Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN ESOTERISKE LÆRE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-e-bog-Esoterisk-visdom-og-åndsviden

DEN ESOTERISKE LÆRE (8 af 16)


Bogen beskriver udviklingen af alt liv fra et uudviklet stadie til et højt åndeligt bevidsthedsniveau. Det er livets og bevidsthedens lange udviklingshistorie.

DEN ESOTERISKE LÆRE (8 af 16)

Sjælens liv

Reinkarnation & Karma

 

Den menneskelige sjæl er, som vi har set, et resultat af millioner års udvikling gennem naturrigerne, og det betyder, at den fra begyndelsen af sin virksomhed er udrustet med en række legemer og egenska­ber, den skal videreudvikle i overensstemmelse med evolutionsplanen.

For vi må ikke glemme, at menneskestadiet langt fra er afslutningen på udviklingen, men kun en fase, hvor bevidstheden udvikler den egenskab, vi kalder selvbevidsthed, ligesom den i de andre riger udviklede de fysiske, emotionelle og mentale egenskaber, der danner grundlaget for selvbevidstheden.

Fra det øjeblik en evolutionær livsenhed eller monade har udviklet sit sjælsprincip, overtager dette styringen og fungerer som en slags indre ”guddom”, der repræsenterer den højeste instans, det inkarnerede menneske indtil videre modtager sine grundlæggende impulser fra og kan komme i kontakt med.

Sjælen er det bibelske udtryk for menneskets sande jeg, og inden for religiøse systemer og esoteriske skoler har den fået mange betegnelser, som hver især udtrykker menneskets oplevelse af sin indre ”guds” skønhed og storhed. Men uanset hvor malende og poetiske disse udtryk er, kan de kun give et vagt indtryk af sjælens egentlige storhed, for vi har i den fysiske verden slet ikke ord for de tilstande og egenskaber, der er karakteristiske for hvert enkelt menneskes indre kerne.

For at læserne kan orientere sig i den righoldige esoteriske litteratur, vil vi give nogle få af de mest almindelige betegnelser for sjælen, nemlig egoet,[1] selvet, solenglen, mesteren i hjertet eller det sande jeg.

Sjælen er det fikspunkt, hvorfra vores jordiske liv planlægges og styres. Det er den, der bestemmer hvor og hvornår, vi skal inkarnere og hvilke hovedopgaver, vi skal løse i den enkelte inkarnation.

Den udviklingsmetode, evolutionen bruger i menneskeriget, kaldes reinkarnation. Det er periodicitetens lov som den kommer til udtryk i menneskets verden.[2] Den indebærer, at vi udvikler de egenskaber, evolutionsplanen kræver af menneskestadiet, gennem en lang række inkarnationer i et fysisk legeme. På det fundament, som er ”støbt” i de undermenneskelige naturriger, lægger vi sten på sten og opbygger på den måde ”Salomons tempel”, som sjælen kaldes i Bibelen.

Her kan vi virkelig tale om guddommeligt genbrug, for intet går til spilde. Efter hver inkarnation giver mennesket partiklerne i sit fysiske, emotionelle og mentale legeme tilbage til naturens store pulje. Men disse partiklers eget liv er blevet beriget, efter at mennesket har ”lånt” dem, og dybest set er det denne forædling, som er menneskets primære opgave i evolutionen − at forløse eller ”frelse” stoffet i sine redskaber ved at bibringe det en højere vibration end det havde, før det blev indbygget i menneskets legemer.

Samtidig optager sjælen − mellem inkarnationerne − alle de livfulde vi­brationer, det inkarnerede livs mange oplevelser og indtryk har bibragt legemernes stof, i sit eget væsen og omdanner dem til permanente sjælsegenskaber. Dermed øges sjælens samlede sum af egenskaber for hvert liv, og det betyder, at hver gang den inkarnerer, er den lidt bedre rustet til at gøre erfaringer og lære de tre verdener at kende end i forrige inkarnation.

