Menneskets tænkeevne

Menneskets tænkeevne gennemgår muligvis også faser af gentagne udvi­delser og sammentrækninger set i et stort perspektiv. Sandsynligvis har den menneskelige tænkeevne gennemgået en udvidelses- eller ud­åndings­fase i de gamle kulturer, for her anvendte de indviede den helhedsska­bende tænkning. Formidling af viden foregik gennem symboler og drama, som kunne fremkalde en følelsesmæssig identifikation og indsigt, som var individuel. Det bekræftes af den tibetanske mester Djwhal Khul i en af Alice A. Baileys bøger, hvor han siger: ”– der findes ikke nogen bestemt for­tolkning af et symbol, og ethvert symbol – uden undtagelse – vil for­midle en individuel forståelse til det enkelte menneske”.

Betydningen af symbo­lerne va­rie­rede således fra menneske til men­ne­ske og var derfor ikke entydig. Åndsvidenskaben oplyser, at menneskets følel­sesmæssige natur var det store udviklings­område i denne historiske peri­ode, og kandidaterne fik kontakt med deres følelses- og be­gær­liv ved at deltage ak­tivt i dramaer­nes rollespil, ”tage sym­bolerne ind” i meditation og ud­fol­de dem i as­so­cia­ti­o­ner – i bevidsthe­den eller gen­nem dra­matiserin­ger.

Den næste fase i udviklingen af menneskets tænkeevne er den nutidige. Fo­ku­se­ringen er tydeligvis flyttet fra følel­seslivet til tankelivet. Tankelivet er todelt i sin natur. Menneskets tænkeevne er opdelt i abstrakt og konkret tænkning, og men­ne­ske­he­den forsøger at undersøge, erfa­re og til sidst gøre sig til herre over den konkre­te tænk­ning.

Naturvidenskaben er et godt eksempel på den nutidige tænke­måde, for den analytiske tænkning og tilbøje­lighe­den til at opsplitte virkelig­heden har med­ført, at forskerne søger årsa­gen til livets opståen i de mindste fysiske partikler. De prøver at forstå helheden ved at skille den ad. Det er en nød­vendig erfaring i ud­viklingen af tænkeevnen. Ved at op­splitte tilvæ­relsen og analysere de enkelte dele bli­ver mennesket i stand til at analysere livets græn­ser. Denne evne er forudsætningen for, at men­ne­sket kan undgå farer, holde sig in­den for naturlove­nes rammer og i det hele taget undgå problemer. For at kunne fatte helheden, må man først forstå delene.