En clairvoyant forklaring

Når alle forsøg på konventionelle forklaringer er dømt til at mislykkes, tvinges man til at vurdere mere eksotiske forklaringer. Her skal nævnes den danske clairvoyante forsker Martinus,[1] som blev spurgt, om Khufu-pyramiden var blevet benyttet til kongebegravelser, og han svarede:
"Nej, det er en misforståelse. Den har aldrig været brugt som ligkiste. Den almindelige mening om pyramiden går ud på, at den blev bygget af kong Cheops, som residerede i Memphis omkring år 2800 f.Kr. Men det er forkert. Pyramiden er i virkeligheden 80-90.000 år gammel, og den er bygget ved hjælp af åndelige kræfter, der blev benyttet i forbindelse med indvielsen af den kommende farao. Det var kun de åndeligt stærkeste farao-kandidater, der kunne modstå de mange psykiske prøver, som de blev udsat for inde i pyramiden.
Pyramiden er bygget i forhistorisk tid af et broderskab eller samfund af indviede mennesker, som kom hertil fra andre mere højtudviklede planeter for at hjælpe med dannelsen af menneskehedens kultur her på Jorden. De byggede pyramiden ved hjælp af psykisk kraft ved en slags materialisering eller projicering af stoffets atomer. Når kandidaterne, der skulle indvies, efter mange vanskeligheder og prøver i de lavere underjordiske gange og kamre endelig nåede til dronningekammeret og havde gennemgået indvielserne her, kunne de stige op til kongekammeret, hvor den store prøve ventede. Kandidaterne blev lagt i sarkofagen, og ved hjælp af magiske og hypnotiske kræfter fra de mestre, som forestod indvielsen, blev ånden eller sjælen frigjort fra den fysiske krop for en tid, og i den åndelige verden blev de indviet i nogle af Universets hemmeligheder. Hvis kandidaterne derefter var i stand til at vende tilbage til den fysiske krop med fuld bevidsthed og erindring om det, de havde oplevet, blev de betragtet som en indviet, og de fik overdraget opgaven som konge og leder af den opvoksende menneskehed.
I et syn så jeg, hvordan pyramiden så ud dengang. Den var skinnende hvid, for dens sider var dækket af et hårdt porcelænslignende materiale. I dag er der ørken omkring pyramiden, men i mit syn var det en frugtbar oase med frodige planter."[2]

Martinus
_________________________________
[1] Martinus − 1890-1981
[2] Fra Martinus’ erindringer
_________________________________
|