I de fleste store religioner symboliserer man denne kosmiske realitet ved hjælp af en Fader (livet), en Moder (stoffet) og en Søn (bevidstheden). Sønnen, som er et resultat af mødet mellem faderen og moderen, rummer både Faderen og Moderen, men er desuden noget i sig selv. Sønnen bliver selv Faderen på et lavere niveau. Og sådan mangfoldiggøres tredelingen i det uendelige. Denne uendelige mangfoldighed af treenigheder, triader eller trimurtier udgør én samlet enhed. Der er imidlertid kun ét liv, som kommer til udtryk i dem alle. Men delen er ikke lig med helheden. Den er blot en del af Det Ene Livsvæsen, som kaldes Gud. Dette uafbrudte, uadskillelige forhold mellem liv og form, kommer til udtryk gennem en konstant udånding og indånding … eller frastødning og tiltrækning … eller identifikation og ikke-identifikation.

Dette åndedrag … denne vekselvirkning … viser sig som Universet i konstant bevægelse … eller Universet i konstant udvikling og forandring.