmet os sjælen, der, som vi tidligere har nævnt, ”bor” i kausallegemet, der er ”nabo” til mentallegemet. Hvor sjælen i de to første tredjedele af evolutionen ikke har deltaget særlig direkte i udviklingen, men ladet reinkarnation og karma lære mennesket de elementære ”lektier”, begynder den nu i den sidste tredjedel at tage aktivt del i udviklingen.

Den sender energi ”ud” eller ”ned” i det personlige, inkarnerede menneske, og det har i første omgang den virkning, at det begynder at koordinere og integrere sine tre primære funktioner: Tanke, følelse og handling. Ud af det kommer der en helstøbt personlighed, som har gode muligheder for at gøre karriere i samfundet og realisere alle de materielle og sansemæssige drømme og længsler, det har haft igennem evolutio­nen.

Men selvom det er en sjælsimpuls, der fremkalder denne udvikling, er motiveringen stadig rent egoistisk. Vi opdager simpelthen, at kontrol over følelser og begær giver os et fortrin i forholdet til andre mennesker, og derfor lader vi i højere grad fornuften eller tanken styre vores tilværelse. Det fører til en række inkarnationer, hvor personligheden ”kulminerer” og når sine mål i verden.

Det væsentlige her er ikke alene, at personligheden dygtiggør sig og opnår en hidtil ukendt kontrol over omgivelserne og omstændighederne, men også at den oplever den tomhed, som er forbundet med at leve for at tilfredsstille begær og ambitioner − for der er ”koldt på toppen”.

Intellektet har nået et rimeligt højt stade, men tomheden og frustrationen over, at den fysiske verdens tillokkelser ikke gør os ”lykkelige”, får følelsen til på ny at blive en drivende kraft i form af en drøm om og længsel efter en anden ”virkelighed” end den fysiske. Vi begynder at stræbe efter usædvanlige oplevelser og bekræftelser af, at der er grund til at tro på en anden virkelighed. Det betyder, at vi strejfer om blandt de forskellige mere eller mindre esoteriske ”tilbud” − fra ”guru” til ”guru”. Det er det stadium, man kalder mystikerfasen.

Endnu er vi hovedsagelig egoistisk motiveret, for det er stadig noget vi skal have til os selv - det er bare noget andet, nemlig spændende oplevelser og måske psykiske evner. Men mere og mere går det op for os, at denne anden ”virkelighed” ikke findes uden for os i sanseverdenen, men inden i os i form af andre bevidsthedstilstande, der udvikles gennem studium, tjeneste og meditation.

Vi står nu på tærsklen til den egentlige åndelige udvikling, den sidste stejle rejsning af udviklingskurven, som vi før har omtalt. For vi må erkende, at vi lever i forskellige former for ”kollektiver”, som i sidste instans løber sammen i det store planetariske kollektiv, og at vejen frem består i at kvalificere sig til at deltage direkte og bevidst i dette gruppesamarbejde − at blive en del af den planetariske gruppebevidsthed.

Denne sidste del af den menneskelige evolution kaldes den åndelige udviklingsvej, og den kan beskrives som indvielsesvejen eller discipel­skabets vej, alt efter hvilke aspekter man fokuserer på. Med indvielse menes der ”initiering”, som betyder at begynde på noget, mens ordet ”discipel” betyder elev. Man begynder altså på det åndelige liv og bliver elev af den indre verdensstyrelse.

Kort fortalt kan man sige, at indvielse er tilegnelsen af bestemte åndelige egenskaber, og at discipelarbejdet består i en praktisk anvendelse af disse egenskaber i form af tjeneste. Vi vil i det følgende koncentrere os om indvielsesvejen, fordi vi her finder den klareste beskrivelse af, hvad åndelig udvikling vil sige, mens en forståelse af discipelskabets stadier og faser kræver oplysninger om den indre verdensstyrelse, som vi endnu ikke er nået frem til i denne bog.

Det første, man må gøre sig klart, er, at indvielse er resultatet af menneskets eget arbejde med sig selv og sine egenskaber og ikke noget, der ”tildeles” ud fra dunkle kriterier. Selve indvielsen er en slags ”ce­remoni”, der foregår i sjælens egen verden, dvs. på kausalplanet. Den viser, at den indre verdensstyrelse har bemærket indsatsen, og den giver en impuls, som gør det lettere at erkende det næste skridt fremad. Men derudover er der ingen grund til at beskæftige sig med den.

