4. kapitel
HVORDAN OPSTÅR TANKEN?
Hvordan opstår tanken? Det er et spørgsmål, som stort set kun psykologistuderende har interesseret sig for. Når mennesket kommer til verden, medbringer det en masse færdige tanker. Det ankommer med et stort forråd af, hvad man kan kalde ”medfødte idéer og holdninger”. Det er komprimerede forestillinger, som er et resultat af erfaringer fra tidligere inkarnationer. Alle mennesker begynder livet med en medfødt mental driftskapital, og psykologien har aldrig været i stand til at studere tankens begyndelse ved direkte iagttagelse.
En psykolog kan imidlertid lære meget ved at iagttage et lille barn, for på samme måde som det nye fysiske legeme i livmoderen gennemgår fortidens lange fysiske evolution i hurtig rækkefølge, gennemgår det nye mentallegeme hurtigt de tidligere lange udviklingsstadier. Mentallegemet er ganske vist ikke det samme som selve tanken, og selv når man studerer det nye mentallegeme, studerer man i virkeligheden ikke tankens begyndelse. Og det bliver endnu tydeligere, når man forstår, at de fleste mennesker ikke en gang er i stand til at studere mentallegemet direkte, for de må nøjes med at iagttage, hvordan mentallegemet påvirker den fysiske hjerne og nervesystemet. Selve tanken er et selvstændigt aspekt både i forhold til mentallegemet og det fysiske legeme. Tanken tilhører bevidstheden. Tanken tilhører derfor livssiden, hvorimod mentallegemet og det fysiske legeme tilhører formsiden eller stofsiden. Begge legemer er forgængelige redskaber. Man skal altid huske på forskellen mellem den, der véd og mentallegemet, som er redskab til at opnå kundskab, og tankesindet[1], som er en kombination af mentallegemet og manas.
Ved at studere, hvordan tanken påvirker legemerne, mens de endnu er nye, og ved at bruge analogi, kan man få nogen forståelse af, hvordan tanken opstår, når en sjæl for første gang kommer i kontakt med ikke-selvet. Analogien kan hjælpe iagttagelserne i henhold til det hermetiske aksiom: ”Som foroven, således også forneden”. Alt på de lavere planer er kun spejlbilleder, og ved at studere spejlbillederne lærer man noget om årsagen til dem.
Når man omhyggeligt iagttager et lille barn, vil man se, at fornemmelser dvs. respons på indtryk af behagelige eller ubehagelige følelser – og først og fremmest på de ubehagelige – viser sig før ethvert tegn på intelligens. Dvs. at svage fornemmelser går forud for præcis erkendelse. I livmoderen før fødslen blev barnet ernæret af de livskræfter, der gennemstrømmede moderens fysiske legeme. Når barnet ved fødslen adskilles fra moderen, afskæres det fra hendes livskræfter. Livet strømmer væk fra barnets legeme og fornyes ikke. I takt med at livskræfterne forsvinder, føler barnet et savn, der opleves som smerte. Når savnet afhjælpes, skabes der harmoni og nydelse, og barnet synker tilbage i ubevidsthed. Lidt senere skaber synsfornemmelser og lyde sanseindtryk, men der er stadig ikke noget tegn på intelligens. Det første tegn på intelligens viser sig, når synet af moderen eller lyden af hendes stemme forbindes med tilfredsstillelsen af den konstant tilbagevendende trang til den tilfredsstillelse, der er forbundet med at få mad. Det sker først, når der er oplagret et antal tilbagevendende fornemmelser i hukommelsen, som relateres til en ydre genstand, og når genstanden betragtes som både adskilt fra og årsag til de behagelige fornemmelser. Tanken er derfor erkendelsen af relationen mellem mange fornemmelser og den enhed, der forbinder dem. Det er barnets første udtryk for intelligens − den første tanke − som teknisk set er en ”opfattelse”. Det vigtigste ved processen er skabelse af forholdet mellem en bevidsthedsenhed − en adskilt bevidsthedsenhed – og en ydre genstand, og uanset hvor relationen opstår, er der desuden en tanke til stede.
