Derfor kan man se, at i disse sjældne tilfælde deler den for­tabte personlighed praktisk talt skæbne med den sjæl, den er ved at rive sig løs fra. Men for sjælen er denne oplevelse kun midlertidig, selvom den kan vare i hvad man efter menneskelig målestok ville betragte som meget lang tid. Til sidst ender det altid med reinkarnation og nye udviklingsmuligheder. For personligheden ender det derimod med opløsning … men hvilke rædsler den gennemgår inden, er ikke til at sige.

Ifølge den esoteriske forsker Annie Besant findes der en endnu sjældnere mulighed. Det siges at ligesom (c) kan absorbere (b), gøre oprør mod (a) og bryde ud, er det muligt at separatis­mens og egoismens dødbringende sygdom også kan inficere (a) − at selv den kan blive opslugt af ondskabens uhyggelige vækst og revet væk fra den uudviklede del af sjælen, sådan at selve kausallegemet krystalliserer og tages med i stedet for kun personligheden.

Hvis det er tilfældet, er der her endnu en mulighed, som ville svare til − ikke en amputation − men en destruktion af hele kroppen. En sådan sjæl ville ikke være i stand til at inkarnere i menne­skeheden. Selvom den er en sjæl, ville den falde ned til dyrerigets bevidsthedsniveau og behøve ufattelig lang tid til at genvinde den status, den mistede. Men selvom det er teoretisk muligt, er det i praksis nærmest utænkeligt. Men det skal bemærkes, at selv da vil den uudviklede del af sjælen bestå som et redskab for monaden (ånden).

Fra åndsvidenskaben hører man, at de millioner af tilbagestående sjæle, der er ude af stand til at klare den indsats, som er en forudsætning for højere udvikling, vil blive trukket ud af dette planetsystem i midten af femte runde, men de kommer med igen på højdepunktet af næste evolutionsbølge. Det er de mennesker, der primært lever egoistisk. Uanset om de gør det i kraft af intellektet eller gennem lidenskaberne, så gør de det på eget ansvar og med fare for at pådrage sig alvorlige tab. Og de, der er så tå­belige at eksperimentere med sort magi, kan komme ud for rædsler, der er så forfærdelige, at de overgår fantasien.

Alligevel er betegnelsen ”fortabte sjæle” trods alt misvisende, fordi ethvert menneske er en gnist af den guddommelige ild. Derfor kan ingen under nogen omstændigheder fortabes eller udslettes. Logos’ vilje er menneskets evolution. I menneskets uvidenhed kan det modarbejde Logos for en tid − men for Logos eksisterer tid ikke. Og hvis mennesket ikke forstår det i dag venter Logos tålmodigt til i morgen – når alt kommer til alt vil Hans vilje altid ske.