Som vi har set, består menneskets udvikling primært i at søge viden om alle de verdener, det lever i. Det betyder altså ikke alene kendskab til den fysiske verden og dens love, men også til drifter, begær, følelser, fantasi, tanker, viljesimpulser, intuition og andre bevidsthedstilstande.

Det, der sker, når mennesket nærmer sig indvielsesvejen, er, at det begynder at søge sin viden bevidst (og ikke ubevidst som før) og anvende den til gavn for helheden, dvs. andre mennesker og verdensstyrelsen (og ikke kun til egen fordel). Det resulterer i en helt anden holdning til og hensigt med tilværelsen, en holdning og hensigt som bliver mere og mere bevidst realiseret, efterhånden som mennesket tager de forskellige indvielser.

Vi vil nu opregne de fem indvielser, som det til at begynde med er rele­vant at vide noget om, men da det ifølge sagens natur må blive en meget kort gennemgang, vil vi henvise interesserede til den righoldige litteratur om emnet, og især Alice A. Baileys bog Indvielse, menneskelig og solar.

1. indvielse vedrører det, man med kristen terminologi kalder ”kø­dets lyster”, dvs. de to primære instinkter, selvopholdelsesdriften og kønsdriften, med alt hvad de indebærer. Frådseri, drikkeri, begær efter materielle besiddelser og seksualitet må bringes så meget under kontrol, at de ikke længere får afgørende indflydelse på, hvordan tilværelsen former sig.

Det kan i mange menneskers ører lyde som en elementær ”lektie” at lære, men vi må se i øjnene, at vores krav til levestandarden, dvs. hus, bil, rejser og hvad der ellers er, ofte er høje og stiller så store krav til arbejdsindsatsen igennem hele livet, at der i mange tilfælde ikke engang er tilstrækkelig tid og energi til overs til vores børn, som anbringes på institutioner lige fra begyndelsen, og slet ikke til humanitære og esoteri­ske interesser.

I de situationer må vi sige, at selvopholdelsesdriften med sin overbygning har større indflydelse på vores liv end den åndelige vilje til selv at forme tilværelsen ud fra esoteriske principper.

Men kønsdriften har måske endnu større indflydelse på livet. Lige siden individualiseringen har der været en uafbrudt fokusering på det an­det køn, og alle vores menneskelige relationer er et resultat af denne fokusering. Liv efter liv lever vi i karmiske familieforbindelser, og kønsdriften er igennem årmillioner blevet udrustet med en mægtig emotio­nel og mental overbygning, som i mange tilfælde er en stærkere kraft end selve driften, hvis primære funktion, set fra naturens side, er at frembringe nye menneskekroppe, som sjæle kan inkarnere i.

Det, der skal ske op til 1. indvielse, er ikke, at vi holder op med at fungere seksuelt − heldigvis, for hvor skulle fremskredne sjæle ellers inkarnere? Det primære er, at vi får en anden holdning til seksualiteten. Vi begynder at sublimere, dvs. ”ophøje” eller ”forædle”, en del af dens kraft og overføre den fra skabende fysisk virksomhed til skabende men­tal aktivitet − fra sakral- til halscenter.

Naturligvis skal kønsdriften tilfredsstilles, når den gør opmærksom på sig selv, for ellers ville vi blive neurotiske og have svært ved at omgås andre mennesker på en naturlig måde. Men vi driver den ikke længere fra nydelse til nydelse, vi fodrer og stimulerer den ikke med seksu­elle billeder og længsler i samme omfang som før, og vi betragter den ikke som tilværelsens mål og mening.

Det indebærer, at vores relationer til andre mennesker begynder at skifte karakter. Vi begynder i højere grad at udvælge vores venner og bekendte ud fra interesse- og tjenestehensyn end ud fra seksuelle motiver, ambitioner og karrierehensyn. Vi opsøger dem, der kan lære os noget, og vi opsøger også dem, vi selv kan lære noget.

