7. kapitel
KONCENTRATION
Udover koncentration er der kun få ting, der kræver energi, når tankesindet skal trænes. På de første stadier af sjælens udvikling afhænger fremskridtet af tankesindets hurtige reaktioner, opmærksomhed og modtagelighed over for påvirkninger af skiftende indtryk, for tankesindet flytter lynhurtigt sin opmærksomhed fra det ene til det andet. Det er et udviklingsstadie, hvor fleksibilitet er en virkelig vigtig egenskab. Tankesindet vender konstant sin opmærksomhed udad, og det har stor betydning for udviklingen. Mens sjælen indsamler materiale til tænkning, er tankesindets ekstreme fleksibilitet en stor fordel, og i mange, mange inkarnationer vokser sjælen i kraft af tankesindets fleksibilitet, som forøges ved gentagelse og øvelse. Tankesindets vane med konstant at fare ud i alle retninger, skal derefter under kontrol, og det kan gennemtrumfes ved at øve sig i at fastholde opmærksomheden på ét enkelt punkt. Men det er en adfærdsændring, som helt naturligt medfører voldsom modstand fra mentallegemet, og tankesindet reagerer derfor som en vild hest, der første gang skal have bidsel i munden og saddel på ryggen.
Åndsvidenskabens forskere har iagttaget, hvordan mentallegemet formes til billeder af de genstande, som opmærksomheden rettes imod. Patanjali taler derfor om at ”stoppe forandringerne i tankesindet” – dvs. at holde op med de skiftende reproduktioner af den ydre verden. At standse de skiftende forandringer i mentallegemet og uafbrudt at holde det formet i ét bestemt billede, er koncentration i relation til formen. Fortsat fastholdelse af opmærksomheden mod formen – sådan at formen reproduceres fuldkomment i det indre – er koncentration i relation til sjælen.
Under koncentrationen fastholdes bevidstheden ved ét enkelt billede. Tankesindets fulde opmærksomhed er rettet mod ét eneste punkt – uden at afvige eller flakke. Tankesindet, som er vant til at fare fra det ene til det andet, fordi det konstant føler sig tiltrukket af ydre impulser og genstande, og fordi det har for vane hurtigt at forme sig efter indtrykkene, holdes nu i stramme tømmer. Tankesindet tvinges tilbage og presses af viljen til at blive i én enkelt form – ét billede – og dermed ignoreres alle andre indtryk, der frister tankesindet til at give slip på koncentrationen.
Når tanken fastholdes og formen holdes sammen i ét billede mens sjælen iagttager det, opnår sjælen et langt dybere kendskab til genstanden, end det f.eks. var muligt ved en mundtlig beskrivelse af formen. Forestillingen om et maleri af et landskab er mere fuldstændigt, hvis man har set maleriet, end hvis man bare har læst eller hørt om det. Og når man koncentrerer tanken om selve maleriet, skabes billedet i mentallegemet. Det gælder både hvis man ser maleriet, og hvis man hører eller læser om det og forestiller sig, hvordan det ser ud, men man får et mere detaljeret og præcist kendskab til det, hvis man iagttager det.
Det er vigtigt at huske, at koncentration ikke er en passiv tilstand, men tværtimod en intensiv tilstand med kontrolleret aktivitet. Koncentration på mentalplanet kan sammenlignes med en atlets muskelspænding før et højde- eller længdespring i den fysiske verden. Hos begyndere viser den mentale spænding sig ofte i en tilsvarende fysisk spænding, og derfor vil koncentrationsøvelsen medføre træthed i både nervesystemet og i de fysiske muskler.
Når man koncentrerer sig og fastholder blikket på en genstand, bliver man i stand til at iagttage detaljer i genstanden, som man ellers ikke ville lægge mærke til, hvis man kastede et kort blik på den. Og på samme måde giver koncentration en mulighed for at iagttage detaljerne ved en idé. Og efterhånden som man øger koncentrationens intensitet, opfatter man mere og mere, så længe koncentrationen opretholdes. Det svarer til en løber, der på et minut passerer forbi flere ting end en gående. Den gående bruger den samme muskelkraft for at passere de samme tyve genstande, som løberen, men det hurtigere energiforbrug modsvares af den kortere tid, det tager at passere forbi.
