Alle kan være ”kunstnere”
− offeret er kunsten
Der findes efterhånden utallige eksempler på, at såkaldte kunstkendere og eksperter i ramme alvor har udvalgt ”kunst”, der senere viser sig at være skabt af aber eller mindreårige børn, som spontant og tilfældigt har klattet farver på lærredet. Det er en klar afsløring af, at selv eksperter ikke er i stand til at aflæse kunstnernes budskaber i de abstrakte kunstværker, for ellers ville deres ekspertøjne straks have afsløret, at abernes og børnenes ”kunst” var blottet for budskab og alene udtryk for tilfældigheder. Men disse afsløringer har endnu ikke skabt selvransagelse i kunstnerkredse.
Denne udvikling har medført, at i dag kan alle − uafhængigt af alder og talent − være ”kunstnere”. Alt er tilladt, for i dag er der ingen kriterier for, hvad der er god eller dårlig kunst. Det har stimuleret mange til at arbejde med kunst og dermed den kreative side af menneskets natur. Det lyder umiddelbart positivt, men offeret i denne proces er selve kunsten. Den er blevet ligegyldig.
Hvis man vil opstille kriterier for bedømmelse af kunst, skal man først spørge: Hvad er kunstens opgave? Hvad er formålet med at skabe et kunstværk? Her er nogle forslag til krav, som man kan stille til kunsten og kunstneren:
En kunstner må have et budskab.
Hvis man som kunstner ikke har noget at fortælle, er der ingen grund til at forsøge at udtrykke noget som helst.
Budskabet må være væsentligt og relevant.
Mennesker er altid interesseret i budskaber, der forholder sig til væsentlige og relevante ting i deres liv. Der er absolut ingen grund til at bruge tid og ressourcer på at fortælle folk noget, de ved i forvejen. Kunsten bør skabe nye, relevante tankebaner.
Kunstnerens budskab skal kunne forstås.
Det burde være indlysende, at det budskab, der nedlægges i kunsten, skal kunne forstås af den målgruppe, kunstneren henvender sig til. En kunstner kan have udtænkt alverdens relevante og væsentlige budskaber, men hvis de udtrykkes på en måde, så de aldrig forstås af andre end kunstneren selv, er kunstværket spild af maling, lærred og fransk terpentin. For ikke at tale om de kunstinteresseredes tid.
|