Ubrydelige bånd
Men der findes et bånd, som aldrig brydes − den sande enheds bånd. Det er uopløseligt, fordi det reelt ikke er noget særskilt. Enhedens bånd forener Den Ene med alle − disciplen med mesteren − mesteren med sine disciple og det guddommelige liv, som uophørligt fører alt fremad og opad − men det ikke binder mennesket til fødslens og dødens hjul. Det er mennesket selv, der tiltrækkes af det fysiske liv − først på grund af ønsket om at nyde det fysiske livs fornøjelser, derefter mere og mere på grund af ønsker af stadig højere og mere åndelig karakter − ønsker, der kun kan realiseres gennem træning i den fysiske verden, for det er her, der er mulighed for at udvikle den åndelige forståelse, åndelige vækst og åndelige hengivenhed, der frigør mennesket fra de lavere verdener.
Når alt dette til sidst er opnået, og disciplen er blevet en mester, er det relevant at spørge, hvad der binder mestrene til menneskenes verden? Der findes jo intet, som verden kan give dem. I den fysiske verden er der ingen lærdom, som de ikke er i besiddelse af. Der er ingen kraft, som de ikke kan anvende. Der findes ikke flere erfaringer, der kan berige deres liv. Der findes intet, der kan nødvendiggøre en ny fødsel. Og alligevel er de her, fordi en indre guddommelig trang fører dem tilbage til Jorden − som de kunne have forladt for evigt. De er her for at hjælpe deres medmennesker. De er her for at tilbyde deres tjenestearbejde århundrede efter århundrede − årtusinde efter årtusinde. De er her for at tilbyde deres vejledning med ubeskrivelig glæde, kærlighed og fred. Og de gør det, selvom Jorden intet kan give dem til gengæld – bortset fra glæden ved at se andre sjæle vokse op og blive som dem, for først da kan de dele deres bevidste liv i Gud med andre sjæle.
|