Når man begynder at arbejde med koncentrationsøvelser, er der to problemer, der skal klares. For det første skal man forhindre, at opmærksomheden bliver fanget af de indtryk, der konstant bombarderer mentallegemet. Mentallegemet skal forhindres i at besvare impulserne. Dvs. at man skal gøre modstand mod tendensen til at respondere på de impulser, der kommer udefra. Derfor er det nødvendigt, at opmærksomheden delvist rettes mod selve modstanden. Når tendensen til at reagere er overvundet, skal selve modstanden også være forsvundet. Det kræver fuldkommen balance – dvs. hverken modstand eller ikke-modstand. Balancen er en stabil ro, der er så stærk, at alle energibølger udefra preller af. Selv den sekundære påvirkning, hvor man er bevidst om, at der er noget, der skal modarbejdes, skal helt ophøre.
For det andet skal sjælen kun fastholde ét eneste billede under øvelsen – nemlig genstanden for koncentrationen. Sjælen skal ikke alene forhindre enhver forandring, der skyldes respons på indtryk udefra, for den skal også indstille al indre aktivitet – dvs. den sædvanlige organisering af indholdet, hvor den tænker over indholdet, skaber nye forbindelser, afslører skjulte ligheder og uligheder osv. Sjælen skal begrænse sin opmærksomhed til én eneste ting og udelukkende fokusere på den. Den stopper naturligvis ikke sin aktivitet, men akkumulerer i stedet sin kraft og lader den strømme gennem én kanal. Vand, der strømmer spredt ud over en stor overflade, har næsten ingen kraft. Den samme vandmængde, der sendes med samme kraft gennem en snæver kanal, kan gennembryde en forhindring. Den målrettethed, som altid understreges af undervisere i meditation, er særdeles vigtig. Sjælens kraft forøges ikke, men sjælens effektivitet vokser markant. Det kan illustreres med damp. Hvis den bare slippes ud i fri luft, fejer den ikke selv den mindste orm væk fra vejen, men damp, der sendes gennem et rør, kan bevæge et stempel i en stor maskine.
Evnen til at realisere indre stilhed er endnu vanskeligere end at ignorere ydre indtryk, for indre stilhed drejer sig om sjælens dybere liv. Man kan sige, at det er lettere at vende ryggen til den ydre verden end at få den indre verden til at falde til ro. Den indre verden er mere identisk med sjælen, og for de fleste mennesker på nuværende udviklingstrin repræsenterer sjælen i virkeligheden det, de oplever som ”jeg’et”. Men selve forsøget på at få sjælen til at falde til ro medfører hurtigt, at der tages et skridt fremad i bevidsthedsudviklingen, for mennesket erkender hurtigt, at herskeren og den beherskede umuligt kan være den samme – og mennesket identificerer sig instinktivt med herskeren. ”Jeg får min sjæl til at falde til ro.” Sådan vil bevidstheden udtrykke sig, og det betyder, at sjælen opleves som noget, der tilhører ”jeg’et” – at sjælen er ”jeg’ets” ejendom.
