Sjælen − det højere selv

På et tidspunkt i en af det højere udviklede menneskes inkarnationer, begynder en magtfuld og vís kraft langsomt og ofte smertefuldt at gøre sig gældende i menneskets liv. Denne indre kraft er intet mindre end menneskets højere selv – sjælen − som nu liv efter liv begynder at præge og tage kontrol med tilværelsen på alle niveauer.

Måske er det vigtigt endnu engang at gøre det helt klart, hvad der forstås ved det højere selv eller sjælen. Ifølge den esoteriske psykologi har det fysisk inkarnerede menneske med dets tanker, følelser, handlinger og hele livsmønster, en indre livs- eller bevidsthedskerne, som gennem millioner af år udvikler sig ved − med passende mellemrum − at sende en del af sig selv i fysisk inkarnation. Det er denne indre livskerne, der kaldes det højere selv eller sjælen. I modsætning til det fysiske, astrale og mentale aspekt, som strålemæssigt kan skifte ved hver inkarnation, så er sjælen det relativt evige aspekt, der i sit evige hukommelsescenter registrerer og opbevarer alle de informationer og erfaringer, der høstes gennem den lange række af fysiske inkarnationer. Det medfører også, at sjælen har overblik over alle inkarnationerne. Den kender fortiden, og den kan med sikkerhed – i samråd med de karmiske rådgivere − placere sin personlighed i den mest optimale tankemæssige, følelsesmæssige og fysiske situation i inkarnationerne.

I den esoteriske lære siges det, at i de første to tredjedele af evolutionen er det de fysiske, astrale og mentale stråler, der dominerer menneskets mange inkarnationer. Først i inkarnationernes sidste tredjedel begynder sjælen (til at begynde med via personlighedsstrålen, som er en understråle af sjælsstrålen), at vinde kontrol, for til sidst ved 3. indvielse at smelte helt sammen med alle personlighedselementerne.

Men før det sker, udspilles en kamp mellem menneskets begær efter og binding til alt, hvad det fysiske liv frister med, og den højere sjælelige vilje, kærlighed-visdom og intelligens, som ønsker at frigøre sin personlighed fra denne binding.

Når sjælens kontrol over sin personlighed når et vist niveau, opnår mennesket en frihed, ubundethed og kærlighed, som langt overstiger, hvad man normalt forstår ved disse ord. Og til sidst − når sjælsstrålen har vundet den endelige sejr − vil tilværelsen få en skønhed og pragt, som gør sjælen til ét med alt levende og med Det Højeste Væsen. Sjælen er nu ved at nå målet for menneskets udvikling. Mennesket bliver en mester − det vil sige et menneske, der fuldt ud mestrer menneskelivet. Hele denne proces er detaljeret beskrevet i artiklen om discipelskabets vej og indvielsesvejen i denne introduktion.