Forholdet mellem mennesket, det elementale rige og tænkeevnens formende og dermed skabende kræfter er nu beskrevet. Tænkeevnen er i sandhed skabende, idet den former tanker og giver dem selvstændigt liv. Dermed er grundlaget for at forstå, hvordan karma opbygges i en livsperiode, og hvordan karma påvirker det enkelte menneske.

Ordet ”livsperiode” anvendes bevidst, fordi man ved et liv sædvanligvis forstår alt for lidt, når det bruges i den almindelige betydning af en enkelt inkarnation. Og man forstår for meget, når man benytter udtrykket i betydningen hele livet, som består af utallige inkarnationer i fysiske legemer og af utallige livsperioder uden et fysisk legeme. Med ”en livsperiode” menes der en lille livscyklus, der indebærer, at mennesket erhverver fysiske, astrale og mentale erfaringer. Og denne cyklus indbefatter desuden hele tilværelsen i efterlivet indtil mennesket igen vender tilbage til tærsklen af et nyt fysisk liv. Denne livscyklus omfatter fire stadier, som sjælen skal passere for at fuldføre en livscyklus. Disse fire stadier gennemleves igen og igen under pilgrimsrejsen gennem den nuværende menneskehed. Uanset hvor forskellige erfaringerne uundgåeligt vil være i hver livsperiode − både hvad angår kvalitet og kvantitet − vil perioden dog altid (for gennemsnitsmenneskets vedkommende) omfatte disse fire stadier og ikke andre.

Det er af vigtighed at gøre sig det klart, at tilværelsen uden for det fysiske legeme er af betydelig længere varighed end tilværelsen i det fysiske legeme. Og de karmiske lovmæssigheders funktion kan ikke begribes, medmindre sjælens liv og aktiviteter i den ikke-fysiske tilværelse studeres og forstås. En mester har bekræftet, at livet uden for det fysiske legeme er det virkelige. Han sagde:

”Vedantinerne, som anerkender to typer af bevidst tilværelse − den fysiske og den åndelige − henviser kun til den sidste som en ubestridelig virkelighed. Hvad det fysiske liv angår, da regnes det − på grund af dets foranderlighed og kortvarighed − for kun at være en illusion, skabt af sanserne. Menneskets liv i de metafysiske regioner må betragtes som en virkelighed, fordi det er dér, menneskets uendelige, uforanderlige, udødelige sjæl, sutratma, lever. Derfor er det, der kaldes livet efter den fysiske død, det eneste virkelige, og det fysiske − herunder selve personligheden − er kun illusorisk”.[1]

I det fysiske liv kommer sjælen primært til udtryk gennem skabelse af tankeformer. Men for at gøre det muligt at forstå karmas arbejde med blot nogenlunde nøjagtighed, er det nødvendigt at analysere og beskrive udtrykket ”tankeform” mere detaljeret. Når sjælen former en tanke, skaber den et mentalt billede, der kaldes en ”tankeform”.[2] Men i det følgende benyttes udtrykket ”mentalt billede” til udelukkende at betegne den aktuelle skabelse af en tankeform, og dermed reduceres udtrykket til en beskrivelse af dette første stadie af, hvad der ellers i almindelighed kaldes en tankeform.

Når et mentalt billede er skabt, knyttes det til den, der har skabt det, og det udgør dermed en del af dette menneskes bevidsthedsindhold. Det mentale billede er en levende, vibrerende form af uhyre fint mentalt stof. Det repræsenterer et ord, der er tænkt, men endnu ikke er udtalt. Det er undfanget, men endnu ikke født. Studerende bør forsøge at koncentrere tanken på dette mentale billede og forsøge at få en forestilling om det − isoleret fra alt andet − bortset fra de associationer, som det vil skabe på andre planer end dets eget.

Det mentale billede danner som sagt en del af dets skabers bevidsthedsindhold. Og det kan ikke skilles fra dets skaber, som fører det med sig i sit fysiske liv. Det mentale billede tages med gennem dødens porte og ind i livet efter livet. Hvis dette menneske på sin videre rejse gennem de indre verdener passerer et område, hvor stoffet er finere end det stof, det mentale billede er opbygget af, efterlades det mentale billedes tættere stof på et plan, der svarer til billedets stoftæthed og frekvens. Men den mentale støbeform − grundformen – tager mennesket med sig. Når mennesket før eller siden vender tilbage til planet med det tættere stof, vil stoffet fra det mentale billede igen blive tiltrukket af ejeren og bygget ind i den mentale støbeform, og derved reproduceres den oprindelige tættere form. Det mentale billede kan ”ligge i dvale” i lange tidsperioder, men det kan til enhver tid genoplives. Enhver ny impuls fra dets skaber − eller fra væsener af samme type som dets skaber − vil aktivere og forøge det mentale billedes livskraft og modificere dets form. Disse processer sker i overensstemmelse med bestemte naturlove, og summen af mentale billeder danner karakteren. Det ydre afspejler det indre. Og ligesom en cellemasse i kropsvævet modificeres af livets processer, på samme måde modificeres de mentale billeder, der indbygges i sjælen som en kvintessens og giver den sit karakteristiske særpræg. Når man ved, hvordan karma dannes, vil disse forandringer opleves som logiske.

