"Om Mani Padme Hum" er et mantra med seks stavelser, og i Tibet betragtes det som det mest kraftfulde af alle mantraer. Det siges, at de centralasiatiske folkeslag har modtaget mantraet af Padmapani. Men hvem er Padmapani? Padmapani er egentlig det samme som 2. Logos eller Avalokitesvara, men betegnelsen benyttes også om sjælen. Alle mennesker er sjæle, og det betyder, at alle har "juvelen i lotusblomsten" i sig, uanset om man kalder den Padmapani, Krishna, Buddha, Kristus eller bruger en anden betegnelse for menneskets guddommelige center. Det medfører også, at alle kan erkende "juvelen i lotusblomsten", når de udviklingsmæssigt er klar til det.

Åndsvidenskaben oplyser desuden, at uanset hvordan man betragter mantraet, betyder det: "Jeg er den, jeg er" – "jeg er i dig, og du er i mig." I denne enhed bliver det fuldkomne menneske til en gud. Hvis mennesket er indviet (og her tænkes der udelukkende på en mester med 5. indvielse), vil kraften fra mantraet være en opbyggende eller beskyttende tankestrøm, der kanaliseres i en bestemt retning. På den måde kan mesteren gavne og beskytte alt fra enkelte mennesker til hele nationer. Et godt menneske med en åndelig indstilling, der bruger mantraet, bliver en beskytter af enhver, det er sammen med, selvom det ikke selv har nogen anelse om det. Det er et åndsvidenskabeligt faktum.

Denne påstand kræver en forklaring. Hvorfor det er tilfældet? Den åndsvidenskabelige forklaring kræver, at man forstår tallenes kraft og deres tilstedeværelse i form af lyde og dermed også i form af ord og bogstaver. "Om Mani Padme Hum" er et godt eksempel pga. den næsten ubegrænsede kraft, mantraet rummer, når det udtales af en mester. Det er også interessant på grund af de muligheder, mantraet rummer, når det udtales af et hvilket som helst menneske. Ord er levende kræfter, og derfor opfordrer åndsvidenskaben til forsigtighed, når mantraet anvendes. Mantraet må ikke bruges i vrede, for man udsætter både sig selv og andre for fare, hvis intentionen ikke er positiv.