Delen må vige for helhe­den

I de gamle kulturer forsøgte menneskeheden at forstå livet ved at ekspan­dere bevidstheden i et forsøg på at opfatte og rumme hel­heden. Man ”lyt­tede” til sym­bolerne. Man ”tog dem ind” og lod dem gennem­strøm­me be­vidst­heden. Processen kan også sam­men­lignes med oplevelsen af musik, der fremkalder en spontan re­spons inde i mennesket uforstyrret af in­tellektet. Sym­bolet er som musik, der spontant giver genklang i det indre, og på denne måde lever den viden, symbolet gi­ver, i mennesket. Målet er ikke en sanseoplevelse, men at bringe modtageren i en til­stand af iden­ti­fikation med symbolet. Man brændte med il­dens kvalitet. Man følte tyngde med tyngdens kvalitet − etc. Oplevelsen bliver måske ty­deligere, hvis man forestiller sig en negativ lyd. For eksempel en negl, der stryges hen over en tavle, eller to stykker metal der hvinende gnides mod hin­anden. Lyden tages omgående ind, og man identificerer sig helt med den – så me­get, at det kan gøre ondt i hovedet eller tænderne.

Det er givetvis menneskehedens opgave at udvikle den konkrete tænkning til et højdepunkt. Dette mål er man ved at nå gennem den analytiske metode, som er tænkningens indåndingsfase. I næste fase skal menneske­heden selvsagt bygge en ny kvalitet oven på den logiske, konkrete trin-for-trin tænkning. Tænkningen vil bevæge sig ind i en ny udåndingsfase, og evnen til at opfatte helheder og sammenhænge vil dominere tænkningen og bevidsthedsudviklingen − men på et højere niveau end tidligere i histo­rien − jvf. Jordens kredsløb om Solen.

Menneskeheden skal udvikle intuitionen, der re­præsenterer den abstrak­te tænkning. Det sker gennem tiltagende sjælskontakt, og ifølge åndsviden­skaben er sjælen gruppebe­vidst. At være gruppebevidst in­de­bærer, at per­sonlige ambitio­ner og mål tilsidesættes til for­del for grup­pens. Bevidst­heden er fokuse­ret i gruppen, mens personligheden træder i baggrun­den. Delen må vige for helhe­den.