2. kapitel
ILLUSIONENS SKABER
Efter at have mistet interessen for genstande, der kan sanses, må mennesket forsøge at finde sansernes Raja – dvs. tankeskaberen – den, der skaber illusionen, for:
”Tankerne er virkelighedens store drabsmand”.[1]
Med andre ord er det tænkeevnen, der er ”illusionens skaber”. Det, der tænker, er ikke identisk med den, der véd. Det er vigtigt at holde de to adskilt. Det skaber mange problemer, forvekslinger og vanskeligheder, når forskerne glemmer, at der er forskel på den vidende og på tænkeevnen, som er den videndes redskab til at opnå kundskab. Det svarer til, at man identificerer billedhuggeren med sin mejsel.
Sjælen – tænkeren – er i sin natur både dualistisk og stoflig, for sjælen består af et legeme af meget subtilt stof, der kaldes kausallegemet eller årsagslegemet. Manas, omfatter både sjælen – den abstrakte tænker – i kausallegemet, og den konkrete tænker i et legeme af grovere materiale, der kaldes mentallegemet. Manas er en refleks i atomart stof af kundskabsaspektet. Sjælen begrænser den adskilte bevidsthedsenhed, men efterhånden som selvbevidstheden vokser, oplever den, at den bliver hæmmet til alle sider. Det kan sammenlignes med et menneske, der tager tykke handsker på og mærker, at hænderne i handskerne både har mistet meget af føleevnen og evnen til at samle små genstande op. Hænderne er kun i stand til at holde på store genstande og føle stærke indtryk. Det samme gælder den vidende, som ifører sig tankelegemet. Hånden eksisterer stadig, og det samme gør handsken, men evnerne er i høj grad forringet. Den vidende eksisterer stadig, og det samme gælder tankelegemet − men muligheden for at give udtryk for evnerne er begrænsede.
Mentallegemet og den konkrete tænkning er resultatet af tidligere tænkning, og den modificeres hele tiden af den tænkning, der foregår. Mentallegemet er en bestemt afgrænset form med både evner og mangel på evner, med styrker og svagheder, som er resultatet af aktiviteter i tidligere inkarnationer. Mentallegemet er, som man selv har skabt det. Det kan kun forandres langsomt. Man kan ikke undertrykke mentallegemet ved en viljesanstrengelse. Man kan ikke fjerne det, og heller ikke uden videre fjerne de indbyggede ufuldkommenheder. Mentallegemet er, som det er, og det er en del af ikke-selvet − tilpasset og formet til individuelt brug, og kun ved hjælp af mentallegemet kan man vide.
Alle resultater af tidligere tænkning findes i mentallegemet, og hvert mentallegeme har sin egen svingningshastighed. Mentallegemet har evnen til konstant bevægelse, der viser en uafbrudt skiftende billedrække. Ethvert indtryk, der kommer udefra, påvirker den allerede aktive sfære, og de eksisterende vibrationer modificeres af påvirkningerne. Resultatet bliver derfor ikke en nøjagtig reproduktion af den nye vibration, men en kombination, der består af de nye og de eksisterende vibrationer. Det kan beskrives ved hjælp af lys. Hvis man holder et stykke rødt glas for øjnene og iagttager grønne genstande, ser man dem som sorte. De vibrationer, der skaber en sansning af rødt, afskæres af de vibrationer, der skaber en sansning af grønt, og på grund af et sansebedrag opfatter øjet genstanden som sort. Det samme sker, når man gennem gult glas iagttager en blå genstand, for den ser man også som sort. I ethvert tilfælde vil et farvet medie skabe et andet farveindtryk end det, man får af genstanden, når øjet ser direkte på den. Selv når man ser direkte på tingene, ser man noget forskelligt, for øjet modificerer også de vibrationer, det modtager – oven i købet i højere grad end de fleste mennesker forestiller sig. Mentallegemets indflydelse som et medie, der benyttes til at iagttage den ydre verden, minder i høj grad om den indflydelse, det farvede glas har på genstandenes farver, når de iagttages igennem glasset. Iagttageren er lige så ubevidst om mentallegemets indflydelse, som et menneske, der altid kun har set gennem rødt eller blåt glas. Det vil ikke være bevidst om de forandringer, det farvede glas skaber i oplevelsen af landskabet.
Det er i den betydning, at mentallegemet kaldes ”illusionens skaber”. Mentallegemet giver kun forvrængede billeder, for de er en kombination af mentallegemets indhold og den ydre genstand. Men når mentallegemet kaldes ”illusionens skaber” har det en langt dybere betydning, for de forvrængede billeder består kun af noget tilsyneladende – ikke af virkeligheden. Mentallegemet giver alene skygger af skygger. Men for øjeblikket er det tilstrækkeligt at beskæftige sig med de illusioner, der skabes af mentallegemet egen natur.
