Hvad er det, der forventes af fremtidens kunstnere? Det forventes, at de ved hjælp af deres øgede sensitivitet kontakter skønhedens verden på astralplanet, som alle kender, fordi alle besøger den hver nat, når de sover. Men når man vågner og vender tilbage til kødets fængsel, kan man ikke overføre indtrykkene fra det astrale liv til den fysiske hjerne, og derfor ligger der en udefinerbar længsel efter livet i denne lysende skønhed. Det, man længes efter at finde hos kunstneren, er derfor evnen til at se de ting, som de fleste mennesker er blinde for, men som alle vil kunne se, efterhånden som de udvikler sig til. Kunstnerens evne gør det muligt at præsentere de indre verdeners ufattelige skønhed og vække en længsel i mennesket efter denne ophøjede tilstand.

Efterhånden som menneskeheden udvikler sig og bliver mere og mere guddommelig, kan den opbygge en ædel civilisation og skabe et skønnere samfund. Man kan betragte kunstnerne som forløbere for en mere fredfyldt verden. Hvis bare de ville forstå, at det arbejde, de udfører, er helligt, og ikke trække det ned på et lavere niveau, men løfte det op mod et højere udtryk for menneskeligt liv.

Kunstnernes medmennesker skal kunne løfte sig på kunstens vinger, så alle kan udvikle sig hurtigere og verden blive et mere fuldkomment sted at leve.

På baggrund af denne opfattelse af, hvad en kunstner er, og hvad der forventes af ham eller hende, er det indlysende, at alle mennesker ikke er udset til at være kunstnere. Derfor er konklusionen klar:

Alle kan være kreative,

men ikke alle kan være kunstnere!