Det er et simpelt faktum, der altid kan konstateres, og det er et grundlæggende eksempel på, hvordan tanken begynder i en adskilt enhed – dvs. i en trefoldig sjæl, der befinder sig i et stofhylster – og uanset hvor fint stoffet er, er der en sjæl i mentallegemet – og i det adskilte mentallegeme går fornemmelser forud for tanker. Sjælens opmærksomhed vækkes ved hjælp af de indtryk, der gøres på den, og de besvares med en fornemmelse. Det er ikke den stærke følelse af savn, der skyldes, at livskraften forsvinder, som i sig selv vækker tanken, men savnet tilfredsstilles ved kontakten med mælken, og det skaber et bestemt afgrænset indtryk − et indtryk, der følges af en følelse af velbehag. Når det gentages mange gange, rækker sjælen svagt famlende udefter i den retning, indtrykket kom fra. På den måde strømmer livskraften ind i mentallegemet og aktiverer det, så det afspejler den genstand − i begyndelsen kun svagt − der har skabt fornemmelsen, dengang den kom i kontakt med mentallegemet. Forandringen i mentallegemet, som gentages igen og igen, stimulerer sjælens kundskabsaspekt, som vibrerer i samklang med mentallegemet. Det har følt savn, kontakt, behag, og sammen med kontakten viser et billede sig, for øjet påvirkes på samme måde som læberne, og de to sanseindtryk kombineres. Barnets iboende natur kombinerer tre aspekter: Savnet, billedet af kontakten og tilfredsstillelsen – og kombinationen er tanke. Før barnet reagerer på den måde, er der ingen tanke. Det er alene sjælen, der opfatter − hverken noget andet eller noget lavere.
Opfattelsen specialiserer begæret, der holder op med at være et ubestemt krav på noget udefinerbart. Det bliver nu et specifikt krav på noget specifikt – nemlig mælken. Men opfattelsen trænger til nærmere undersøgelse, for sjælen har kombineret tre ting, og en af dem − savnet − skal udskilles. På et tidligt trin er det interessant at bemærke, at savnet vækkes ved synet af den, der giver mælken, for sjælen genkalder savnet, når det billede, der er forbundet med savnet, viser sig. Selv om barnet ikke føler sult, skriger det for at få bryst, når det ser moderen. Senere justeres den fejlagtige opfattelse af relationen. Moderen betragtes nu som årsag til behaget, og på den måde erstattes begæret efter mælk med et begær efter moderen, og processen giver derfor en yderligere stimulans til tænkningen.
Forholdet mellem sansning og tanke
Både den østerlandske og vesterlandske psykologi siger utvetydigt, at alle tanker opstår pga. af sansning, og tænkning forekommer ikke, før der er samlet et stort antal sanseindtryk. H.P. Blavatsky siger:
”Tankesindet, som man kender det,
kan opløses i bevidsthedstilstande,
der har forskellig varighed, styrke, kompleksitet osv.,
som alle har sin oprindelse i sansning.”[2]
Nogle forfattere går endnu længere, for de påstår, at ikke alene er sansefornemmelserne det materiale, som tankerne opbygges af, men tankerne opstår direkte af sansefornemmelserne. De anerkender derfor ikke, at der findes en tænker − en sjæl, der erkender. Andre går til den modsatte yderlighed og betragter tanken som et resultat af tænkerens aktivitet, som er aktiveret indefra i stedet for af de impulser, der modtages udefra. Sansefornemmelserne er udelukkende det materiale, som bruges af den iboende evne − men de er ikke en nødvendig betingelse for aktiviteterne.
Begge opfattelser, hvor den ene påstår, at tanken er et rent produkt af sansefornemmelserne, og det andet påstår, at tanken er et rent produkt af den erkendende sjæl, rummer en vis sandhed − men sandheden befinder sig imellem de to. For at vække sjælens evne til at erkende er det nødvendigt, at sansefornemmelser påvirker sjælen udefra, og den første tanke opstår som følge af impulser fra sansefornemmelser. Sansefornemmelserne er derfor tankens nødvendige frontløber. Og hvis der ikke eksisterede en iboende evne til at forbinde tingene – hvis ikke sjælens natur var kundskab – kunne sansefornemmelser uafbrudt strømme ind til den, uden at der nogensinde ville opstår en tanke. Det er derfor kun halvvejs sandt, at tankerne begynder med sansefornemmelser, for evnen til at organisere sansefornemmelserne, evnen til at arbejde med dem, skabe forbindelser og relationer mellem dem og desuden mellem dem og den ydre verden, er nødvendig. Tænkeren er faderen. Sansefornemmelsen moderen. Tanken er barnet.
