Den lemuriske rodrace
3. rodrace
3. rodrace
Det er denne 3. rodrace, der er udgangspunktet i artiklen. Da udviklingen primært er en bevidsthedsevolution, er det naturligt, at det er de fysiske bevidsthedsredskaber − dvs. æterlegemet med dets centre og chakraer, hjernen, nervesystemerne og de endokrine kirtler, der er de primære kendetegn for en bestemt formtype eller rodrace og ikke så meget menneskets ydre udseende, selvom der i de forskellige epoker også har været en "gennemsnitlig" karakteristisk – en slags gennemsnitsmenneske.
Noget andet, der er vigtigt at være opmærksom på fra begyndelsen, er, at disse rodracers udviklingsforløb strækker sig over enormt lange tidsrum på flere millioner år, og at de umærkeligt glider over i hinanden, og derved opstod der utallige blandinger. Derfor er det endnu vigtigere at opfatte en rodrace som en bevidsthedstilstand − et bevidsthedsmæssigt udviklingsniveau i den kollektive, fysiske menneskebevidsthed, der passerer på sin udviklingsvej fra dyrerigets instinktive reaktioner frem mod de åndelige højder, som alle monader rummer kimen til.
Den lemuriske rodrace
3. rodrace kaldes den lemuriske rodrace. Europæiske zoologer forsøgte at forklare spredningen af lemuraberne, og for at få teorien til at passe, tog de udgangspunkt i et hypotetisk kontinent, der angiveligt var forsvundet i havet. Teosofferne lånte denne betegnelse fra zoologerne, og kaldte 3. rodraces kontinent for Lemurien.
Lemurien var et kontinent, der lå, hvor det sydlige Stillehav nu ligger, og kontinentet strakte sig fra Afrika over Indien og Australien og helt over til Sydamerikas vestkyst. De eneste fysiske kendetegn, der er tilbage, er de gigantiske stenstatuer på Påskeøen. Statuerne viser størrelsen på de oprindelige lemurere, som var 4-5 m høje kæmpestore gorillalignende væsener. De levede i kæmpestore træbregneskove. Det vrimlede med øgler og de sidste dinosaurer. Ældgamle sagn og myter er fyldt med beretninger om disse kæmpevæsener − kykloperne, jætterne og titanerne − ja selv beretningen i Bibelen om kampen mellem David og Goliat, hvor Goliat er en af de sidste kæmper. De blev langsomt nedkæmpet af de mindre og mere kvikke efterkommere, sådan som det er skildret i Homérs Iliaden, hvor Odysseus møder den enøjede kyklop − stor, langsom og med et dårligt fysisk syn. Kyklopernes tredje øje er nu atrofieret[1] til pinealkirtlen, og nutidsmenneskets fysiske syn er baseret på to øjne.
I begyndelsen var den lemuriske race androgyn − dvs. tvekønnede. Som årmillionerne gik, dannedes de to køn efterhånden, og det er denne proces, der beskrives i den bibelske skabelsesberetning om Eva, der blev skabt fra en del af Adam.
Flammeherrernes ankomst
Midt i den lemuriske epoke indtraf en begivenhed, der er omtalt i en tidligere artikel, som flammeherrernes ankomst. Ved flammeherrernes mellemkomst kunne formens dyrebevidsthed individualisere og den lange udviklingsproces som et sjæleligt, selvbevidst, inkarnerende menneskevæsen kunne begynde. Legemsformen blev gradvis mindre, lysere, mere kompakt og mindre behåret.
_________________________________
[1] Atrofi (fra græsk ἀτροφία, atrophia, "afmagring") er et lægeligt udtryk som betegner svind af væv, legeme eller organ.
_________________________________
|