Adskillelsen toner ubevidst frem i bevidstheden, og derfor bliver man bevidst om den indre dualitet – dvs. at der er noget, som styrer, og noget der styres. Mentallegemet udskilles, og man får en oplevelse af, at sjælen har en større kraft, et klarere syn, og der udvikles en oplevelse af, at sjælen er uafhængig af legemerne. Det er den første forståelse – eller rettere fornemmelse – i bevidstheden af menneskets sande, udødelige natur, der på dette stadie allerede intellektuelt betragtes som eksisterende, og som har hjulpet med at etablere den koncentration, der nu belønnes. Efterhånden som øvelsen fortsætter, udvides horisonten, men den udvides indad − ikke udad. Ikke alene konstant indad, men indad uden grænse. Der udvikles en evne til at erkende sandheden ved første øjekast. Det er en evne, der først viser sig, når mennesket løfter sig op over mentallegemet eller ”lavere manas” med dens relativt langsomme konkrete og logiske tænkning. For mentallegemet er udtryk for sjælen, og sjælens natur er kundskab. Når sjælen kommer i kontakt med en sandhed, og oplever, at vibrationerne er regelmæssige, er den i stand til at skabe et sammenhængende billede, hvorimod det, der er falsk, skaber et forvrænget billede, og afslører dermed sin natur via sin afspejling. Efterhånden som mentallegemet indtager en mere og mere underordnet stilling, gør sjælens evner sig mere og mere gældende, og intuitionen indtager efterhånden logikkens plads, for udvikling af intuitionen er baseret på fornuft og logik.
Når sjælen er trænet i at koncentrere sig om en genstand, og er i stand til at opretholde sin fokusering en kort tid, er næste trin i øvelsen at give slip på genstanden samtidig med, at man fortsat holder tankesindet fuldt koncentreret uden at opmærksomheden rettes mod noget bestemt. I den tilstand er der intet billede i mentallegemet. Mentallegemets stof er roligt og stabilt, og det holdes fast uden at modtage indtryk. Mentallegemets stof er som overfladen på en spejlblank sø. Det er en tilstand, der kun kan opretholdes i meget kort tid – og den svarer til kemikerens ”kritiske” tilstand – dvs. berøringspunktet mellem to erkendte og begrænsede undertilstande af stoffet. For når mentallegemet bringes til ro, undslipper bevidstheden. Den går over i og igen ud af ”laya-centret”[1] − de neutrale berøringspunkter mellem mentallegemet og kausallegemet (årsagslegemet). Overgangen ledsages af en momentan bevidstløshed. Det er et uundgåeligt resultat af, at genstandene forsvinder for bevidstheden, men bevidstløsheden følges af bevidsthed på et højere plan. Når genstandene, der hører til de lavere verdener, forsvinder for bevidstheden, viser genstandene, der hører til de højere verdener, sig for bevidstheden. Og i den høje bevidsthedstilstand kan sjælen forme mentallegemet i overensstemmelse med sine egne ophøjede tanker og lade sine egne vibrationer gennemstrømme det. Den kan forme mentallegemet efter de ophøjede impulser fra bevidsthedsplaner, der ligger over sjælens eget plan, og som sjælen har fået et glimt af i sine højeste øjeblikke. Derfor bliver den i stand til at sende idéer nedad og udad, som mentallegemet ellers ikke ville være i stand til at respondere på. Idéerne kan kaldes geniale inspirationer. Det er inspirationer, der som et lyn farer ned i sjælen som et blændende lys, der oplyser verden. Det menneske, der overbringer dem til verden, kan i sin almindelige mentale tilstand ikke forklare, hvordan inspirationen dukkede op i bevidstheden, for det oplever, at det skete på en eller anden mystisk måde.
”Bevidstheden er overalt, hvor der er en genstand,
som den kan besvare.”
I formens verden har en form en bestemt position. Man kan ikke sige, at den er på et sted, hvor den ikke er (hvis det kan udtrykkes på den måde). Dvs. at når den har en bestemt position, er den mere eller mindre tæt på eller på afstand af andre former, som også har bestemte positioner. Hvis en form skal flyttes fra et sted til et andet, skal den bevæge sig igennem det mellemliggende rum, og bevægelsen kan være hurtig eller langsom – hurtig som lynet eller langsom som sneglen – men den skal gennemføres, og det tager et stykke tid, som enten er kort eller lang.
Men for bevidsthedens vedkommende er der ikke et rum. Bevidstheden forandrer tilstand − ikke plads. Bevidstheden omfatter mere eller mindre. Enten kender den, eller også kender den ikke det, der ikke er den selv, for det afhænger af, om den kan eller ikke kan respondere vibrationerne fra ikke-selvet. Bevidsthedens horisont udvider sig parallelt med dens modtagelighed – dvs. med dens evne til at respondere eller dens evne til at genskabe vibrationer. Der er ikke tale om at bevæge sig gennem et mellemliggende rum. Rummet tilhører formerne, og formerne har den stærkeste indflydelse på hinanden, når de er tæt på hinanden. Deres magt over hinanden aftager, efterhånden som afstanden mellem dem bliver større.
