1. kapitel

TANKENS NATUR

Tankens natur kan studeres fra to standpunkter – enten fra bevidsthedens side, som er kundskab, eller fra formens side, hvor man opnår kundskab. Formen er modtagelighed for forandringer, og det er det, der gør det muligt at opnå kundskab. Muligheden har medført to yderligheder i filosofien, som begge skal undgås, fordi de begge ignorerer den ene side af det manifesterede liv. Den ene betragter alt som bevidsthed, og dermed overser den formens centrale betydning som det, der er bevidsthedens forudsætning, for uden form, ville der ikke være bevidsthed. Den anden betragter alt som form og ignorerer det faktum, at formen kun kan eksistere i kraft af det liv, der besjæler formen. Formen og livet – stoffet og ånden – redskabet og bevidstheden – er uadskillelige i manifestationen. De er uadskillelige aspekter af det, som de begge tilhører − det, som hverken er bevidsthed eller dens redskab, men som er årsag til dem begge.

En filosofi, der forsøger at forklare alt ved hjælp af stof og form og ignorerer livet, vil støde på uovervindelige problemer. En filosofi, som forsøger at forklare alting ved hjælp af livet og ignorerer formerne, vil komme til at løbe panden mod en mur, som den ikke kan bryde igennem. Forklaringen er, at bevidstheden og dens redskaber – livet og formen – ånden og stoffet – er midlertidige udtryk for to aspekter af Den Enes absolutte tilværelse, som er ukendt, undtagen når den er manifesteret som ”urånd”. Urånden kalder hinduerne Pratyagatman[1] – den abstrakte skabning eller abstrakte Logos, som alle individuelle sjæle udgår fra, og ”urstof” eller Mulaprakriti[2], som alle former stammer fra. Når urånden manifesterer sig, skaber den en trefoldig bevidsthed, og dette urstof er trefoldigt. Bag dem findes Den Ene, som aldrig kan erkendes af den manifesterede bevidsthed. Man kan sige, at blomsten ikke kan se roden, som den er vokset op fra, selvom den modtager sit liv fra roden, og ikke kan eksistere uden den.

Det, der karakteriserer sjælens funktion som den, der ved, er, at ikke-selvet afspejler sig i sjælen. Det kan sammenlignes med en lysfølsom film i et kamera, der modtager de lysstråler, der kastes tilbage fra ydre genstande. Lysstrålerne skaber forandringer i det materiale, de rammer, og forandringen gør det muligt at lave billeder af genstandene. Det samme gælder sjælens kundskabsaspekt i forhold til alt ydre. Sjælens redskab kan sammenlignes med en kugle, hvor sjælen fra ikke-selvet modtager afspejlinger af stråler fra Den Ene, som får billederne til at vise sig på overfladen af kuglen. Den Enes billeder er reflekser af det, som ikke er sjælen selv. Men den iagttagende sjæl har ingen viden om dem på de første bevidsthedsstadier.

Sjælen kender kun de billeder, som ikke-selvets påvirkning skaber i dens redskab – mentallegemet – og det er billeder af den ydre verden. Derfor har man sammenlignet sjælen – åndens redskab i dets aspekt som den, der erfarer – med et spejl, der reflekterer billederne af alle de genstande, der placeres foran det. Sjælen erfarer ikke genstandene, men kun den virkning, de gør på bevidstheden. Det er ikke genstandene, men billederne af genstandene, der afspejles i sjælen. Genstandene ser ud, som om de er inde i spejlet, men det er kun billeder – illusioner – der skabes ved, at lysstrålerne kastes tilbage fra genstandene, og billederne er derfor ikke selve genstandene. Derfor får sjælen kun kendskab til den ydre verden via de illusoriske billeder og ikke via genstandene.

De billeder, der afspejles i redskabet, opfattes som genstande af den iagttagende sjæl, og dens erkendelse består i, at den reproducerer dem i sig selv. Men analogien med spejlet og ordet ”refleks” eller ”spejling” er en smule misvisende − for det mentale billede er ikke en refleks af genstanden men en reproduktion. Det mentale stof formes til et billede af genstanden, og billedet reproduceres igen af den iagttagende sjæl. Når sjælen modificerer billedet af en ydre genstand, påstår sjælen, at den kender genstanden − men i dette tilfælde kender sjælen kun billedet af den genstand, der formes i redskabet − ikke selve genstanden. Og billedet er ikke en nøjagtig reproduktion af genstanden. Årsagen forklares i næste kapitel.

