I umindelige tider har åndelige og religiøse sider af livet været udtrykt i symboler. Det gælder inden for alle kulturkredse. Mennesket har ved hjælp af symbolforståelse erkendt, at det, der kaldes helligt, ikke kan udtrykkes i almindelige meddelelsesformer. Det kan ikke normaliseres. Det kan ikke bestemmes ude fra. Det hellige skal leves og opleves af den enkelte, ellers er det ikke helligt for den, der erkender det.

Formålet med symbolikken er at gøre det, der er usynligt for det fysiske øje synligt for det ”indre øje”. Et eksempel fra Det gamle Testamente er Zakarias’ vision:

”Atter løftede jeg mine øjne og skuede, og se, fire vogne kom frem mellem de to bjerge … For den første vogn var der røde heste, for den anden sorte, for den tredje hvide og for den fjerde brogede.”

Zakarias’ Bog, 6,1,5

Da han spurgte englen, ”hvad er dette”, fik han svaret:

”Det er Himlens fire ånder”.

De fire heste symboliserer de fire elementer, som er de grundlæggende kræfter i naturrigerne og i mennesket. Jordelementet henviser til det fysiske og handlende menneske, vandelementet til menneskets følelser og begær, luftelementet til tanker og forestillinger og ildelementet til menneskets sjæleliv. Samme symbolik kan man læse i Ezekiels vision, som er en klar beskrivelse af fire kosmiske kræfter:

”Jeg skuede, og se, et stormvejr… en sky omgivet af ild. Midt i ilden var der noget lige som fire levende væsener … de havde et menneskes skikkelse, men de havde hver fire ansigter og fire vinger … et menneskeansigt, et løveansigt, et okseansigt og et ørneansigt. Videre skuede jeg, og se, der var et hjul på Jorden ved siden af hvert af de levende væsener … og de var lavet således, at der i hvert hjul var et andet hjul … thi det levende væsens ånd var i hjulene.”

Ezekiel, I

De fire væsener samlede grækerne til et enkelt symbol i deres udgave af sfinksen, som har menneskeansigt, løveforkrop, oksebagkrop og ørnevinger. Sfinksen er således symbol på de fire elementer og på de fire stjernetegn: Vandbæreren, Løven, Tyren og Skorpionen. (Skorpionen kaldes også ”den faldne ørn”). De fire elementer er stoffets kræfter, som sjælen drages imod, når den vil arbejde på sin udvikling. De gamle egyptere billedliggjorde samme ide ved hjælp af fire tyrekalve − en rød, en sort, en hvid og en broget. Den grundlæggende symbolik stammer således fra det gamle Egypten.

Når egypterne valgte tyrekalve og ikke heste i deres symbolik, skyldes det, at tyren symboliserer den menneskelige bevidstheds kamp for at transcendere tiltrækningen til eller begæret efter seksualitet op til højere former for åndelig frugtbarhed. I den højeste betydning symboliserer Tyrens stjernetegn i astrologien den menneskelige bevidsthed, når den har overvundet seksualitetens barrierer og er parat til at benytte tiltrækningskraften i en højere betydning, det vil sige i den betydning, at den lavere natur tiltrækkes af de højere planers lykkefølelse, som kaldes lyksalighed.

De fire elementer er kræfter og kvaliteter i mennesket. Jordelementet henviser til det fysiske legeme og menneskets handlingsliv. Vandelementet er menneskets følelsesliv. Luftelementet er tankelivet. Og ildelementet er sjælelivet. Et menneske er ikke sit fysiske legeme, sine følelser eller tanker. Det er sjælen i mennesket, der tænker, føler og handler. Men de fleste identificerer sig med disse egenskaber, selvom de blot er redskaber for sjælen. En bygningshåndværker identificerer sig ikke med sine redskaber, mens han opfører et tempel eller en katedral. På samme måde bør et menneske heller ikke identificere sig med sine redskaber. En af de vigtigste opgaver på udviklingsvejen er at erkende, at man ikke har en sjæl − man er en sjæl. Udvikling (og indvielse) er derfor nært knyttet til evnen til at disidentificere sig med personligheden (tanker, følelser og handlinger), som mennesket ikke er, og identificere sig med det, mennesket dybest set er − sjælen.