Alle, der med succes praktiserer koncentration, opdager, at der ikke eksisterer rum for bevidstheden. En mester kan få kendskab til en hvilken som helst ting eller begivenhed indenfor sit bevidsthedsfelt ved at koncentrere sig om den, og koncentrationen påvirkes ikke af afstanden. Mesteren bliver bevidst om genstanden – f.eks. på en anden planet. Ikke pga. mesterens metafysiske syn, men fordi hele Universet eksisterer som ét punkt i den indre region. En mester når ind til livets hjerte, og ser alt i det.
I Upanishaderne kan man læse, at der er et lille kammer i hjertet, og i kammeret findes den ”indre æter”, som har samme udstrækning som rummet. Det er Atma – det udødelige Selv – der er hævet over sorg og lidelse. I Atma bor både Himlen og Jorden − ild og luft, Sol og Måne, lyn og stjerner – alt, hvad der er, og alt, hvad der ikke er i Universet.[2]
Den ”indre æter i hjertet” er et ældgammelt mystisk udtryk for Selvets subtile natur. Selvet er i virkeligheden ét og altgennemtrængende, og derfor kan enhver, der er bevidst i Selvet, være bevidst om alt i Universet. Åndsvidenskaben oplyser, at et legemes bevægelse her på Jorden påvirker de fjerneste solsystemer, fordi alle legemer befinder sig i og gennemstrømmes af æteren – det evige medie, som overfører vibrationer uden modstand, uden energitab og over en hvilken som helst afstand. Æteren befinder sig på naturens formside. Derfor er det indlysende, at bevidstheden – naturens livsside – også er altgennemtrængende og evig.
Når mennesket har en følelse af at være ”her”, skyldes det, at det modtager indtryk fra genstandene omkring sig. Når bevidstheden vibrerer lige så godt som respons på ”fjerne” som på ”nære” genstande, får man en oplevelse af, at man er i nærheden af dem. Når bevidstheden lige så godt responderer på en begivenhed, der finder sted på Mars, som en begivenhed, der finder sted, der hvor man bor, er der ingen forskel på den viden, de hver især overfører, og i begge tilfælde er der en følelse af ”her”. Det er ikke et spørgsmål om sted, men om udvikling af evne. Sjælen er hvor som helst dens bevidsthed kan respondere, og forøgelse af sjælens evne til at respondere betyder, at den i sin bevidsthed rummer alt det, der responderer – alt det, der ligger indenfor sjælens vibrationsområde.
En analogi fra den fysiske verden kan hjælpe med forståelsen. Øjet ser kun det, der sender lysvibrationer ind i øjet og intet andet. Øjet kan kun respondere indenfor et bestemt frekvensområde. Alt det, der befinder sig bag, over eller under frekvensområdet, er mørke for øjet. Det hermetiske aksiom: ”Som foroven, således også forneden” − er en vejviser i den labyrint, der omgiver mennesket, og ved at studere spejlbilledet ”forneden” kan man mange gange lære noget om ”foroven”, som er årsag til spejlbilledet.
Der er en forskel mellem evnen at være bevidst på et hvilket som helst sted og at ”bevæge sig til” højere planer. I det første tilfælde føler den adskilte bevidsthed – uanset om den er lukket inde i de lavere legemer eller ikke – sig omgående tæt på de ”fjerne” genstande. I det andet tilfælde befinder bevidstheden sig i astrallegemet og mentallegemet – eller kun i mentallegemet – og her bevæger den sig hurtigt fra punkt til punkt, og den er bevidst om bevægelsen. Men i det anden tilfælde er den vigtigste forskel, for den adskilte bevidsthed kan befinde sig midt i en masse ting, som den ikke forstår – en ny og mystisk verden, der vildleder og forvirrer den, mens bevidstheden i det første tilfælde forstår alt, hvad den ser, både fra formsiden og fra livssiden. Hvis man studerer på den måde, skinner lyset fra Den Ene igennem alt, og man modtager ren og klar kundskab, som man aldrig kan opnå, selvom man tilbringer utallige tidsaldre i formernes vildnis.