1. indvielse kaldes ofte for ”Kristusbevidsthedens fødsel i hjertet”, og hermed menes, at mennesket nu begynder at forme og organisere et buddhisk legeme − det første åndelige legeme ”over” eller ”efter” kausallegemet, sjælens bolig − for det buddhiske princip, den rene intuitive indsigt, er en teknisk betegnelse for ”Kristusbevidstheden”. Samtidig overføres den studerende, i forbindelse med den natlige undervisning, fra kundskabens til visdommens hal og rykker her ”en klasse” op for hver indvielse.

Efter 1. indvielse står mennesket over for den sværeste opgave i hele det lange evolutionsforløb, for ved 2. indvielse er forholdet mellem kravene og karakterudviklingen sådan, at det kun er med opbydelsen af al­le sine ”kræfter”, at mennesket kan få sin ”kamel” gennem dette ”nå­leøje”. Ved senere indvielser stiger kravene naturligvis, men da er men­nesket i besiddelse af en karakterudvikling, som gør det relativt lettere at honorere dem. Derfor går der mange inkarnationer mellem de to første indvielser.

Hvor 1. indvielse vedrører en rimelig grad af kontrol over driftslivet med dets sociale overbygning, repræsenterer 2. indvielse en tilsvarende kontrol over selve det astrale følelsesliv. Naturligvis kan man sige, at drifterne er en del af følelseslivet, men det er primært rettet mod fysisk sansning, for det er i den fysiske verden, vi har brug for at overleve og videreføre arten. I de indre verdener er vi udødelige.

Med følelseslivet mener vi altså i højere grad de mange astrale strømninger og modsætningspar, vi normalt er fuldkommen identificeret med og opslugt af. Kærlighed og had, tryghed og utryghed, forvent­ning og angst, opstemthed og depression, jalousi, misundelse og forfængelighed er alt sammen tilstande, der fylder vores liv og bestemmer vores reaktioner. De er baseret på en fundamental egoisme og selvoptagethed, som er årsagen til, at vi har kunnet klare os i tilværelsen.

Men nu har menneskeheden gennem sin sociale udvikling skabt mu­lighed for, at vi kan overleve uden at være så egoistiske, og derfor kan det enkelte menneske nu bearbejde dette aspekt af sin natur og blive endnu mere socialt og humanitært. 2. indvielse er det afgørende slag mod denne urgamle egoisme og det første skridt mod gruppebevidsthed.

Forskellen på de to første indvielser er primært mental fokusering. Hvor mennesket omkring 1. indvielse drives af sine emotionelle længs­ler og drømme, kræver 2. indvielse en målbevidst, mental koncentration om karakterudvikling, motivbehandling og tjeneste. Hertil kommer systematisk studium og meditation, som fører til udvikling af esoteriske eller metafysiske kræfter, dvs. evnen til at materialisere tankeformer i den fysiske verden, tankeformer som vedrører det planetariske tjenestearbejde for menneskeheden og den indre verdensstyrelse.

”Teknisk” betyder 2. indvielse at hjertecentret gennem gruppebevidsthed for alvor begynder at åbne sig og modtage en del af den subli­merede energi fra solar plexus centret, hvorigennem følelseslivet og ego­ismen kommer til udtryk.

Som vi har set, er de to første indvielser primært disciplinære, dvs. de vedrører kontrollen med og beherskelsen af den ”lavere” natur. Derfor betragter den indre verdensstyrelse dem som indvielser ”på tærsklen” og først 3. indvielse som den virkelige begyndelse på det åndelige liv. For 3. indvielse indebærer en radikal og principiel ændring af hele bevidsthedsaspektet. Der er ikke længere tale om et ”almindeligt” menneske, som blot er blevet mere helstøbt og velfungerende − der er tale om en egentlig ”skikkelsesforvandling”.

Gennem en dynamisk mental koncentration om det væsentlige i tilværelsen og en total tilsidesættelse af uvæsentlige, personlige reaktioner lykkes det disciplen at kontrollere sit ”lavere”, konkrete tankeliv og maksimere personlighedens integration. Dermed opbygges der så stort et kraftfelt i bevidstheden, at det bliver muligt at trække ”gni­sten” eller bygge ”lysbroen”[1] ind til selve sjælen i kausallegemet.

”Teknisk” set kommer der forbindelse fra det laveste til det højeste center, idet rodcentrets personlige vilje eller selvopholdelsesdrift sublimeres til åndelig vilje, som udtrykkes gennem hovedcentret. Det fører til bevidsthedskontinuitet, dvs. samtidig bevidsthed i den fysiske, astra­le og mentale verden.