Derfor afbildes menneskets evolution ikke med en jævnt stigende linje, men med en krum kurve, der stiger meget stejlt i den sidste fase. Denne fase kaldes indvielsesvejen, og den vender vi tilbage til i et se­nere afsnit.

Den mekanisme, der sørger for, at mennesket lærer af sine erfaringer og ikke bliver ved med at begå de samme fejl i én uendelighed, kaldes karmaloven. Karma er et sanskritord, der betyder ”handling”, og derfor er karmaloven ”handlingens lov”. Men her skal vi udvide opfattelsen af begrebet ”handling”, så det omfatter al aktivitet i alle verdener. Vi må med andre ord opfatte følelser som ”handlinger” i den emotionelle verden og tanker som ”handlinger” i den mentale verden.

Karma er loven om årsag og virkning, aktion og reaktion, og det er den, der er formuleret i udtryk som ”du ligger, som du reder” eller ”hvad et menneske sår, skal det også høste”.[3] Derfor kaldes den også retfærdighedens lov eller ”nemesis”.[4]

Alt, hvad vi gør, alt, hvad vi siger, føler og tænker, er aktive kræfter i relation til os selv og andre mennesker. De griber ind i verdensordenen og skaber spændinger og personlige forbindelser mellem mennesker og virker på den måde som årsager, der uundgåeligt vil få deres virkninger. Og det er karmaloven, der sørger for, at disse spændinger og indbyrdes relationer afvikles på en måde, som fremmer evolutionen.

Derfor skal vi ikke på nogen måde opfatte karmiske virkninger som en slags ”straf”, naturen udmåler, men som en lejlighed til at lære de lektier, der udgør menneskefasens ”pensum”. For kernen i vores evolution er jo, som vi før har været inde på, tilegnelsen af al eksisterende, planetarisk ”viden” og udviklingen af alle planetariske egenskaber og bevidsthedstilstande, så vi i en fjern fremtid bliver i stand til at fungere som åndelige skabere og opretholdere af planet- og solsystemer.

Menneskets personlige karma udtrykkes primært gennem dets permanente atomer eller enheder, der rummer den ”arkiveringsfunktion”, som er nødvendig for en overførsel af karmiske årsager fra liv til liv og deres omsætning til virkninger.

Før en ny inkarnation planlægger sjælen hvilke egenskaber, den vil forsøge at udvikle eller forbedre, og hvilke karmiske årsager den vil af­vikle og omdanne til erfaringer.

I sin bog Livet inden livet beskriver den amerikanske psykolog Helen Wambach, hvordan sjæle, som er på vej til inkarnation, sammen med andre sjæle planlægger forløbet og aftaler at indgå personlige forbindelser med hinanden. Ofte planlægger de på det tidspunkt ikke alene snævre familieforhold som ægtefæller eller søskende, men også fjernere familieforbindelser eller nære venskaber.

Men lad os nu forsøge at beskrive, hvordan hele inkarnationsprocessen forløber, og hvordan karmiske årsager får deres virkning. Det første, der sker, er, at sjælen udtaler sit skabende ”ord”, som det hedder i esoterisk sprogbrug. Det er en impuls, der strømmer ”ud” eller ”ned” gennem livstråden og i første omgang aktiverer den mentale permanente enhed, som sammen med det fysiske og astrale permanente atom har ligget i ”dvale” i kausallegemet, siden sjælen afkastede sine forrige legemer.

Den mentale enhed vibrerer kraftigt og sætter en del af det omgiven­de stof i svingninger - den del der vibrerer med samme frekvenser, som enheden udsender. Det vibrerende stof tiltrækkes og opbygges til et mentallegeme, som kommer til at indeholde ”stof” af nøjagtig samme type som i forrige inkarnation, fordi de svingninger, den mentale en­hed udsender, netop er dem, den har oplagret i den forrige inkarnations mentallegeme.