Menneskets opfattelse af verden ville være helt anderledes, hvis det var i stand til at se den, som den er – selv i dens aspekt som fænomen i stedet for via vibrationer, der modificeres af mentallegemet. Det er ikke umuligt, for det kan gøres af de mennesker, der har udviklet evnen til at beherske tankerne. Mentallegemets vibrationer kan stoppes ved at fjerne bevidstheden fra dem. Hvis det lykkes, vil et indtryk udefra forme et billede, der nøjagtigt svarer til virkeligheden, for så vil vibrationerne være identiske i både kvalitet og kvantitet, fordi de ikke blandes med vibrationer, der udgår fra iagttageren. En anden mulighed er, at rette bevidstheden udad og besjæle den genstand, der iagttages. På den måde kan man erfare dens vibrationer direkte. I begge tilfælde opnår man ægte kundskab om formen. Idéen i den indre verden, som formen har givet udtryk i den ydre verden, kan derfor erkendes, men kun af bevidstheden i kausallegemet, og uden at bruge mentallegemet eller lavere legemer.
Konklusionen er, at mennesket kun kender sit eget billede af genstandene og ikke selve genstandene (undtagen i de tilfælde, der er omtalt ovenfor), og det er en sandhed, der er meget vigtig, hvis informationen skal bruges i det praktiske liv. Erkendelsen skaber ydmyghed og forsigtighed, og man vil være parat til at lytte til nye tanker og idéer, for man føler sig ikke længere sikker på altid at have ret i sine egne iagttagelser. Man lærer at analysere sig selv, før man dømmer andre.
Et eksempel vil hjælpe til at gøre det mere klart. Hvis man møder et menneske, der har en anden udstråling end den, man selv udstråler, vil man opleve modstand. Man føler sig frastødt, og man undrer sig over, at der er andre, der oplever den anden som både sympatisk og begavet. Begge parter finder modparten irriterende og uintelligent. Men hvis man har fået en smule kendskab til sig selv, vil holdningen ændre sig. I stedet for at tænke, at den anden er irriterende og uintelligent, vil man spørge sig selv: ”Hvad mangler der i min natur, når jeg ikke er i stand til at respondere på den andens vibrationer?” Begge parter udsender vibrationer, og når man ikke forstår den andens liv og tænkning, skyldes det, at man ikke er i stand til at reproducere den andens vibrationer. Der er derfor ingen grund til at dømme, for man kender ikke den anden, før man selv har forandret sig så meget, at man er i stand til at respondere på vibrationerne. Det er ikke muligt at forandre andre ret meget, men man kan i høj grad forandre sig selv, og man skal altid bestræbe sig på at udvide sin modtagelighed. Man skal blive som det hvide lys, der rummer alle farver, og som ikke forvrænger noget, for det hvide lys tilbagekaster ikke noget, for det har evnen til at respondere på hver enkelt nuance. Man kan måle, hvor meget man nærmer sig denne hvidhed ved at lægge mærke til, i hvor høj grad man er i stand til at respondere på forskellige karakterer.
Mentallegemet og manas
Herefter drejer det sig om mentallegemets opbygning og funktion som erkendelsesredskab for bevidstheden. Hvad består mentallegemet af, hvordan blev det skabt i fortiden, og hvordan kan man forandre det i nutiden?
Mentallegemet set fra livssiden er manas, og manas er en afspejlingen på mentalplanet i atomart stof af sjælens erkendelsesaspekt – af sjælen som iagttager og erkender. Mentallegemet set fra formsiden viser to aspekter, som hver for sig betinger manas’ aktivitet – dvs. bevidstheden, der arbejder på mentalplanet. Aspekterne skyldes redskaber, der er skabt af mentalplanets stof, og samlet omkring det atomare vibrationscenter. På grund af stoffets natur og anvendelse kaldes det mentalstof eller tankestof. Stoffet udgør et stort område i Universet, og det gennemtrænger det astrale og mentale stof. Det grupperer sig i syv underafdelinger lige som stoftilstandene på det fysiske plan. Det besvarer hovedsageligt de vibrationer, der kommer fra sjælens kundskabsaspekt, og dermed får stoffet sin særlige karakter.
Det første og højeste aspekt af mentallegemets formside er det, der kaldes kausallegemet eller årsagslegemet. Det består af stof fra de tre øverste underafdelinger af mentalplanet, og det svarer til de finere æteriske planer på det fysiske plan. På nuværende udviklingstrin er kausallegemet kun lidt udviklet hos flertallet af menneskeheden, for det påvirkes ikke af mentale aktiviteter, der er rettet mod ydre genstande. Derfor er der ingen grund til at beskæftige sig med kausallegemet i øjeblikket, for kausallegemet er i virkeligheden legemet for den abstrakte tænkning.
