Den atlantiske rodrace
4. rodrace
Den atlantiske rodrace
Den atlantiske rodrace, dens civilisation og kultur, er et så vigtigt og fascinerende emne, at der er grund til at beskrive det mere detaljeret.
I den lemuriske periode var den fysiske udvikling – det fysiske legemes koordinering − i fokus. I den atlantiske epoke var det følelseslivet og dets koordinering med det fysiske legeme, der var evolutionens næste mål. De udviklingsmetoder, der blev brugt dengang for at opnå denne udvikling og koordination, var hatha-yoga – det fysiske legemes yoga − samt bhakti-yoga − hengivenhedens yoga. Derfor er det ikke uden problemer at praktisere disse former for yoga i dag. Det svarer til at gå tilbage til udviklingsmetoder, der blev anvendt til at udvikle kontrol over sider i menneskets karakter, som burde være under kontrol for længe siden.
Manuen
Her er det på sin plads at introducere et bestemt medlem af den indre verdensstyrelse. Udviklingen af hver rodrace ledes af et højtstående væsen, der har betegnelsen Manu. Manu er et sanskritord, der betyder "tænker" eller "menneske". Det engelske ord "man" er afledt af dette sanskritord. Manuen har ansvaret for den fysiske udvikling af racernes forskellige mennesketyper, og han kan opfattes som stamfaderen eller "Adam"[1]. Manu er derfor ikke et navn men et ansvarsområde eller en stillingsbetegnelse. I den sidste del af den atlantiske epoke var Chakshusa Manu navnet på 4. rodraces Manu, og han fungerer stadig som Manu for den "gule" race. 5. rodraces Manu er Vaivasvata Manu.
Atlantis
Atlantis er det sagnomspundne kontinent, som mange gamle myter og sagn henviser til som menneskehedens hjem gennem tusindvis af år. I dette afsnit er det hensigten at præsentere essensen af de mange informationer og detaljer, der gives i åndsvidenskaben. På grund af emnets størrelse, er det naturligvis kun muligt at give en meget kortfattet beskrivelse. Hvis man vil vide mere om emnet, henvises der til den righoldige litteratur − navnlig forfatteren W. Scott-Elliots bog Atlantis og Lemurien.
Sprog
På grund af overensstemmelser mellem forskellige etnologiske og sproglige fænomener på hver side af Atlanterhavet har flere forskere fået den idé, at der i forhistorisk tid kan have eksisteret et kontinent, som forbandt de to sider. F.eks. skriver sprogforskeren Le Plongeon:
"En tredjedel af mayasproget er rent græsk. Hvem bragte Homers dialekt til Amerika? Eller hvem førte mayaernes sprog til Grækenland? Græsk stammer fra sanskrit. Gør mayasproget også? Eller er de samtidige?"
_________________________________
[1] I de gamle kulturer blev Adam kaldt "den første konge", "den første hyrde", "den første gartner", "den første astrolog", "den første alkymist" og "den første arkitekt" (bygmester).
_________________________________
|