Det dominerende paradigme
bag problemet
Børn er ikke "små voksne"
Den 20. årh. tilførte det filosofiske grundlag for tidlig uddannelse i barndommen en rig arv. Det var en arv, som støttet af moderne forskning, kortlagde de sociale, følelsesmæssige og kognitive stadier af udviklingen, og det har revolutioneret menneskehedens forståelse af barndommen. Det er blevet fastslået, at børn ikke alene tænker anderledes end voksne – de har desuden et helt andet verdensbillede. De er med andre ord ikke ”små voksne”.
Iflg. den anerkendte schweiziske psykolog og filosof Jean Piaget[1] udvikler intelligensen sig i faser, der er relateret til alderen. I hver fase udvikles nye mentale evner, og de sætter grænsen og bestemmer karakteren af, hvad der kan læres i løbet af udviklingsfasen. I løbet af den tidlige barndom og børnehaveårene – 2-7 år – er barnets tankegang præ-funktionel, præ-videnskabelig og præ-rationel. Barnet har et magisk verdenssyn.
Viden om udviklingsstadierne har givet pædagoger og forældre et uvurderligt værktøj til at vejlede dem i forståelsen af, hvad der med rimelighed kan forventes på forskellige udviklingsstadier i barndommen. På grundlag af den erhvervede viden, er det muligt at udvikle programmer, som udviklingsmæssigt passer til stadierne eller alderstrinnene. Hovedtendensen i de tidlige undervisningsmetoder har desværre været fokuseret på at forsøge at fremskynde den udviklingsmæssige proces.
_________________________________
[1] Jean Piaget: Six Psychological Studies
_________________________________
|