Når udgangspunktet for tanker er sansefornemmelser, og sansefornemmelserne skabes ved indtryk udefra, er det vigtigt at iagttage sansefornemmelsens natur og omfang i samme øjeblik sansefornemmelsen opstår. Det første, den erkendende sjæl skal gøre, er at iagttage. Hvis der ikke var noget at iagttage, ville den fortsætte med at sove, men når en genstand blev præsenteret for den, og når sjælen bliver bevidst om et indtryk, iagttager den genstanden som den, der erkender. Om iagttagelsen er nøjagtig, afhænger af den tanke, sjælen skaber på grundlag af kombinationer af mange iagttagelser. Hvis sjælen foretager en unøjagtig iagttagelse – hvis den skaber en unøjagtig relation mellem genstanden eller indtrykket og sig selv, eller den, der iagttager indtrykket – vil fejlen resultere i en række efterfølgende fejl, som kun kan korrigeres ved at vende tilbage til processens begyndelse.
Et eksempel kan illustrere, hvordan sansning og opfattelse fungerer. Hvis man forestiller sig, at man føler en berøring på sin hånd, vil berøringen og responsen på sansefornemmelsen skabe en erkendelse af den genstand, der fremkaldte sansefornemmelsen, og erkendelsen er en tanke. Når man mærker berøringen, føler man, og der er ingen grund til at supplere med mere, når det kun drejer sig om selve sansefornemmelsen. Men når man fra selve følelsen går videre til den genstand, der skabte følelsen, så opfatter man genstanden, og opfattelsen er en tanke. Opfattelsen betyder, at den, der erkender, accepterer relationen mellem sig selv og genstanden, for genstanden har skabt en fornemmelse i sjælen. Men det er imidlertid ikke det eneste, der sker. For man erfarer også andre fornemmelser – f.eks. af farve, form, blødhed, varme, natur osv. – og fornemmelserne overføres igen til den, der erkender. Ved hjælp af hukommelsen sammenlignes fornemmelsen med lignende tidligere indtryk. Man sammenligner tidligere billeder med billedet af den genstand, der berører hånden, og dermed bestemmer man hvilken genstand, der har rørt ved hånden.
I den forståelse, der er baseret på følelsen, ligger begyndelsen til tanken. Omsætter man processen til almindelig metafysisk forståelse, så er det opfattelsen, at det er ikke-selvet, der er årsagen til bestemte fornemmelser i sjælen, og det er angiveligt begyndelsen til erkendelse. Følelse isoleret set kan ikke give bevidsthed om ikke-selvet, for ikke-selvet vil kun give en følelse af behag eller ubehag i sjælen, dvs. en indre bevidsthed om udvidelse eller sammentrækning. Højere udvikling ville være umulig, hvis et menneske ikke var i stand til andet end at føle. Det er først når mennesket erkender, at genstande kan være årsag til behag eller ubehag, at den menneskelige udviklingsproces begynder. Hele den fremtidige udvikling er baseret på skabelsen af en bevidst relation mellem sjælen og ikke-selvet, og udviklingen vil primært bestå i, at relationerne vokser i antal og bliver mere og mere komplicerede og mere og mere præcise fra sjælens side. Den, der erkender, begynder at udfolde sig i det ydre, når følelsen af behag eller ubehag har vækket bevidstheden ved at vende blikket mod den ydre verden og sige: ”Den genstand gjorde mig tilfreds, mens den genstand gjorde mig utilfreds”.
Før der overhovedet er vækket en udadvendt reaktion i sjælen, har der været et meget stort antal sansefornemmelser. Først derefter kom der en sløv og konfus famlen efter behag, som skyldes begær efter at opnå en gentagelse af følelsen af behag. Og det er et godt eksempel på det omtalte faktum, at der ikke eksisterer nogen ren følelse eller ren tanke − for ”begæret efter en gentagelse af en følelse af behag” forudsætter, at billedet af følelsen opbevares i bevidstheden – selvom den er tåget. Det er en erindring, og den hører under tanken. I lang tid driver den halvvågne sjæl fra den ene genstand til den næste. Det sker tilfældigt uden at bevidstheden dirigerer bevægelserne, og følelsen af behag og ubehag sker uden forståelse af årsagen til nogen af dem. Først når det er foregået i meget lang tid, bliver den ovennævnte opfattelse mulig, og forholdet mellem den, der erkender og det, der erkendes, kan begynde. [1] Det engelske ord ”mind” er oversat med ”tankesind”.
_________________________________
[2] H.P. Blavatsky: The Secret Doctrine, I, p. 31
_________________________________
|