Sjælen benytter forskellige kræfter og forskelligt materiale til sit skabende arbejde med dannelsen af mentale billeder. Sjælen kan stimulere billeddannelsen ved hjælp af begær (kama), og derved kan den skabe billedet i overensstemmelse med begærets styrke og krav. Den kan også skabe på grundlag af et ophøjet ideal, og billedet vil da blive formet i overensstemmelse med dette motiv. Eller den kan anvende rent intellektuelle begreber og danne billedet derefter. Men hvad enten motivet er højt eller lavt, intellektuelt eller følelsesbetonet, offervilligt eller ondskabsfuldt, guddommeligt eller animalt − så skaber sjælen altid et mentalt billede i mennesket. Det mentale billede er et produkt af den skabende sjæl, og den individuelle karma er afhængig af billedets eksistens. Uden dette mentale billede ville der ikke eksistere nogen individuel karma, som kan knytte de forskellige livsperioder til hinanden. Tænkeevnen − den manasiske egenskab − skal være til stede, for det er tænkeevnen, der programmerer det permanente element, som opsamler og opbevarer den individuelle karma. Og det er forklaringen på, at der ikke kan skabes individuel karma, som strækker sig gennem døden til genfødsel, i mineral-, plante- og dyreriget, for i disse riger findes der ingen manas.

Herefter skal den første oprindelige og primære tankeform undersøges i forhold til den sekundære – det vil sige den rene og enkle tankeform i forhold til den belivede, som er det mentale billede på det lavere astralplan. Hvordan foregår det? For at bruge det nævnte symbol som eksempel kan man sige, at det er skabt ved, at det tænkte ord er blevet til det udtalte ord. Sjælen ”udånder” tanken, og lyden antager form i astralt stof. Princippet er det samme, som når Det Ene Livsvæsens tanke manifesterer Universet. Når processen er udåndende, svarer menneskesjælens mentale billeder til Det Ene Livsvæsens manifesterede Univers.

Mennesket befolker på denne måde sin bane i rummet med sin egen verden. Det mentale billedes vibrationer tiltrækker tilsvarende vibrationer i det tættere astrale stof, og dermed dannes den sekundære tankeform, som i åndsvidenskaben kaldes det astro-mentale billede. Selve det mentale billede bliver − som sagt − i sin skabers bevidsthed, men dets vibrationer rækker ud over denne bevidsthed og reproducerer formen i det lavere astralplans tættere stof. Det er denne form, der danner et hylster. Man kan sige, at den indkapsler en lille del af dette plans elementale energi, der specialiseres så længe formen består. Tanken − det manasiske element i formen − tilfører et stænk af individualitet til den elementale energi, der beliver den. Det er dette aktive væsen, der omtales i mesterens beskrivelse, og det er dette astro-mentale billede, som knytter sig til sin skaber på astralplanet via det omtalte magnetiske bånd. Gennem denne forbindelse virker det tilbage på sin kilde − det mentale billede − og samtidig påvirker det andre tilsvarende mentale billeder. Et astro-mentalt billedes livsperiode kan være lang eller kort. Det afhænger af omstændighederne, og når det forsvinder, sker det uafhængigt af dets kilde. Enhver frisk impuls, som det astro-mentalt billede modtager, vil resultere i, at der på ny skabes en astral genpart − ligesom enhver gentagelse af et ord resulterer i en ny form.

Det mentale billedes vibrationer går ikke alene nedad til det lavere astrale plan, men det går desuden opad til nogle af de højere åndelige planer[3]. Og ligesom vibrationerne er årsag til skabelse af en tættere form på det lavere plan, på samme måde skaber de en langt finere form (som reelt ikke er en form set fra menneskets niveau) på det højere plan i Akasha[4] − ursubstansen, der udstrømmer fra selve Logos. I Akasha opbevares alle former. Det er skatkammeret, hvori den universelle tankes skatte opbevares − det mægtige forråd af alle ideer, der skal legemliggøres i Kosmos. Og i Akasha indgår også alle vibrationerne fra Kosmos − alle intelligensers tanker og alle væseners begær, alle handlinger, der er udført på alle eksistensplaner af alle former.

