Lineær eller cyklisk tid?

På trods af at naturen viser noget andet, har den kristne og jødiske kultur og nutidens naturvidenskab fastholdt en lineær tidsopfattel­se. Denne tidsopfattelse kan illustreres med en lige li­nje. I kri­stendommen og i natur­videnskaben forestiller man sig, at verden er skabt på et bestemt tids­punkt, at den varer en periode (13,7 milliarder år hvis man skal tro astro­no­merne), og at alt endeligt slutter igen ved dommedag, hvis man skal tro Kirken.

Det samme gælder det enkelte menneske. Det fødes på et bestemt tids­punkt, det lever en kortere eller længere periode, og livet afsluttes defini­tivt med døden. Ifølge både Kirken og naturvidenskaben er der intet før, og forskerne påstår desuden, at der intet er efter livet, mens Kirken lokker eller truer med henholdsvis evig frelse i Himlen eller evig fortabelse i Helvede. Mange kristne tager i dag afstand til Kirkens påstand om, at Helvede findes, og at Helvedes hersker – Djævelen – er en realitet. Men så længe Kirken fastholder dogmet − oven i købet som er en del af trosbe­kendelsen – indebærer den kristne tro, at afdøde efter det fysiske liv fak­tisk kommer i Himlen eller i Helvede.

På trods af erkendelsen af, at alt andet i naturen fungerer cyklisk, fungerer mennesket som følge af denne livsopfattelse af uforklarlige årsager uaf­hængigt af denne rytme. Der er fødsel, liv og død, men der er ingen gentagelse, selvom alle overalt er omgivet af det cykliske princip, hvor man ser, hvordan alt andet vender tilbage til sit relative udgangspunkt, hvor­efter den samme cyklus gentages. Ifølge den anerkendte opfattelse er der ingen kontinuerlig udvikling for mennesket. Derfor har mange mennesker mistet tro­en på, at det kan forny sig og vokse. De færreste standser op og tænker over den lineære tid, ganske enkelt fordi nutidsmennesket er op­draget til at tro sådan − men sådan har det ikke altid været.

Oprindeligt troede menneskeheden på cyklisk tid. Lige som naturen tyde­ligt viser kontinuerlig vækst og fornyelse i årskredsløbets cyklus, var de gamle religioners udviklingslære baseret på cy­klisk tidsopfattelse. I den cykliske tidsopfattelse går tiden i ring. Året begynder eksempelvis i vinte­rens mørke, men efter forår, sommer og efterår vender det altid tilbage til en ny vinter og en ny tidscyklus. Det er reelt opskriften på livets bevægelse på alle niveauer og i alle tidsperioder. Det egyptiske årskredsløb var tre­delt, men rummer samme symbolik som firdelingen, idet trede­lin­gen re­præsenterer oversvømmelse, såning/vækst og høst. Eller før-liv, liv og efter­liv – en fuldendt cyklus.