5. kapitel
HUKOMMELSE
Hukommelsens natur
Når der er skabt forbindelse mellem et behag og en bestemt genstand, opstår der et begær efter igen at komme i forbindelse med genstanden og gentage behaget. Eller – når der er skabt forbindelse mellem et ubehag og en bestemt genstand, opstår der et ønske om at undgå genstanden og slippe for ubehaget. Når mentallegemet stimuleres, gentager det let billedet af genstanden − for pga. den lov, der siger, at energi altid vælger vejen med mindst modstand, vil mentallegemets stof have nemmest ved at antage en form, som det allerede mange gange har antaget. Mentallegemets tendens til at gentage vibrationer, når de én gang er blevet skabt, skyldes tamas – stoffets inerti eller træghed – og tamas er spiren til hukommelsen. Stoffets molekyler, som er samlet i grupper, falder langsomt fra hinanden, når andre kræfter påvirker dem, men de bevarer i lang tid tendensen til igen at genskabe det indbyrdes forhold, når en lignende impuls påvirker dem. Derfor vender molekylerne hurtigt tilbage til den oprindelige form. Når et menneske har vibreret på en bestemt måde, bevares den specifikke vibrationsevne, og når den genstand, der giver behag eller ubehag sætter begæret efter genstanden – eller ønsket om at undgå den – i svingninger, drives begæret udad og giver på den måde mentallegemet den nødvendige stimulans.
Det billede, der skabes, genkendes, og i det ene tilfælde får den tiltrækning, der skaber behag, mentallegemet til at reproducere billedet af behaget. I det andet tilfælde skaber ubehaget frastødning, og billedet af ubehaget reproduceres. Genstanden og behaget – eller ubehaget – sættes i forbindelse med hinanden af erfaringen, og når de vibrationer, der skaber billedet af genstanden, aktiveres, vækkes de reaktioner, som er årsag til behag eller ubehag også. Behaget eller ubehaget opleves igen – selv i genstandens fravær.
Det er hukommelse i sin enkleste form: En selvskabt vibration af samme type som den, der skabte følelsen af behag eller ubehag, skaber igen følelsen. Den slags billeder er ikke så kompakte og heller ikke så levende for den kun delvist udviklede sjæl, som de billeder, der skabes ved kontakt med en ydre genstand, for de tunge fysiske vibrationer bruger meget energi til de mentale og astrale billeder − men i virkeligheden er vibrationerne identiske. Hukommelse vil sige, at sjælen reproducerer de genstande, den tidligere er kommet kontakt med i mentallegemet. Afspejlingen kan gentages – og den bliver gentaget – igen og igen i finere og finere stof, uden hensyn til den adskilte iagttagende sjæl, og tilsammen udgør de en del af indholdet i Planetlogos’ hukommelse. Det er billeder af billeder, som kan nås af en hvilken som helst sjæl, forudsat at den har udviklet den aktuelle ”vibrationsevne” i sin egen natur. Det kan sammenlignes med trådløs kommunikation, hvor en række data udgør et budskab, der kan opfanges af enhver modtager, der er i stand til at reproducere dem. På samme måde kan en latent vibrationsevne i sjælen aktiveres af en beslægtet vibration i Planetlogos’ billeder. På det akashiske plan udgør de ”akashiske optegnelser”[1] eller akasha-kronikken, Planetlogos’ hukommelse, der består i hele planetsystemets levetid.
Dårlig hukommelse
For at forstå, hvad der er årsag til en såkaldt dårlig hukommelse, må man studere de mentale processer, der skaber det, der kaldes hukommelse. På trods af at hukommelsen i psykologisk litteratur som regel omtales som en mental evne, er det i virkeligheden ingen evne. At et mentalt billede holder sig længe, er ikke udtryk for en særlig evne, for det skyldes sjælens natur. En lavt udviklet og svag sjæl har en begrænset udholdenhed, og den har svært ved at fastholde den form, den har iført sig. Det kan sammenlignes med en substans, der hældes i en støbeform, men som er for flydende til at bevare formen. Hvis mentallegemet er for uorganiseret, vil det kun skabe en løs blanding af tankestoffets molekyler – en skylignende masse uden egentlig sammenhængskraft – og hukommelsen vil derfor være meget svag. Men svagheden er generel, for den har mentallegemet fælles med hele sjælen, for årsagen er sjælens lave udviklingstrin.
Efterhånden som mentallegemet bliver bedre organiseret, og bevidsthedens kræfter arbejder i legemet, kan man alligevel ofte konstatere, hvad der kaldes en ”dårlig hukommelse”. Men når man studerer den ”dårlige hukommelse” i detaljer, vil man se, at den ikke er mangelfuld på alle områder, for der er noget, som huskes uden anstrengelse, og som genkaldes uden problemer. Det viser sig, at det, der huskes, i høj grad er tiltrækkende for sjælen. Et eksempel var en kvinde, der klagede over dårlig hukommelse i forhold til det, hun studerede, men samtidig havde hun en usædvanlig god hukommelse når hun skulle huske detaljerne i en kjole, hun var betaget af. Mentallegemet manglede derfor ikke evnen til at koncentration, for når hun iagttog omhyggeligt og opmærksomt, blev der skabt et tydeligt mentalt billede, som holdt sig temmelig længe. Og det er nøglen til forståelse af den ”dårlige hukommelse”. Årsagen er mangel på opmærksomhed eller mangel på interesse og resultatet er forvirret tænkning. Forvirret tænkning er det tågede indtryk, der skabes ved overfladisk iagttagelse og mangel på opmærksomhed og interesse. Klar tænkning er det skarpe indtryk, der skyldes koncentreret opmærksomhed, ægte interesse og omhyggelig, nøjagtig iagttagelse. Mennesker har svært ved at huske det, der ikke interesserer dem, men de husker altid det, der interesserer.
