Hvordan er forskellene i processen med at skabe et symbol på grundlag af de to mentaliteter? Og hvordan frigør man sig fra tendensen til at fortolke ved hjælp af den rodfæstede, logiske, adskillende, trin-for-trin tænkning, og bevæge sig i retning af en mere spontan sansning af identitet, som altid er til rådighed i et ægte symbol.

Med den nuværende skrivemåde bruger man f.eks. grupper af abstrakte symboler (alfabetet), som er forbundet med bestemte lyde og visuelle associationer, som skal huskes. Man er trænet til at tænke og kommunikere ved hjælp af alfabetets bogstaver, som anbragt i en vedtaget rækkefølge (som skal huskes), danne ord og ved at reducere de abstrakte tegn til objektive billeder i tankesindet.

Hvis man eksempelvis læser bogstavkombinationen "k-a-t", danner man straks et billede af en kat i tankesindet. Det gør man udelukkende, fordi man har lært det. Reduktionen fra en ikke-objektiv mental abstraktion (bogstaverne, der danner ordet) til et bestemt billede, kan betragtes som en begyndende centripetal (midtpunktssøgende) handling, som herefter opløser selve sanseopfattelsen, og kundskab forvandles til en klassificering af uafhængige facts. Man bruger tal på samme måde, hvor man bevæger sig fra abstrakte symboler til kvantitative beregninger.

Men symboler fungerer modsat eller centrifugalt (midtpunktsflyende). Billedet eller genstanden vises i sin korrekte og færdige form, og den kan nu udvides og vække mange, abstrakte, intuitive begreber eller kvaliteter, associationer og forbindelser, der ikke kan beskrives eller defineres men udelukkende erfares. En fokusering af sanserne i retning af en samling eller syntese opstår i en senere fase som et resultat af den indadvendte udvidelse af tankesindet. Metoden kan sammenlignes med høresansen, for man må lære at "lytte" til symbolet – man må tillade, at det får adgang til bevidstheden på samme måde, som når man lytter til musik, hvor tonerne skaber direkte resonans i det indre uafhængig af den ydre verdens forestillinger. I dette øjeblik af indre identitet mellem intellektet og et aspekt af den ydre verden – som er skabt af symbolet – har man mulighed for at integrere og udtrykke den viden, der formidles i livet.