Det er klart, at disse og lignende teorier uundgåeligt mødes med stor skep­sis, massiv modstand og total afvisning. Modstanden kommer blandt andet fra arkæologer. Arkæologerne kan selvsagt ikke komme uden om fortidens overvældende skaberværker, men de fastholder stædigt, at de blev konstrueret ved hjælp af primitivt værktøj og med en masseindsats af slavearbejdere, som havde næsten ubegrænset tid til deres rådighed. Det arkæologiske standpunkt er helt forståeligt, for man har jo ikke har fundet det værktøj, der blev anvendt ved byggeriet.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at metalgenstande går til grunde − dels gennem atmosfærisk påvirkning, dels gennem omsmeltning til andre genstande. Også i nutidens civilisation udføres denne tilintetgørelses- og omdannelsesproces konstant. Gamle jernting og kobbergenstande indsamles af skrothandlere, og det metal, der ikke forgår på grund af rust eller irdannelse, går en ny skæbne i møde, for de genopstår i nye former efter omsmeltning. Arkæologisk set bør man derfor nok, hvad gammelt værktøj angår, ikke forvente at finde denne type beviser for brug af mere avanceret værktøj, men kun sten- og lergenstande, for de kan som bekendt ikke smeltes om, og de ødelægges ikke så let af tidens tand. Men fordi man kun finder sten- og lergenstande, er det forkert at konkludere, at der ikke fandtes metalgenstande i denne periode i fortiden. Fravær af bevis, er ikke bevis på fravær. Selv om man ikke finder værktøj, kan man alligevel finde sikre spor efter anvendelse af ganske komplicerede tekniske hjælpemidler, hvis konstruktion og betjening forudsatte en temmelig højt udviklet teknisk indsigt.