Udviklingsspiralen

Men der er i virkeligheden tale om en tilsyneladende gentagelse. Planeten Jorden kredser eksempelvis omkring Solen og vender konstant tilbage til sit udgangspunkt blot for at foretage et nyt kredsløb. Men Solen bevæger sig også på sin kosmiske vej rundt i Mælkevejen, og derfor vender Jorden kun tilsyneladende tilbage til sit oprindelige udgangspunkt. I virkelighe­den vender Jorden tilbage til et relativt udgangspunkt – det samme punkt, men på et højere niveau. Planeten har bevæget sig et trin videre i en udvik­lings­spiral. Det er en naturlov, der gælder for alt i Universet – også for men­nesket.

Gentagelsens nødvendighed er nært knyttet til bevægelse. Gud befandt sig før skabelsen i en tilstand af ren væren. Denne tilstand er ubeskrivelig, men hvis man alligevel skal forsøge at sætte ord på den, må to af ordene være ”ubegrænsethed” og ”ubevægelighed”.

Væren vil sige, at noget eksisterer eller er. Væren er således forbundet med et væsen, der oftest kaldes Gud. Skabelse kræver som sagt bevægelse. Skabelsen medførte, at væren trådte i aktivitet. Væren bliver til aktivitet, når væren begynder at bevæge sig. Aktivitet er den bevægelige manifesta­tion af væren.

Skabelse og bevægelse resulterer i begrænsning. Gud skaber en begræns­ning – Universet − ud af sin egen ubegrænsede natur. Og dette univers er kendetegnet ved bevægelse … og dualitet … alfa og omega. Universet har en begyndelse, og må derfor også have en slutning. Skabelsen bevæger sig fra et ”dimensionsløst” punkt og udvider sig ud til sin yderste grænse. En tidløs og rumløs tilstand er forvandlet til tidens og rummets afgrænsnin­ger. Denne lovmæssighed beskrev Lao-Tze, da han sagde: ”Forudsætnin­gen for udvidelse er sammentrækning. Forudsætningen for sammen­trækning er ud­videl­se”. Han kunne også have sagt, at forudsætningen for udån­ding er ind­ånding, og forudsætningen for indånding er udånding. Uden gentagende udånding og indånding, er der intet liv. Bevægelse og gentagelse er derfor en forudsætning for det manifesterede liv.

Man kan tale om aktion eller udvikling som progressive reaktioner – mens balance er reaktionær respons. Eksempelvis var det fysiske legeme pro­gressivt, mens man voksede op, for man skabte celler og væv. Legemet blev reaktionært, da det byggede forbindelser mellem cellerne for at skabe en stabil struktur. Det fysiske legeme er stadig reaktionært, for hvis man skærer sig eller kommer til skade, forsøger kroppen straks at genskabe den oprindelige tilstand. Når kroppen vender tilbage til status quo, siger man, at den heles.

På livets lavere udviklingsniveauer er der balance mellem de progressive og de reaktionære tendenser, og denne balance opretholdes instinktivt. Denne instinktive kontrol er en nødvendighed frem til det punkt, hvor mennesket udvikler modenhed. Men i udviklingsområdet med menneskets følelser, tanker og frie vilje mangler denne genetiske kontrol. Der opstår en spænding mellem trangen til at være progressiv og trangen til at være reaktionær. Årsagen er fravær af et instinkt, der straks fortæller, hvad der er rigtig eller naturlig adfærd, og det medfører, at mennesket konfronteres med konstant usikkerhed. Og dermed opstår trangen til reaktionær re­spons, som er en beskyttelse mod det ukendte, for det ukendte repræ­sen­terer en potentiel fare.

Denne tendens kaldes for ”vaner”. Vaner opstår af rutiner. Vaner stabilise­rer mennesket i nutiden – men hvis de fastholdes, afskærer de det fra fremtiden. Frygt er et signal, som stammer fra en reaktionær indstilling. Det udsendes, når vanerne trues. Frygt handler derfor om det nye, det usikre, det ukendte – fremtiden.