Lad os illustrere med et eksempel. Lad os sige, at et menneske har den mentale egenskab, vi kalder stolthed. Det indebærer, at mennesket i sit mentallegeme har en vis mængde ”stof”, som svinger med ”stolthe­dens frekvens”. Denne ”stofmængde” og dens frekvens registreres af den mentale permanente enhed, og i næste inkarnation udsender enheden denne vibration igen og tiltrækker samme mængde ”stof” af den ty­pe. Dermed vil det for det inkarnerende menneske være ”vejen med mindst modstand” at blive lige så stolt i den nye inkarnation.

Det betyder, at den mentale del af et menneskets karakter virker som en karmisk årsag, der får den virkning i næste inkarnation, at det skal fortsætte sin karakterudvikling fra det punkt, det nåede i forrige inkarnation.

Når omkring en tredjedel af mentallegemet er bygget, løber impulsen videre gennem livstråden og aktiverer det astrale permanente atom. Her gentager processen sig, og der bygges et astrallegeme med nøjagtig samme følelsestendenser som i forrige inkarnation − den karmiske konsekvens af tidligere livs følelsesvaner.

Når en tredjedel af astrallegemet (og nu to tredjedele af mentallegemet) er bygget, begynder det fysiske permanente atom at vibrere, og der bygges et æterlegeme med samme generelle vitalitet og helbredstendenser som det forrige livs æterlegeme.

Når en tredjedel af æterlegemet (og nu hele mentallegemet og to tredjedele af astrallegemet) er bygget, knyttes livstråden til en befrugtet ægcelle, og æterlegemet kan nu begynde at styre celleudviklingen, fordi det allerede er delvis formet.

Men på det tidspunkt har sjælen taget et vigtigt skridt, nemlig valget af forældrene. Dermed fastlægges de to vigtigste, fysiske udviklingsfaktorer: Arv og miljø. Forældrene giver fostret dets genetiske arvemasse og bestemmer hvilken opvækst og hvilke andre mennesker, som vil være i barnets omgivelser.

Her har vi set, hvordan karmaloven virker i relation til et menneskes generelle tendenser og muligheder liv efter liv, men der er endnu nogle faktorer, som ikke er omfattet af ovenstående mekanismer, nemlig konkrete tankers og følelsers samt fysiske handlingers karma.

Når vi føler og tænker positivt eller negativt i relation til andre mennesker, skaber vi karmiske bånd til dem. Essensen af disse indre til­stande optages i kausallegemet mellem inkarnationerne og gendannes senere i nye mental- og astrallegemer. Her kommer de til udtryk i uforklarlige sympatier og antipatier over for mennesker, man møder, eller en næsten uimodståelig trang til at udføre bestemte handlinger i relation til dem.

De fysiske handlinger er bestemmende for de ikke-menneskelige omgivelser, så som rigdom eller fattigdom, gode eller dårlige uddannelsesmuligheder, og i særlige tilfælde kropslige skavanker som invaliditet, hvis et menneske har været særlig grusomt i en tidligere inkarnation.

Under hele processen våger sjælen i sit nye mental- og astrallegeme over fosterudviklingen, og umiddelbart før fødslen udsender den via livstråden en energiimpuls, som får hele æterlegemet med dets centre til at lyse op og forbinde sig med de faste fysiske stofpartiklers iboende energi, og det fremkalder fødslen. Dermed er sjælens skabelsesakt tilen­debragt, og den fysiske inkarnation begynder.

_________________________________ 

[1] Ikke at forveksle med psykologernes ”ego”.

[2] Periodicitetens lov som vi omtalte i afsnittet Kosmologi.

[3] Bibelen: Paulus’ Brev til Galaterne, 6:7.

[4] I græsk mytologi hævnens gudinde. Personificerer gudernes straf for overmod eller deres vrede pga. et overmål af lykke.

_________________________________

Artikel-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-Åndsvidenskab-Esoterisk-Spirituelt
Download-fil: DEN ESOTERISKE LÆRE - Hardy Bennis


Artikel-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-Åndsvidenskab-Esoterisk-Spirituelt
Læsefil med vendbare sider: DEN ESOTERISKE LÆRE