Hvis man i stedet ser på læren om forsoningen fra en esoterisk synsvinkel, vil man hurtigt fornemme, at nøgleordet ikke er Guds vrede og straf. Man skal heller ikke fokusere på Kristi blodoffer eller hans død på korset. Man skal lære af hans liv.

Alice A. Bailey: Kristi tilsynekomst, s. 65

Kirken har sammenblandet primitive stammers ide om at ofre levende væsener (oftest dyr) for at formilde en vred Gud med Kristi selvopofrelse, på trods af at Kristus selv sagde til farisæerne:

“Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.”

Matt. 9,13

Kristi liv var en lang demonstration af selvopofrelse. Han ofrede sig ikke for menneskeheden, men han viste, at ofringens lov er grundlaget for solsystemet – ja for hele Universet. Alle store religioner har erklæret, at Universet begynder med en offerhandling. Derfor indgår ofringens begreb i deres højtideligste ritualer. Ofringens lov kunne måske med større tydelighed kaldes manifestationens lov eller kærlighedens og livets lov, for ofringen består i, at en ubegrænset Gud hinsides tid og rum, manifesterer sig i tid og rum. Set i forhold til den ubegrænsede tilstand, er skabelsen en begrænsning. Og heri ligger offeret. At selvopofrelse er manifestationens lov, ses overalt i den fysiske verden, hvor alt liv, al vækst, ethvert fremskridt er afhængig af konstante ofre.

• Mineralet ofrer sig selv til planten, for at give planten liv.
• Planten ofrer sig til dyret for at give det liv.
• Planten og dyret ofrer sig til mennesket, så det kan leve.
• Mennesket ofrer sig for andre mennesker.

Alle de højere former opløses igen og tilfører via deres bestanddele atter energi til det laveste rige. Det er en uafbrudt rækkefølge af ofringer fra de højeste til de laveste – og det er netop tegnet på fremskridt, at ofringen i stedet for at være tvungen og ufrivillig, bliver frivillig og selvvalgt.

Der skal naturligvis tages stilling til, at Jesus ifølge Bibelen ofte sagde “Dine synder forlades dig”. Kan man derfor afvise, at der faktisk er indbygget en fortrydelsesparagraf i naturlovene? Hvad svarede H.P. Blavatsky, da man stillede hende spørgsmålet?:

H.P. Blavatsky: Nøgle til teosofien, s. 124

Det farlige i læren om den stedfortrædende forsoning består i, at uanset hvor meget eller hvor groft man har forbrudt sig mod både guddommelige og menneskelige love, så behøver man blot at proklamere, at man tror på Kristus, og at man tror på, at hans blod afvaskede enhver synd, man har begået eller vil begå. Det er ikke menneskets handlinger, der er afgørende, men dets tro. Hvis man blindt tror på Kirkens budskab, er man frelst.

Det betyder samtidig, at de mest menneskekærlige og barmhjertige buddhister, hinduer, muslimer og nyreligiøse mennesker kastes i Helvedes evige flammer. Gandhi må derfor i øjeblikket lide og brænde i Helvede, og Dalai Lama er godt på vej. Samtidig vaskes selv de groveste forbrydelser mod menneskeheden bort i samme øjeblik man erklærer: “Jeg tror på Jesus Kristus!”

H.P. Blavatsky giver et eksempel til eftertanke. Hvis man kaster en sten i stillestående vand, sættes vandet i bevægelse, siger hun. Det siger loven om aktion og reaktion, og virkeligheden bekræfter det.

Jo større sten, jo større bevægelse – men selv den mindste sten skaber krusninger. Men strømhvirvlerne er ikke begrænset til overfladen. Usynligt under overfladen i alle retninger – udad og nedad – skubber den ene dråbe til den anden indtil kraften når ud til siderne og ned til bunden. Luften ovenover bliver også sat i bevægelse fra det ene lag til det andet. Impulsen er sendt ud, og den kan ikke kaldes tilbage. Det samme gælder en forbrydelse. Forbrydelsen vedrører ikke forbryderen (eller synderen) alene, men sender bølger af virkninger langt ud i omgivelserne.

Hvis Kirken har fortolket Bibelen korrekt, vil det betyde, at en syndsforladelse vil medføre, at “filmen” kan køres baglæns, indtil man når til tidspunktet lige før handlingen blev udført. H.P. Blavatsky siger provokerende, at hvis Kirken vil demonstrere dette princip ved at kalde stenen tilbage fra søen og op i hånden på den, der kastede den, sådan at alle krusninger i vandelementet, luftelementet og æteren ruller tilbage, og indtil kraften er ophævet, og man opnår den forudgående tilstand af ikkeværen, så vil der være grund til at acceptere syndsforladelsen.