Wu Xing

Wu Xing

Wu Xing handlede udelukkende om manifesterede fænomener, og ild (i stedet for luft) var forbundet med den opadgående bevægelse, den ekspanderet energi, stoffets udvikling og nedbrydning og renselse, som efterfølges af regenerering. Mange andre gamle kulturer – eksempelvis de tidlige keltiske stammer, betragtede også ild som et symbol på renselse, regenerering og transformation. Ild, som et symbol på regenerering, dukkede også op i den kollektive mytologi om fugl Føniks. Den legendariske fugl findes i meget gamle egyptiske tekster som ”benu-fuglen” eller ”solfuglen”. I russisk folklore findes den som ”ildfuglen”, og både i Tibet og i den hellige hinduistiske tekst, Ramayana, kaldes den ”garuda” eller ”livets fugl”.

Associationen mellem ​​ild (og varme) og en bevinget budbringer fra Solen leder tanken hen til ”solenglen” eller sjælen, der fungerer som mellemled mellem ånd og stof, og derfor er den det formidlende princip mellem det Ene Liv og formverdenen. Sjælen er derfor en rensende og transformerende kraft, der beskrives af den tibetanske mester Djwhal Khul med disse ord:

”Sjælen er hverken ånd eller stof. Den er relationen mellem dem. Derfor er sjælen det formbyggende aspekt, som skaber formen, gør det muligt for formen at udvikle sig og vokse, så den på mere tilfredsstillende måde kan rumme det iboende liv, og den driver alle Guds skabninger fremad på evolutionens vej … Sjælen er selve evolutionskraften”.

Alice A. Bailey: A Treatise on White Magic, p. 35