Der er derfor grund til at spørge, om det ikke altid vil fungere på den måde. Og hvis det er tilfældet, er der grund til at også at spørge, om det aldrig vil være muligt at lære selve genstandene at kende. Situationen konfronterer mennesket med den essentielle forskel mellem bevidstheden og det stof, som bevidstheden arbejder igennem – og samtidig giver det svaret på de naturlige spørgsmål. Når bevidstheden i sin lange evolution har udviklet evnen til at reproducere alt, hvad der eksisterer udenfor den, forsvinder den stofform, den har brugt til formålet, og bevidstheden – som er kundskab – identificerer sjælen med alle de sjæle, den har udviklet sig sammen med. Stoffet, der på samme måde har været forbundet med den enkelte sjæl, ser sjælen nu som ikke-selvet. Det er den forening, der er evolutionens store triumf, for bevidstheden kender nu sig selv og andre, og den kender andre som sig selv. Fuldkommen kundskab opnås via enhed i natur, og sjælen oplever den fantastiske tilstand, hvor identiteten ikke forsvinder, og hukommelsen ikke går tabt, men hvor adskiltheden ophører, og den, der ved, viden og genstanden for viden bliver ét.

Det er sjælens enestående natur, som for øjeblikket udvikler sig via kundskab, og som man må studere for at forstå tankens natur. Det er nødvendigt at forstå den illusoriske side for at frigøre sig fra illusionen. Derfor er det interessant at gå videre i studierne for at undersøge, hvordan viden − relationen mellem den vidende og det, der vides – opstår, for det vil medføre en dybere indsigt i tankens natur.

Kæden: Den vidende, viden

og det, der vides

Vibration er et ord, som mere og mere bliver grundtonen i Vestens naturvidenskab. Sådan har det været meget længe i Østens videnskab. Bevægelse er oprindelsen til alt. Livet er bevægelse. Bevidstheden er bevægelse. Og den bevægelse, der påvirker stoffet, er vibration. Man forestiller sig, at Altet eller Det Ene er uforanderligt – enten som absolut bevægelse eller som totalt ubevægeligt, for relativ bevægelse findes ikke i Det Ene. Kun når der er differentiering eller aspekter, kan man forestille sig det, der kaldes bevægelse, for det indebærer forandring af tid og sted. Når Det Ene bliver de mange, opstår der bevægelse. Når bevægelsen er rytmisk og regelmæssig, er den udtryk for sundhed, bevidsthed og liv. Når den er urytmisk og uregelmæssig, er den udtryk for sygdom, ubevidsthed og død. For liv og død er tvillinger. De er begge født af bevægelsen, som er identisk med manifestation.

Bevægelse opstår nødvendigvis, når Det Ene bliver til de mange − for når det allestedsnærværende manifesterer sig som adskilte partikler, må allestedsnærværelsen repræsenteres af en uendelig bevægelse. Eller med andre ord: Den må være dens afspejling eller billede i stoffet. Stoffets natur er adskilthed, på samme måde som åndens natur er enhed, og når de to viser sig i Det Ene – som fløde i mælk – består afspejlingen af Det Enes allestedsnærværelse i stoffets mangfoldighed i en konstant og uendelig bevægelse. Absolut bevægelse – dvs. nærværelse af hver enhed i bevægelse på ethvert punkt i rummet på ethvert tidspunkt − er identisk med hvile, for den er kun i hvile set fra stoffets standpunkt i stedet for fra åndens. Fra åndens standpunkt er der altid enhed − fra stoffets er der altid mange.

Den uendelige bevægelse viser sig som rytmiske bevægelser eller vibrationer i stoffet, som manifesterer bevægelsen, for hver adskilt bevidsthedsenhed[3] er isoleret fra alle andre adskilte bevidsthedsenheder af den omsluttende stofvæg. Desuden bliver hver adskilt bevidsthedsenhed inkarneret eller iklædt flere legemer af stof. Legemerne vibrerer, og dermed meddeler de deres vibrationer til det stof, de er omgivet af, og stoffet bliver det medie, der fører vibrationerne udefter. Og mediet meddeler igen vibrationsimpulsen til de legemer, som en anden adskilt bevidsthedsenhed er indhyllet i, og på den måde får den adskilte bevidsthedsenhed legemerne til at vibrere ligesom den første. Kæden af vibrationer − der begynder i én adskilt bevidsthedsenhed, og som er skabt i det legeme, der omgiver den – sender legemet videre til mediet, der omgivet det, som igen meddeler det til et andet legeme, og dermed har man den vibrationskæde, der resulterer i, at den ene kender den anden. Den anden kender den første, fordi den reproducerer den første i sig og dermed erfarer på samme måde, som den erfarer − men alligevel med en forskel. For den anden adskilte bevidsthedsenhed befinder sig allerede i en vibratorisk tilstand. Dens bevægelsestilstand efter at have modtaget impulsen fra den første er derfor ikke en simpel gentagelse af impulsen, men en kombination af dens egen selvstændige bevægelse og den, der påvirker den udefra. Derfor er der naturligvis ikke tale om en fuldkommen reproduktion. Der opnås ligheder, som gradvis bliver større og større – men der opnås ikke identitet, så længe legemerne eksisterer.