Koncentration er et middel til at frigøre den adskilte bevidsthed, så den slipper ud af formernes fængsel og oplever en fred, der overgår enhver forstand.
”For den, der er uden koncentration,
findes der ingen fred,
for freden har sin rede på en klippe,
der rager højt op over formens brusende bølger.”[3]
Hvordan koncentrerer man sig?
Når koncentrationens teori er forstået, skal man begynde at praktisere den. Hvis man har et hengivent og muligvis religiøst temperament, vil arbejdet blive lettere, for så kan man gøre genstanden for sin religiøse hengivenhed til genstand for sin koncentration. Og fordi følelserne tiltrækkes af genstanden, vil mentallegemet let kunne koncentrere sig om den, skabe et billede, man holder af og uden problemer udelukke andre. For mentallegemet aktiveres stadigvæk af begær, og tankesindet fungerer stadigt som tjener for begærlivet. Mentallegemet er konstant på jagt efter det, der vækker behag. Det forsøger konstant at skabe billeder, der styrker oplevelsen af behag, og at udelukke de billeder, der vækker følelsen af ubehag. Derfor har mentallegemet ingen problemer med at skabe et billede, man holder af, og fastholde det. Årsagen er det behag, man føler ved processen, og hvis mentallegemet tvinges væk fra billedet, vil det vende tilbage til det igen og igen. Et hengivent menneske kan derfor forholdsvis nemt nå en høj grad af koncentration. Det tænker på genstanden for sin hengivenhed, og ved hjælp af forestillingsevnen skaber det et billede – så klart som det er i stand til – af genstanden, og det vil derefter fastholde mentallegeme ved billedet. En kristen vil sandsynligvis tænke på Kristus, jomfru Maria, sin skytshelgen eller sin skytsengel. En hindu vil tænke på Maheshvara, på Vishnu, på Uma eller på Shri Krishna. En buddhist vil tænke på Buddha – på Bodhisattva. En parser[4] vil fokusere på Ahura Mazda eller på Mithra … osv. Det er billeder og symboler, der appellerer til hengivenhed, og den følelsesmæssige tiltrækning fastholder tanken ved genstanden for hengivenheden. På den måde er det muligt at fokusere mentallegemet med mindst mulig anstrengelse og med mindst mulig energitab.
Hvis temperamentet ikke er hengivent eller religiøst, kan tiltrækning alligevel bruges som hjælp, men i dette tilfælde fokuseres mentallegemet på en idé − ikke på et religiøst forbillede. De første forsøg på at øve sig i koncentration skal altid ske ved hjælp af tiltrækning. Hos det ikke-hengivne menneske vil billedet af en idé, der opleves som tiltrækkende, antage form pga. en dyb tanke om en åndelig problemstilling. Man skal altid vælge et åndeligt problem som genstand for sin koncentration og fastholde tankerne på det. Det, der gør den åndelige idé tiltrækkende, er den intellektuelle interesse for at forstå problemet og et dybtfølt ønske om åndelig indsigt, som er en af menneskets dybeste længsler.