Alle disse former fremkalder hver især deres særlige indtryk, men for mennesket er de formløse. For høje åndelige intelligenser repræsenterer de velformede billeder af alt, hvad der sker og er sket, og disse akashiske billeder bevares permanent. De akashiske billeder er de sande karmiske optegnelser − Lipikaernes Bog[5] − som kan læses af enhver, der har udviklet ”Dangmas åbnede øjne”.[6] Dermed menes der, at en trænet og fokuseret clairvoyant iagttager med sit astrale syn er i stand til at se en genspejling af disse akashiske billeder − på samme måde som et filmapparat kan vise en scene fra fortiden − korrekt i selv de mindste detaljer − på et filmlærred. Alle begivenheder i alle tider er opbevaret i de akashiske optegnelser, og den trænede seer kan med sit astrale syn iagttage et flygtigt, levende billede af disse optegnelser, der ses som et drama, der udspilles på astralplanet. Hvis man er i stand til at følge denne meget ufuldkomne beskrivelse, vil det være muligt at danne sig en svag forestilling om karma, når den viser sig som årsag.

Det mentale billede, som en sjæl skaber, og som er forbundet med sjælen, findes som et billede i Akasha. Det astro-mentale billede − det aktive, belivende væsen − vil svæve omkring på astralplanet og være årsag til utallige virkninger, som alle vil være en kopi af dette billede og stå i forbindelse med det som led i en kæde. Og derfor er det muligt ved hjælp af denne kæde at spore årsager og virkninger tilbage til dets skaber. I enhver kæde er kædens led støbt ud af menneskets egen substans, da tanken tog form af det astro-mentale billede – og den kan identificeres ved hjælp af sin egen frekvens og farvetone. Selvom mange kæder kan være indvævet i én virkning, vil hver enkelt kæde alligevel kunne ses, og den vil kunne spores tilbage til sit oprindelige ophav − den sjæl, som skabte det mentale billede.

På denne måde kan man − ved hjælp af menneskets langsomme hjerne og jordbundne intelligens, som udtrykker sig i et mangelfuldt sprog − gøre et forsøg på at beskrive den måde s0m Karmas Herrer (de høje væsener, der styrer den karmiske lov) med ét enkelt blik er i stand til at vurdere den individuelle ansvarlighed. Sjælen har det fulde ansvar for de mentale billeder, den skaber, og et delvist ansvar for de mentale billeders vidtrækkende virkninger, som selvsagt varierer i størrelse og styrke, da der i enhver virknings årsag indgår andre karmiske tråde. På denne måde bliver det også nemt at forstå, hvorfor motivet spiller en så fremtrædende rolle i udarbejdelsen af karma, og hvorfor handlingerne er relativt underordnede. Der fokuseres på den bagvedliggende skabende kraft – og derfor udarbejdes karma på hvert eksistensplan i overensstemmelse med motivets elementer − og alligevel udgør processen en helhed, idet eksistensplanerne er indbyrdes forbundet og udgør en uadskillelig enhed.

Når visdomsreligionens lysbringende begreber nu strømmer over verden, vil den kaste lys ind i mørket og afsløre den absolutte retfærdighed, som fungerer bag alle de tilsyneladende uoverensstemmelser, disharmonier, modsigelser og tilfældigheder, som livet udfolder. En uendelig visdom og kærlighed styrer verden med absolut retfærdighed og leder alt og alle fremad til fred og harmoni − til fuldkommenhed og lyksalighed.

Et skema over de bevidsthedsplaner, der danner karma som årsag, vil måske gøre forklaringen mere forståelig. Formålet med skemaet er alene at give et overblik uden detaljer. Ifølge åndsvidenskaben ser det ydre og det indre menneske sådan ud:

Planche - De syv eksistensplaner

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

Resultaterne vil vise sig i mennesket som tendenser, evner, talenter, holdninger, omgivelser etc. − hovedsagelig i fremtidige inkarnationer. Og de vil blive aktiveret i overensstemmelse med bestemte love.

_________________________________

[1] Lucifer, okt. 1902. Artiklen, Life and Death.

[2] Se foran og følgende.

[3] Disse udtryk ”opad” og ”nedad” er vildledende, for planerne gennemtrænger naturligvis hinanden.

[4] Akasha betyder ”æter” eller ”primærrum” (det femte element). Akasha er det immaterielle stof, der udgør det lufttomme rum i Universet såvel som mellem atomerne. Akasha er derfor den æteriske ursubstans – det første manifesterede element i Solsystemet. Akasha er det oprindelige stof, hvoraf alt har udviklet sig. Men i den senere åndsvidenskabelige litteratur anvendes udtrykket udelukkende om stoffet på det øverste mentalplan, som er center for “naturens hukommelse” – den såkaldte Akashakronik.

[5] H.P. Blavatsky: The Secret Doctrine, bind 1, p. 157-159

[6] H.P. Blavatsky: The Book of Dzyan, Stanze I, p. 77.

_________________________________