Hvad gør man, når man har en ”dårlig hukommelse”? Først skal man lægge mærke til, på hvilke områder hukommelsen er dårlig, og på hvilke den er god. Det giver et generelt indtryk af evnen til at koncentrere sig. Derefter skal man undersøge de områder, der er vanskelige at huske, for at afgøre, om de overhovedet er værd at huske, eller om det skyldes manglende interesse eller måske endda modvilje.
Hvis man finder ud af, at problemet er modvilje, men at man samtidig har en følelse af, at man burde interessere sig, skal man alligevel foretage en bevidst, omhyggelig og koncentreret iagttagelse. Gør man det, vil man opleve, at hukommelsen gradvis bliver bedre, for hukommelsen er baseret på interesse, opmærksomhed, nøjagtig iagttagelse og klar tænkning. Det, der opleves som tiltrækkende, fanger opmærksomheden, men hvis interessen mangler, må den erstattes af viljen.
Men det er netop her en almindeligt kendt vanskelighed viser sig, for hvordan kan ”viljen” erstatte det, der fanger interessen? Hvad er det, der skal aktivere viljen? Det tiltrækkende stimulerer begæret, og begæret aktiverer en bevægelse hen imod den tiltrækkende genstand. Men hvis begæret mangler, mangler interessen. Hvordan skal fraværet af begær erstattes af viljen? Viljen er den kraft, der motiverer til handling, og kraften kan styres af den målbevidste fornuft i stedet for af begærimpulser fra ydre genstande, der opleves som tiltrækkende. Når den impuls til handling, der aktiverer sjælens udadgående energi, er motiveret af ydre genstande, kaldes impulsen for begær. Når den motiveres af fornuft, kaldes impulsen for vilje. Når der ikke føles nogen tiltrækning udefra, er der behov for oplysning indefra.
Viljen skal aktiveres dels af et intellektuelt overblik over situationen og dels af skelneevnen i forhold til at give udtryk for det højeste gode, for det er målet for handlingen. Når fornuften vælger et motiv, der gavner sjælen, vil motivet aktivere viljen. Og når motivet er omsat til handling og handlingen er gennemført, vil den tankerække, der resulterede i valget, have lettere ved at stimulere viljen. En handling og et motiv, der vælges målbevidst, kan gøres tiltrækkende – dvs. at det bliver genstand for begær. Det gør man ved at bruge forestillingsevnen til at stimulere begærets positive egenskaber – dvs. de gavnlige virkninger ved det aktuelle begær. Men da den, der vil målet, også vil midlerne, er det muligt at overvinde den naturlige modvilje mod anstrengelsen og den ubehagelige disciplin, for det er på den måde, man motiverer viljen. Når man er blevet enig med sig selv om, at et bestemt mål er værd at nå, aktiverer man viljen for at udføre de handlinger, der fører til målet.
Hvis man vil udvikle iagttagelsesevnen – eller andet – gælder reglen, at korte, daglige øvelser er langt mere effektive end lange øvelser, der udføres af og til og med lange pauser imellem. Hver dag skal man stille sig selv en lille opgave, der går ud på at iagttage en genstand meget koncentreret. I tankerne skal man forme et billede af genstanden i alle dens detaljer. Man skal fokusere tankerne på genstanden i kort tid – på samme måde som når det fysiske øje iagttager en genstand. Næste dag skal man genskabe billedet. Man skal reproducere det så nøjagtigt, som man kan, og derefter skal man sammenligne tankebilledet med den fysiske genstand og lægge mærke til mangler og unøjagtigheder. Hvis man dagligt bruger fem minutter på øvelsen, og skiftevis iagttager en genstand og forestillede sig den i tankerne, og reproducerer billedet fra den foregående dag og sammenligner det med den fysiske genstand, ville man meget hurtigt ”forbedre” hukommelsen. I virkeligheden udvikler man sine evner til iagttagelse, opmærksomhed, forestillingsevne og koncentrationsevne. Man organiserer faktisk sit mentallegeme langt hurtigere, end naturen kan gøre det. Mentallegemet bliver i stand til at udføre sine funktioner hurtigt, effektivt og nyttigt. Ethvert menneske, der bruger øvelsen, vil opleve virkningen, og man vil hurtigt mærke, at evnerne vokser, og at de kommer mere og mere under viljens kontrol.
