Brugen af psykiske evner i diagnosticeringens tjeneste har været kendt langt tilbage i historien, og det er almindelig anerkendt, at terapeuter, der er clairvoyante eller har psykometriske evner, kan bruge dem bevidst. De er ofte i stand til at give en nøjagtig beskrivelse af fysiske tilstande i en patients legeme – eksempelvis læsioner i rygraden, mangelfuld funktion af dybtliggende organer, udmattelse af nervecentre osv. Forskellen mellem den clairvoyante og den psykometriske evne kan bedst sammenlignes med forskellen mellem synssansen og følesansen, men i begge tilfælde er der tale om en metafysisk kontakt, der gør det muligt for terapeuten at fastslå en sygdoms nøjagtige position og årsag i situationer, hvor man ville have været nødt til at foretage operative indgreb alene for at konstatere det.

Den clairvoyante terapeut rører ikke ved patienten, men iagttager tilstanden i både det fysiske og det æteriske legeme. I sin fysiske hjernes dagsbevidsthed har terapeuten evnen til at registrere visuelle impulser, der modtages på det æteriske plan, og derfor er terapeuten i stand til at beskrive forhold inde i det fysiske legeme og dets æteriske genpart. Evnen er en af personlighedens funktioner, og derfor er den ikke nødvendigvis udtryk for åndelig indsigt. Det betyder samtidig, at en terapeut, der har evnen, vil farve sine iagttagelser med sin personlige opfattelse, på samme måde som enhver almindelig læge gør det.

Psykometri kan defineres som en udvidelse af følesansen, og derfor består den psykometriske metode i at komme i fysisk kontakt med patienten, enten ved at holde patienten i hånden, føle på patientens krop eller holde en genstand, der har været i patientens besiddelse i lang tid, i hånden.

Men det er ikke alene de æteriske strømninger i og omkring patienten, der kan opfattes af sensitive mennesker. Det samme gælder det psykiske felt. Dvs. at et menneskets følelsesmæssige og mentale aktivitet kan registreres af den terapeut, der har udviklet sine metafysiske evner. Men i ethvert tilfælde vil der være en variation i udsagnene fra forskellige modtagere, afhængig af graden af deres medfødte psykiske sanser, udviklingen af dem og evnen til at forholde sig passiv og fortolke signalerne korrekt. Det betyder, at den form for diagnoser ikke er ufejlbarlige, og ofte bærer de præg af manglende kritisk sans.