Det er nu muligt at konkludere, at formålet med evolutionen er skabelse og udvikling af bevidsthed, og denne bevidsthedsudvikling er et resultat af vekselvirkningen mellem den konstante tiltrækning og frastødning. Bevidsthedsudvikling kommer til udtryk gennem naturrigernes sansning.

• Mineralriget udvikler kemisk affinitet (basal tiltrækning og frastødning).
• Planteriget udvikler emotionel modtagelighed.
• Dyreriget udvikler spirende tænkeevne.
• Menneskeriget udvikler selvbevidsthed.
• Det overmenneskelige rige udvikler gruppebevidsthed eller enhedsbevidsthed.
• Målet er gudsbevidsthed.

Da vekselvirkningen mellem tiltrækning og frastødning er Universets metode til udvikling, findes den naturligvis overalt og på alle niveauer – også i mineralriget. Som sagt kalder naturvidenskaben fænomenet “kemisk affinitet”. Kemisk affinitet er intet andet end den basale oplevelse af dualitet gennem tiltrækning og frastødning. Det er sandsynligvis en overraskelse for de fleste, at mineraler sanser, men det er en kendsgerning, at mineraler reagerer (kemisk affinitet), og denne reaktion må være et resultat af en primitiv eller grundlæggende sansning. Konklusionen er derfor, at alt i Universet er udtryk for liv, og alt udtrykker bevidsthed på forskellige niveauer. Mineralrigets tiltrækning er grundlaget for oplevelsen af begrebet godt, og frastødning for oplevelsen af begrebet ondt.

Denne oplevelse af dualitet skaber samtidig en oplevelse af adskilthed. Man er adskilt fra det, der opleves som tiltrækkende eller frastødende. Enhver oplevelse består af den, der oplever, og af selve oplevelsen. Det er her grundlaget for konkurrence og samarbejde skal findes.

• Mennesket forsøger at undgå eller bekæmpe det, der frastøder det …
• Og det forsøger at komme i kontakt med eller besiddelse af det, der tiltrækker det.

Det er essensen i både konkurrence og samarbejde, og set i dette perspektiv er både konkurrence og samarbejde helt naturlige ting … ja en forudsætning for livet.

Livet i mineralet har evnen til at reagere på impulser og påvirkninger udefra, men selvsagt kun på meget voldsomme påvirkninger og på en meget begrænset måde. Dels fordi bevidstheden i stenen blot er spirende, dels på grund af legemets hårdhed. Gennem voldsomme påvirkninger gøres mineralet gradvis mere og mere plastisk … og mere og mere modtagelig for påvirkninger. Der er tale om kraftige påvirkninger som …

• Voldsomme jordskælv
• Smeltning i vulkaner
• Nedfrysning under indlandsisen
• Enorme tryk
• Brutal knusning
• Erosion … etc.

På de laveste bevidsthedsstadier kan der ikke trækkes en klar grænse mellem mineralriget og planteriget. (Det gælder i øvrigt alle grænser i naturen). I grænseområdet er den hårde krystal blevet til det plastiske krystalloid, som hører til planteriget. En krystalloid har mineralform, men den har også plantens plastiske egenskaber og reagerer mere villigt på livets formende indflydelse end de hårde mineraler.