Vendepunktet i menneskehedens nedsænkning i stoffet (involution og tiltagende adskillelse) er for længst passeret. Universets enorme kraft presser menneskeheden opad tilbage mod den oprindelige enhed. Det menneske, der er parat til at leve sit liv i et intelligent samspil med naturen og helheden, modtager en stadigt stigende forståelse af denne enheds virkelighed som en del af sin belønning. Men på den anden side er det indlysende, at et menneske også kan vælge at modarbejde naturen. I stedet for at arbejde uselvisk til gavn for alle, kan det vælge at bruge alle sine evner til rent egoistiske formål. I inkarnationen stræber det efter adskilthed, og i lang tid vil det lykkes. Men det siges, at det resulterer i en fornemmelse af at være totalt alene i kosmos, og det skulle være den mest forfærdelige skæbne, der nogensinde kan overgå et menneske.

Denne ekstreme udvikling af egoisme er karakte­ristisk for den sorte magiker, og det er kun i de sorte magikeres rækker, at man finder mennesker, der er i fare for at lide denne frygteli­ge skæbne. Der findes utallige ondartede mennesketyper, men de hører allesammen hjemme i én af to store grupper. I begge grupper anvendes den okkulte indsigt til rent egoistiske formål − men disse formål adskiller sig fra hinanden.

Den almindeligste og mindst frygtindgydende form for sort magiker er et menneske, der er optaget af at tilfredsstille sansebegær af en eller anden art. Resultatet er naturligvis, at al magikerens energi fokuseres i astrallegemet. Hvis det er lykkedes at udrydde en­hver uselvisk og kærlig følelse − hver eneste gnist af en højere im­puls − er der kun et samvittighedsløst og grusomt monster tilbage, som efter døden hverken kan eller vil frigøre sig fra astralplanets laveste stof − og løfte sig over det laveste astrale niveau − og det medfører alvorlig svækkelse.

Ved at tillade denne udvikling har den sorte magiker i en periode afskå­ret sig fra evolutionsstrømmen − fra Logos’ mægtige livsbølge − og derfor befinder dette menneske sig − indtil det igen inkarnerer − uden for dette liv i en tilstand, der på sanskrit kaldes ”avichi” – ”den bølgeløse”. Og når det vender tilbage til inkarnation, kan det ikke inkarnere blandt dem, det kendte før, for det har ikke tilstrækkelig kraft tilbage til at besjæle et mentallegeme, et astrallegeme og et fysisk-æterisk legeme af samme standard. Det må acceptere et langt mindre udviklet redskab, der hører til en af menneskehedens tidlige racetyper. På denne måde har det sat sig selv langt til­bage i udvikling, og det må kæmpe sig den lange vej op ad de samme evolutionstrin en gang til.

Det vil sandsynligvis blive født som et primitivt og uudviklet menneske, men med mulighed for at blive høvding i en stamme, for en del intellekt er stadig i behold. Det siges, at et menneske kan kaste sig selv så langt tilbage i udvikling, at det vil være ude af stand til noget sted i verden at finde mennesketyper med legemer, der er primitive nok til den manifestation, der nu er behov for. Derfor kan et menneske blive så hæmmet, at det mister muligheden for yderligere at tage del i den nuværende evolutionsperiode. Det kan blive tvunget til at vente i en slags dvaletilstand, til en ny manifestationsperiode giver det en ny chance.