Vanens magt

Alle kender vanens enorme magt – og derfor kender alle også frygten for at ændre adfærd. Ethvert forsøg på forandring kaster mennesket ud i en kamp mellem det gamle og det nye – og de fleste foretrækker passivitetens ro frem for transformationens turbulens. Denne tendens til at ville opret­holde fortiden er en af grundene til, at det er så vanskeligt at gennem­føre den personlige udvikling uden hjælp. Selv under vejledning af oplyste lærere, vil den systematiske opvækning af nye og højere bevidsthedsni­veauer kræve et så målrettet og utrætteligt arbejde, at der kræves utallige forsøg og gentagelser for at gennemføre processen.

Overvindelse af livets prøver bringer ikke nødvendigvis indre oplysning, for selv om det kan lykkes for et menneske at overvinde prøvens betingel­ser og stå frem som sejrherre over omstændighederne på det fysiske plan, kan det alligevel lide nederlag. Årsagen er, at medmindre kampen og sejren skaber grundlæggende forandringer i bevidstheden og en større ud­videt horisont, vil de vise sig at være nytteløse i relation til den opgave, der skulle fuldføres. I sådanne tilfælde må prøverne gentages igen og igen og igen, indtil lektierne er lært og bevidstgjort.

Derfor er der behov for at understrege, at kun ved mange gentagelser og ved ofte at målrette sine bestræbelser, kan man opnå gode resultater. En krise opstår ved at tænke vanemæssigt. Med tiden kan man overvinde krisen, men kun ved at indtage nye og højere standpunkter, som det åndelige indhold i menneskets natur giver impuls til. Med andre ord er det ved at etablere en særlig objektiv rytme, at en krise skabes. Det er ved at fremme en bestemt subjektiv rytme, at et menneske bliver i stand til at overvinde en krise og til at udnytte livets muligheder.