Når tingene præsenteres for sjælen i en tiltrækkende form, forbedres hukommelsen, for de ting, der skal huskes, gøres interessante. Hvis et menneske har let ved at visualisere, kan det hjælpe den dårlige hukommelse ved først at skabe et tankebillede og derefter tilføje de ting, det gerne vil huske, til billedet. Reproduktionen af billedet vil derfor samtidig fremkalde det, der skal huskes. Hvis et menneske er bedre til at huske, når det hører noget, kan det f.eks. styrke hukommelsen ved hjælp af rim. Det kan f.eks. formulere vers, hvor datoer eller andre trivielle fakta flettes ind, og på den måde bider de sig fast i tankerne. Men den bedste måde er den rationelle metode, der er beskrevet ovenfor, hvor mentallegemets stof bliver bedre organiseret og mere sammenhængende.
Hukommelse og forventning
Herefter er der god grund til at vende tilbage til den uudviklede iagttagende sjæl. Når hukommelsen begynder at fungere, følger forventningen hurtigt efter, for forventning er ikke andet end hukommelse, der projiceres fremad. Når man i hukommelsen forestiller sig noget behageligt, som man har oplevet i fortiden, forsøger begæret igen at få fat i den genstand, som var årsag til den behagelige oplevelse. I tanken forestiller man sig, at man igen vil opnå den velkendte nydelse, hvis man igen kan få fat i genstanden i den ydre verden, og man glæder sig til oplevelsen. Dermed har man skabt en forventning. Sjælen kredser både om billedet af genstanden og billedet af det behag, som er forbundet med den. Når begrebet tid – henholdsvis fortid og fremtid – tilføjes, opstår der to betegnelser: Billedet plus tanken på fortiden er hukommelse. Billedet plus tanken på fremtiden er forventning.
Når man studerer billederne, begynder man at forstå, hvad der ligger i Patanjalis’[2] aforisme, for han sagde, at for at praktisere yoga må man standse ”modifikationerne i tankeprincippet”. Set fra åndsvidenskabens synsvinkel vil enhver kontakt med ikke-selvet modificere mentallegemet. En del af mentallegemets stof forandres, for det bliver en tankeform eller et billede af den ydre genstand. Når der skabes forbindelser mellem billederne, er der tale om tænkning set fra formsiden. Vibrationerne i sjælen er identiske, og set fra livssiden er modifikationerne i sjælen tænkning. Glem ikke, at det er sjælens arbejde at skabe forbindelserne. Forbindelserne er noget, som sjælen tilføjer billederne, og tilføjelsen forvandler billederne til tanker.
Billederne i mentallegemet minder om det sensitive materiale på en fotografisk film, hvor sølvsaltene modificerer stoffet på filmen, når den belyses, og på den måde dannes der billeder af de genstande, der blev eksponeret. På den sensitive overflade på mentallegemet, bliver stoffet også modificeret, og det skaber et billede af de genstande, den kommer i kontakt med. Sjælen opfatter billederne via sine responderende vibrationer. Den studerer dem og begynder herefter at organisere og modificere dem ved hjælp af de vibrationer, som sjælen sender mod genstandene. Iflg. den omtalte lov følger energien vejen med mindst modstand. Sjælen former igen og igen de samme billeder. Den skaber billeder af billederne, og så længe den begrænser sig til simpel reproduktion, hvor kun tidselementet tilføjes, opstår der som sagt hukommelse og forventning.
Konkret tænkning er i virkeligheden kun en gentagelse i finere stof af dagligdagens erfaringer, men med den forskel, at sjælen kan stoppe og ændre rækkefølgen, gentage dem, accelerere eller bremse dem efter ønske. Sjælen kan opholde sig ved et hvilket som helst billede, reflektere over det, blive hængende ved det, og på den måde kan den igen og igen gennemgå sine erfaringer. Den kan derfor få fat i meget, som undslap opmærksomheden, dengang den oplevede det. Inden for sit eget bevidsthedsfelt kan sjælen selv skabe sin tid. Den sætter selv sine mål, og sætter selv sine grænser, på samme måde som Logos i sine verdener. Men sjælen er stadig begrænset af tiden, indtil den kommer i kontakt med Logos’ bevidsthed og frigør sig fra stoffets lænker − og selv når det sker, gælder det kun for dette systems vedkommende.
_________________________________
[1] Akasha-kronikken kaldes ofte for ”naturens hukommelse”. Der er tre niveauer i hukommelsen: 1) Det midlertidige niveau, der befinder sig i den æteriske (elektromagnetiske) substans i nærheden af Jorden. Niveauet vil efterhånden forsvinde. 2) En mere nøjagtig form, der befinder sig på det højere mentalplan (kausalplanet). 3) På det buddhiske plan findes det højeste niveau af hukommelsesbanken. Den indeholder den fuldstændige hukommelse af det planetariske liv og evolution. Akasha-kronikken kan derfor defineres som Jordens DNA.
[2] Patanjali er forfatter til Yoga Sutras samt lærer og underviser i raja-yoga og den ottefoldige yoga (Ashtanga). Patanjali betragtes som grundlæggeren af yoga-filosofien.
_________________________________
|