Livet er én stor orkestrering af vibration og rytme. Naturen var verdens første dirigent med regnens trommen og plasken, brændingens brusen og syden, bladenes susen og hvislen, flodens boblen og rislen, vindens fløjten og sukken, tordenens rumlen og buldren, insekternes brummen og summen og fuglenes pippen og kvidren. Alle disse lyde blev skabt af naturens orkester − og verdens første musik blev dermed komponeret. Hvis man går på en sandstrand, hvor skoven og åen møder havet, og hvis man er så heldig af være der i stormvejr, kan naturens store symfoni stadig høres på samme måde som ved den første uropførelse for milliarder af år siden.

Bakkerne er levende, fulde af musik og af sange,

som de har sunget i tusinde år.

Oscar Hammerstein: The Sound of Music

Det er sagt, at gennem musik kan man "stille ind" på naturens sjæl. Ind imellem har alle mennesker brug for harmonien, roen og den rytmiske strøm i naturen, for at genoplade batterierne. Måske begynder man at forstå den skabende proces, som den kommer til udtryk i musik. I naturen kan træerne, planterne og blomsterne sammenlignes med orkesterets forskellige instrumenter, men i naturen har man en ekstra kvalitet – man har lydens og farvens harmoni. At opholde sig i naturen er en af de sjældne lejligheder, hvor alle fem sanser kan komme i fuld aktivitet samtidig. Man oplever et maksimum af sensitivitet, og måske får man lyst til at synge højt af glæde. Det er det, livet handler om.

Det handler måske ikke så meget om at høre som at kunne fornemme naturens vibrationer og harmoni på mentaleplanet. I oplevelsen af den vibratoriske affinitet til naturen genoplades batterierne. Hvis man går tur i naturen tidligt om morgenen, kan man opleve, hvordan "orkestrets medlemmer" stemmer deres instrumenter − deres lyd- og farvevibrationer − til dagens promenadekoncert. Programmet varierer med vejret, tidspunktet på dagen og årstiden, men også med tilhørerens humør og sensitivitet. Biernes, insekternes, frøernes og fuglenes brummen, summen, kvækken og kvidren danner koret i symfonien. Edgar Allan Poe taler om den mumlen, der kommer fra det groende græs. På samme måde som mennesket har brug for naturens harmoni, har orkestrets medlemmer brug for tilhørernes anerkendelse – og det bedste bifald, man kan give, er selve oplevelsen.

Der er musik i rørenes sukken,

der er musik i bækkens rislen,

der er musik i alt, havde mennesker blot ører

– deres jord er et ekko af sfærerne.

Byron: Don Juan