Det andet og lavere aspekt kaldes mentallegemet. Det består at tankestof, der hører til de fire lavere underafdelinger af mentalplanet, og det svarer til det laveste æteriske plan, luftelementet, vandelementet og de faste stoftilstande på det fysiske plan. Man kan derfor kalde det for det tætte mentallegeme. Kausallegemet og mentallegemet består af syv store grundtyper, og hver type omfatter former på hvert udviklingstrin. De udvikles og vokser under de samme love, og når man forstår at bruge lovene, kan man ændre den langsomme og naturlige udvikling til hurtig vækst, som styres ved hjælp af den selvbevidste intelligens. Derfor er studiet af legemerne vigtig.
Mentallegemets opbygning og udvikling
Det er vigtigt at vide, hvordan bevidstheden bygger sit redskab, for hver dag og hver time hele livet er der mulighed for at bruge det til ophøjede formål. Uanset om man er vågen eller sover, bygger man på sit mentallegeme, for når bevidstheden vibrerer, påvirker den det tankestof, den er omgivet af, og hver vibration i bevidstheden – også selvom den er aktiveret af en flygtig tanke – tiltrækker og indbygger stofpartikler i mentallegemet og ryster andre partikler ud af det. For mentallegemets vedkommende skabes processen af vibrationen, men glem ikke, at det er naturligt for bevidstheden konstant at identificere sig med ikke-selvet, og ligeså konstant at markere sin egen eksistens ved igen at afvise ikke-selvet. Bevidstheden består af den vekslende bekræftelse og afvisning. ”Jeg er legemet” − ”jeg er ikke legemet”. Resultatet er den bevægelse, det skabes i stoffet – den tiltrækning og frastødning, som kaldes en vibration.
Det omgivende stof sættes også i bevægelse og fungerer derfor som middel til at påvirke andre bevidstheder. Men finheden eller grovheden af det stof, der tiltrækkes, afhænger af vibrationernes kvalitet, når de sender bølger gennem bevidstheden. Positive og ophøjede tanker består af hurtige vibrationer, og derfor kan de kun påvirke det finere tankestof. Det grovere og tungt vibrerende stof vil være upåvirket, for det er ikke i stand til at vibrere med den høje hastighed. Når en højt vibrerende tanke sætter mentallegemet i svingninger, rystes de grovere stofpartikler ud af legemet, og de erstattes af finere partikler, der tiltrækkes, og på den måde indbygges der bedre materiale i mentallegemet. På samme måde tiltrækker negative og lave tanker de grove stofpartikler, som indbygges i mentallegemet, for det er forudsætningen for, at den type tanker kan komme til udtryk, og det grove materiale frastøder og uddriver de finere stoftyper.
På den måde ryster bevidsthedsvibrationerne konstant én type stof ud og bygger en anden type ind i mentallegemet. Og resultatet af processen er naturligvis, at menneskets evne til at besvare de tanker, der når det udefra, afhænger af den type stof, det selv indbyggede i mentallegemet i fortiden. Hvis mentallegemet består af fint vibrerende stof, vil grove og negative tanker ikke vække respons, og derfor kan de ikke påvirke eller skade. Men hvis mentallegemet består af groft og lavt vibrerende stof, vil mennesket blive påvirket af de negative tanker, det modtager fra andre, mens det ikke vil respondere på positive tanker og derfor heller ikke blive påvirket af dem.
Hvis man møder et menneske med positive og ophøjede tanker, vil tankevibrationerne strømme ud fra dette menneske og skabe vibrationer i stoffet i de nærmeste mentallegemer, men kun hvis de er i stand til at respondere. Vibrationer skaber imidlertid forstyrrelse i mentallegemernes stof og udstøder endda en del at det stof, der er for tungt og groft til at vibrere på samme høje frekvens. Det positive, man kan modtage, afhænger derfor i høj grad af den måde, man selv har tænkt i fortiden, og dermed også evnen til at forstå dette menneske – dvs. evnen til at respondere på de tanker, der udsendes. Ingen kan tænke for andre. Ethvert menneske kan kun tænke sine egne tanker, og på den måde kan det skabe beslægtede vibrationer i det omgivende tankestof. De strømmer ind i mentallegemet og sætter det i tilsvarende svingninger, og svingningerne påvirker bevidstheden. Et menneskes tanker kan derfor kun påvirke et andet menneskes bevidsthed ved at skabe beslægtede vibrationer i dets mentallegeme.