Rækkefølgen af vibratoriske påvirkninger ses ofte i naturen. Eksempelvis er en flamme et center for vibratorisk aktivitet i æteren, og de vibrationer eller bølger, der skabes i den omgivende æter kalder mennesket for varme eller varmebølger. De skaber igen tilsvarende bølger i æteren i et stykke jern, der befinder sig i nærheden. Jernets partikler vibrerer under impulsen, og derfor bliver jernet varmt, og jernet bliver nu selv en varmekilde. På den måde forplantes en række vibrationer fra den ene adskilte bevidsthedsenhed til den anden, og alle skabninger er knyttede sammen af bevidsthedens netværk.

I den fysiske natur er der forskellige betegnelser for forskellige vibrationskæder. Nogle kaldes lys, andre varme, elektricitet, lyd osv. − men alle har samme natur. De er allesammen udtryk for bevægelser i æteren[4], selv om de har forskellige hastigheder og varierer i bølgernes karakter. Tanker, følelser og handlinger − de aktive manifestationer af kundskab, vilje og energi i stoffet − har alle samme natur. Dvs. at de alle består af vibrationer, men fænomenerne er forskellige pga. vibrationernes forskellige karakter.

Der findes en række vibrationer i en bestemt slags stof som har en særlig karakter, der kaldes tankevibrationer. En anden type vibrationer kaldes følelser og en tredje handlinger. Betegnelserne antyder bestemte fakta i naturen. En bestemt type æter sættes i bevægelse, og vibrationerne påvirker øjnene. Bevægelsen kaldes lys. En anden og langt finere æter sættes i vibrationer. Vibrationerne opfanges eller besvares af mentallegemet, og bevægelsen kaldes tænkning. Mennesket er omgivet af stof i forskellige tæthedsgrader, og bevægelserne i stoffet får navn efter den måde, de påvirker og besvares af forskellige organer i de grove eller fine legemer. Bevægelser, der påvirker øjet, kaldes lys. Bevægelser, der påvirker mentallegemet, kaldes tænkning. Mennesket ”ser”, når lysæteren kastes i bølger fra en genstand til øjnene. ”Tænkning” opstår, når tankeæteren strømmer i bølger mellem en genstand og mentallegemet. Det ene er ikke hverken mere eller mindre gådefuldt end det andet.

Når man beskæftiger sig med mentallegemet, vil man se, at forandringer i tankestoffets struktur skabes ved påvirkninger fra tankebølger, og – når man tænker konkret – gentages de oprindelige påvirkninger udefra. Iagttageren arbejder med vibrationerne, og alle de vibrationer, der kan besvares – dvs. de, der kan reproduceres – er kundskab. Tænkning er en reproduktion i iagttagerens mentallegeme af det, som ikke er iagttageren – dvs. ikke er sjælen. Tænkning er et billede skabt af en kombination af bølgebevægelser, som bogstavelig talt er et maleri. En del af ikke-selvet vibrerer, og når iagttageren vibrerer som svar, erkendes denne del. Det stof, der vibrerer imellem dem, gør viden mulig ved at skabe kontakt mellem dem. På den måde skabes og vedligeholdes kæden mellem den vidende, det, der vides og viden.

_________________________________

[1] Pratyagatman stammer fra ”Pratyak”, der betyder ”indvendig” eller ”indre” plus ”Atman”, der er ”Selvet” i betydningen ”ånden” eller ”monaden”. Atman er et evigt princip, der er frigjort, fuldkomment og uforanderligt, og derfor er Atman nogle gange identisk med Logos.

[2] Mulaprakriti er “urstoffet” eller den før-kosmiske ursubstans. Mulaprakriti kaldes også guddommens slør.

[3] Der findes intet dækkende dansk ord for ”en adskilt bevidsthedsenhed” − ”ånd” og ”sjæl” – som har forskellige betydninger i forskellige tankeskoler. På sanskrit benyttes ordet ”Jihva”, men her bruges ”en adskilt bevidsthedsenhed”, selvom det er lidt klodset.

[4] Lyd stammer også fra en vibration i æteren.

_________________________________