En anden nyttig form for koncentration for det menneske, der ikke oplever religiøs hengivenhed og ikke føler sig tiltrukket af en religiøs skikkelse, er at vælge en positiv karakteregenskab og koncentrere sig om den. Det kan vække en hengivenhed, der kommer på højde med den religiøse hengivenhed, for ved at fokusere på positive egenskaber appelleres der til kærlighed og til intellektuel og moralsk skønhed. Mentallegemet skal forme et billede, der er så fuldkomment som muligt, af karakteregenskaben, og når man har skabt et overblik over egenskabens virkninger, skal man arbejde med tankerne om egenskabens dybere natur. Der er en markant fordel ved at benytte denne koncentrationsmåde, for mentallegemet former sig efter karakteregenskaben og gentager dens vibrationer, og egenskaben bliver derfor efterhånden en del af menneskets natur. Man kan sige, at egenskaben slår rod i karakteren. Der er tale om en ægte skabende handling, for mentallegemet falder let tilbage i de former, som den er blevet tvunget ind i via koncentration, og formerne bliver efterhånden mentallegemets normale udtryk. De gamle skrifter taler sandt, når de siger:
”Mennesket skabes af tanken.
Det, et menneske tænker på, bliver det.”[5]
Uanset om koncentrationen skyldes hengivenhed eller intellekt, vil tanken give slip på den genstand, den er fokuseret på – og det vil ske igen og igen. Og hver gang skal tanken tvinges tilbage for igen at fokusere på den genstand, der er valgt til koncentrationsøvelsen. I begyndelsen vil tanken konstant flakke omkring uden at man bemærker det, men på et tidspunkt bliver man opmærksom på, at man tænker på noget helt andet end det, man havde besluttet. Det vil ske igen og igen, og tålmodigt må man tvinge tanken tilbage. Det er en besværlig proces, der kræver tålmodighed, men det er den eneste metode til at udvikle koncentrationsevnen. Men det er en nyttig og lærerig mental øvelse, når tankerne ubemærket smutter væk, og når man fører dem tilbage igen ad den samme vej, som de valgte, da de undslap. Processen øger rytterens herredømme over tankesindets løbske hest, og efterhånden reduceres tankesindets tendens til at løbe løbsk.
Selvom logisk tænkning er et skridt i retning af større koncentration, er logisk tænkning og koncentration ikke helt det samme, for ved logisk tænkning bevæger tankerne sig fra det ene billede til det næste. Tankesindet fastholdes derfor ikke ved ét enkelt billede. Men logisk tænkning er meget nemmere end direkte koncentration, og derfor kan begyndere bruge den logiske tænkning som forberedelse til det vanskeligere koncentrationsarbejde. Metoden kan måske hjælpe det menneske, der arbejder på grundlag af religiøs hengivenhed, for det kan vælge en scene fra det religiøse forbilledes liv og udfolde scenen i detaljer med landskab og lokale omgivelser i farver. På den måde fastholdes tankerne på én linje, og tankerækken kan ledes hen imod og til sidst fastholdes ved scenens centrale skikkelse – genstanden for den religiøse hengivenhed. Når scenen gentages igen og igen i tankerne, minder den om virkeligheden, og det er faktisk muligt at komme i magnetisk kontakt med scenen på et højere plan – dvs. det billede, der findes i den kosmiske æter − og på den måde får man endnu større viden om emnet end ved at læse eller høre en hvilken som helst beskrivelse. På den måde kan et menneske, der er religiøst, også komme i magnetisk kontakt med genstanden for sin hengivenhed, og det skaber en langt dybere forbindelse med det religiøse forbillede. Årsagen er, at de fysiske rumbegrænsninger ikke gælder for bevidstheden. Bevidstheden er dér, hvor den fokuseres, men det er allerede blevet forklaret. Man skal huske, at koncentration ikke er det samme som logisk tænkning, og tanken til sidst skal fokuseres på én genstand og fastholdes der, for man skal ikke reflektere over emnet, men assimilere emnets indhold.
_________________________________
[1] Ordet laya er opstået af roden ”li” – dvs. ”at gå i opløsning” eller ”at disintegrere”. I fysik og kemi er laya et ligevægtspunkt. I åndsvidenskaben er det et punkt, hvor stoffet bliver homogent og ikke mere kan differentieres.
[2] Chhandogyopanishat VIII, I, 3
[3] Bhagavad Gita, II, p. 66
[4] Parsere eller parsier er navnet på Zoroasters tilhængere
[5] Chhandogyopanishat, III. XIV. I.
_________________________________
|