Synd er ulydighed mod Gud
Synd i klassisk forstand er identisk med ulydighed mod Guds vilje. Det fremgår af Adams ulydighed, der almindeligvis betragtes som menneskehedens første synd. Den nedarvedes endog på mystisk vis til alle Adams efterkommere, som er hele menneskeheden, og dermed blev Adams personlige synd til arvesynden. Synd defineres som ulydighed mod Guds bud – uanset dette buds art. Det kan ikke undre. Helt tilbage i Det Gamle testamente forestiller man sig Gud som en person og en streng autoritet. Det kan heller ikke undre, hvis man tager i betragtning, at Kirken næsten lige fra begyndelsen tilpassede sig samfundsordenen. For at kunne fungere krævede samfundet, at alle strengt overholdt samfundets love. Hvor tyranniske eller hvor liberale lovene var, og hvordan de håndhævedes, spillede ingen større rolle i sammenligning med det centrale mål:
– folk skulle lære at frygte selve autoriteten …
– ikke bare “ordensmagtens” repræsentanter, fordi de bar våben. Denne frygt var ikke tilstrækkelig garanti for, at staten fungerede, som den skulle.
Folk overholder ikke lovene alene, fordi de er bange, men også fordi de føler sig skyldige over deres ulydighed. Denne skyldfølelse kan man slippe af med gennem syndsforladelse eller tilgivelse … som kun autoriteten kan give!
Både kirke og stat
Så længe minoriteten havde magten, og majoriteten måtte tjene denne minoritet og være tilfreds med smulerne fra de riges bord, var det nødvendigt at opelske fornemmelsen af, at ulydighed er en synd. Den blev opelsket både af kirke og stat, der samarbejdede, fordi begge parter måtte beskytte hver sit hierarki. Begge parter brugte familien som en institution, der skulle opdrage børnene til lydighed fra det første øjeblik, de viste selvstændig vilje. Børnenes selvstændige vilje skulle nedkæmpes for at få dem til at fungere som lovlydige borgere senere hen.
Synd i konventionel teologisk og verdslig forstand er derfor et begreb, der har sin plads i en autoritær struktur. Det kræver, at menneskers centrum ikke findes i dem selv, men i den autoritet, de underkaster sig. Man finder ikke fred og harmoni gennem egen aktivitet, men gennem passiv lydighed og autoritetens påskønnelse. Underkastelsen behøver ikke være bevidst. Og den kan være stor eller lille.
|