Men resultatet er ikke altid direkte forståelse, når der modtages vibrationer udefra. Nogle gange minder virkningen om den man kender fra solvarme, regn og muld, som et frø befinder sig i. Først er der ikke noget synligt svar på de vibrationer, der strømmer ned til frøet, men i frøets indre – i det besjælende liv – er der en svag vibration. Vibrationen bliver stærkere dag for dag, indtil livet bryder ud, sprænger frøets skal og udsender rod og vækstspire. Det samme gælder sjælen. Først er der en svag vibration dybt inde i bevidstheden, før den er i stand til at respondere på de indtryk, der påvirker den − og selv om mennesket endnu ikke forstår en ophøjet tænker, er der alligevel en ubevidst vibration, som er en forløber for det bevidste svar. Når man har været sammen med en højt udviklet personlighed, er man kommet en smule nærmere på det rigere tankeliv, der strømmede ud fra dette menneske. Latente, positive tankespirer har fået tilført liv, og den indre natur og sjælen har fået hjælp til den videre udvikling.
På den måde kan der tilføres noget positivt udefra til opbygningen og udviklingen af sjælen, men det største arbejde skal man selv udføre ved hjælp af sin egen bevidsthed. Og hvis man ønsker et mentallegeme, der er stærkt, fuld af livskraft, aktivt og i stand til at forstå de mere avancerede og ophøjede tanker, må man arbejde målrettet med at tænke rigtige og positive tanker, for ethvert menneske er sin egen bygmester, og det former selv sin sjæl.
Mange mennesker læser meget. Men læsning gavner ikke sjælen. Det er kun tænkning, der udvikler sjælen. Læsning har kun værdi, hvis den giver stof til tænkning. Et menneske kan læse meget, men den mentale vækst afhænger af, hvor meget tænkning, der kræves i forbindelse med læsningen. Og det udbytte, man får af de tanker, man læser om, afhænger af, om man bruger dem i praksis. Hvis man ikke bruger tankerne og selv arbejder videre med dem, har de stort set ingen værdi. ”Læsning fylder et menneske”, sagde Sir Francis Bacon, og sjælen kan sammenlignes med det fysiske legeme. Mad fylder maven, men måltidet gavner ikke kroppen, hvis maden ikke fordøjes og assimileres. Sådan er det også, når sjælen fyldes med læsning. Hvis man ikke tænker over det, man har læst, og hvis det ikke assimileres, vokser sjælen ikke. Måske kommer den endda til at lide af ”forstoppelse”, for den kan blive svækket i stedet for at blive styrket under byrden af ufordøjede idéer.
Måske skal man overveje at læse mindre og tænke mere, hvis man ønsker, at sjælen skal vokse og intelligensen skal udvikle sig. Hvis man for alvor ønsker at uddanne og udvikle sjælen, skal man dagligt bruge en time til at studere seriøs og tankevækkende litteratur. Efter at have læst i fem minutter, skal man tænke i ti – og på den måde skal man studere i mindst en time. Den almindelige fremgangsmåde er at læse hurtigt en hel time og så lægge bogen fra sig indtil næste gang, man skal læse en time. Det er årsagen til, at de fleste menneskers tænkeevne vokser meget langsomt.
Noget af det mest iøjnefaldende ved åndsvidenskabelige studier er den mentale vækst. Det skyldes i høj grad, at de studerende lærer om tankens natur. De begynder at forstå lidt af tankens måde at fungere på, og de tager fat på at uddanne deres mentallegemer i stedet for udelukkende at overlade væksten til de naturlige processer. Den aspirant, der alvorligt ønsker at udvikle sig, er nødt til at beslutte, at ikke en eneste dag skal gå, uden at der bruges mindst fem minutter til læsning og ti minutter til koncentreret tænkning over det læste. I begyndelsen vil det være anstrengende, trættende og besværligt, og man vil opdage, hvor svag tænkeevnen i virkeligheden er. Opdagelsen og erkendelsen er det første skridt − for det er vigtigt, at man opdager, at man faktisk ikke er i stand til at tænke klart og sammenhængende. Mennesker, der ikke kan tænke, men tror, at de kan, udvikler sig næsten ikke. Det er, bedre at kende sine svagheder, end at blide sig ind, at man er stærk, når man i virkeligheden er svag. Følelsen af svaghed, oplevelsen af de flakkende tanker, fornemmelsen af varme, forvirring og træthed, der opstår i hjernen efter længere anstrengelse med at følge en vanskelig tankelinje, svarer til de tilsvarende følelser i musklerne efter en stærk muskelanstrengelse. Med regelmæssig og vedholdende øvelse – uden at overdrive – vil tankekraften vokse på samme måde som muskelkraften. Og efterhånden som tankkraften vokser, kommer den også under kontrol og kan rettes mod bestemte formål. Uden den rigtige tænkning vil mentallegemet fortsætte med at fungere uorganiseret og have en løs og ubestemt form. Uden koncentration − evnen til at fastholde tanken på et bestemt punkt − kan tankekraft overhovedet ikke praktiseres.
_________________________________
[1] De Gyldne Forskrifters Bog oversat af H.P. Blavatsky.
_________________________________
|