Hvem er verdenstjenere?
Den Nye Verdenstjenergruppe består af mennesker, der arbejder inden for alle livets områder: Politik, naturvidenskab, erhvervsliv, religion osv. De er tænkere, filosoffer, psykologer, læger, humanitære idealister og finansfolk.
En verdenstjener kan eksempelvis være en naturvidenskabelig forsker, der ganske vist afviser teorier, der ikke kan bevises på naturvidenskabens materialistiske præmisser, men som alligevel dedikerer al sin videnskabelige forskning til tjeneste for menneskeheden. Det kan også være mennesker, der befinder sig på et højt niveau i finansverdenen, der betragter penge som et middel, der skal forvaltes fornuftigt til gavn for helheden, selvom de ikke har kendskab til pengenes mystiske eller esoteriske betydning. Det samme gælder præster, socialarbejdere, undervisere og mange mange andre, der arbejder helhjertet for at forbedre verden inden for hver deres ansvarsområde. Lysets ånd er i disse mennesker, for de holder af deres medmennesker på en intelligent måde og med voksende næstekærlighed. Årsagen er, at de bevidst eller ubevidst er kanal for sjælens kærlighed og visdom.
Den Nye Verdenstjenergruppe består af følgende grupper:
- Indviede og disciple, der er bevidste om, at de er en del af Det Store Hvide Broderskab.
- Aspiranter og disciple under udvikling, der er knyttet til Hierarkiet, men som endnu ikke har opnået bevidsthedskontinuitet.
- Mennesker, der befinder sig på prøvestadiets vej, og som endnu ikke har tilknytning til Hierarkiet, men som er udvalgt til at tjene deres medmennesker.
- Et stigende antal mennesker, der responderer på Den Nye Verdenstjenergruppes idealisme og hensigt, og som er på vej til at slutte sig til gruppen.
|