Spanien og Tyskland
Spanien
Personlighedsstråle: 7. stråle. Sjælsstråle: 6. stråle.
Spanien er en af de få europæiske nationer, der i kraft af sin personlighedsstråle har den nye tids energikvaliteter i sin natur. Den spanske nationalkarakter er stærkt præget af 6. stråle, som tidligere resulterede i religiøs fanatisme og grusomhed. Nationens brutale hærgen i Sydamerika, har skabt omfattende karmiske lidelser, og det temperamentsfulde og stolte spanske folk har desuden måttet lide under et brutalt diktatur.
Folkets intense individualisme kan ses som en udpræget del af nationens 7. stråle. Det åndelige motto: "Jeg spreder skyerne", hentyder til den magiske aktivitet, som Spanien engang skal have ansvaret for. Den vil skabe balance mellem videnskabelig magi og den fremtidige religions magi. Det er en profeti, der først realiseres engang langt ude i fremtiden, og den er baseret på Spaniens nationale karakteregenskaber.
Spaniens esoteriske motto er: ” Jeg spreder skyerne”
Tyskland
Personlighedsstråle: 1. stråle. Sjælsstråle: 4. stråle.
Tyskland har i århundreder været slagmark og udgangspunkt for utallige krige, og det kulminerede med de to verdenskrige i sidste århundrede.
Ved udgangen af 1990'erne blev Tyskland igen forenet − belært af fortidens fejl. Tyskland befinder sig igen i en nøgleposition i Europa, som en stærk økonomisk stormagt. Tysklands 4. stråle på sjælsaspektet varsler en fremtid, hvor harmoni og skønhed vil præge landet. I den tyske folkesjæl ligger der et stærkt ønske om at træde hjælpende til, når der er behov for hjælp. Tyskerne ønsker en fredelig verden, og nationen er villig til at arbejde sammen med de tidligere rivaler − Frankrig, England, Polen, Rusland og USA − for at virkeliggøre dette mål.
Når 4. stråle fra år 2025 aktiveres på planeten, vil denne stråles kvaliteter særligt præge de nationer, der har 4. stråle i stråleopbygningen. Tysklands tidligere kulturelle storhed − som bl.a. kendes fra de store tyske komponister og filosoffer − vil vende stærkt tilbage.
Tysklands esoteriske motto er: ”Jeg bevarer”
|