Dermed forsvinder skellet mellem liv og død, søvn og vågentilstand, og mennesket er ikke længere en personlighed, der har en sjæl − mennesket er en sjæl, som udtrykker sig gennem en lysende, uselvisk og gruppebevidst personlighed. Dette er, med bibelske ord, ”forklarelsen på bjerget”, hvor 1. og 2. indvielse er henholdsvis ”fødslen i krybben” og ”dåben i Jordanfloden”.

4. indvielse tages i det sidste liv, hvor mennesket er fysisk inkarneret. Hele essensen af den planetariske udvikling i de 3 verdener overføres til det højere, åndelige selv fokuseret i det buddhiske legeme, mens kausallegemet ”brænder op” og de tre ”lavere”, permanente enheder sprænges indefra. Det er sjælens ”mørke nat”, for her opgiver bevidstheden det, som i årmillioner har været den indre guddom, sjælen, og træder ind i den ukendte, åndelige verden.

Samtidig afvikles de sidste karmiske elementer, og det betyder, at det ofte er en uhyre lidelsesfuld inkarnation, hvor det helt uselviske og åndeligt motiverede mennesket møder misforståelse, forhånelse, fornedrelse og ofte må ofre sit liv − symbolsk eller bogstaveligt. Det er den bibelske ”korsfæstelse”, hvor Jesus yder det totale offer for en uforstående og brutal offentlighed.

Hvor 3. indvielse kan opfattes som evolutionens kulmination, og mennesket aflægger sin ”svendeprøve”, tager det ved 5. indvielse ende­lig afsked med menneskestadiet og bliver en ”mester”. Det har færdigudviklet ikke alene sit buddhiske men også sit atmiske legeme og er nu fuldendt, hvad angår menneskelige egenskaber.

Bibelsk svarer denne indvielse til opstandelsen og himmelfarten. Mennesket har gennemført sin lange pilgrimsrejse og er nu nået hjem til ”Faderen i himlen”, monaden, der udtrykker sig gennem sin åndelige vilje, atma, sin rene kærlighed og visdom, buddhi, og sin aktive, åndelige intelligens, manas.

I vor tid tager så mange mennesker 1. indvielse, at man ligefrem taler om, at menneskeheden som helhed er ved at passere denne tærskel. Det betyder langt fra, at de fleste mennesker er på vej mod 1. indvielse, for der er stadig langt mellem de indviede. Det betyder, at der er så mange indviede, at de er i stand til for alvor at præge samfundslivet − vi er ved at nå det, man kalder den ”kritiske masse”. Denne udvikling kommer til udtryk i en voksende bevidsthed om fysisk sundhed, vegetarisme, jogging, sport, økologi og personlig udvikling. Derfor vil det være naturligt at slutte dette afsnit med den tibetanske mester, Djwhal Khuls ”tommelfingerregel” for de to første indvielser.

Han siger, at alle, der virkelig holder af deres medmennesker, inter­esserer sig dybtgående for humanitære og åndelige sammenhænge og samtidig arbejder bevidst og vedholdende med deres karakterudvikling, har taget 1. indvielse. Med hensyn til 2. indvielse siger han, at alle, der tydeligt har disse tre kendetegn og desuden er udpræget mentalt polariseret, har taget eller er ved at tage 2. indvielse. Og her skal man huske, at der med mentalt polariseret ikke menes intellektuel. Der menes, at man ser tilværelsen fra et åndeligt og filosofisk synspunkt og træffer al­le væsentlige beslutninger i livet på basis af denne holdning.

Med denne ”opskrift”, og en rimelig grad af oprigtig selverkendelse, skulle enhver være i stand til at vurdere sin position på udviklingsvejen og dermed finde ud af, hvad der er det næste skridt fremad, og hvilken form for tjenestearbejde det indebærer.

_________________________________

[1] ”Antahkaranaen”, som den hedder på sanskrit.

_________________________________

Artikel-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-Åndsvidenskab-Esoterisk-Spirituelt
Download-fil: DEN ESOTERISKE LÆRE - Hardy Bennis


Artikel-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-Åndsvidenskab-Esoterisk-Spirituelt
Læsefil med vendbare sider: DEN ESOTERISKE LÆRE