At give afkald på efterlivet

Studerende i åndsvidenskab har i århundreder vidst, at en af mulighederne for hurtigere at gøre fremskridt består i at give afkald på livet på mentalplanet mellem to inkarnationer og i stedet vende tilbage til det fysiske liv for at fortsætte tjenestearbejdet. Udtrykket er imidlertid ikke særlig heldigt, for man har langt større chancer for at opnå en korrekt forståelse af livet på mentalplanet, hvis man betragter det som det nødvendige resultat af det fysiske liv og ikke som en belønning. I løbet af sit fysiske liv sætter et menneske gennem sine højere tanker og aspirationer noget i gang, der kan betegnes som en sum af åndelig kraft, der vil virke tilbage, når det er nået til mentalplanet. Hvis der kun er lidt af denne kraft, vil den forholdsvis hurtigt være udtømt, og livet på mentalplanet vil blive kort. Men hvis der derimod er udviklet ekstraordinært mange erfaringer, kræves der et tidsrum af tilsvarende længde for at få alt bearbejdet, og derfor bliver perioden på mentalplanet tilsvarende længere.

Efterhånden som et menneske udvikler sig i åndelig retning, vil livet på mentalplanet vare stadig længere − men man må ikke tro, at det vil forsinke menneskets fremskridt eller formindske mu­ligheden for at være til nytte. For alle andre end de højere udviklede sjæle er livet på mentalplanet en absolut nødvendighed, da det kun er under disse forhold, at aspirationer kan udvikles til evner og erfaringer omdannes til visdom. Det fremskridt, sjælen på denne måde gør, er langt større, end det ville være muligt, hvis den ved et eller andet mirakel fik lejlighed til at være i fysisk inkarnation i hele perioden. Det er indlysende, at hvis det var anderledes, ville hele denne naturlov modarbejde sig selv, for jo mere sjælen nærmer sig virkeliggørelsen af sin hensigt, jo stærkere og mere målbevidst vil dens indsats blive for at realisere hensigten, og det kan derfor ikke betragtes som fornuftigt at have denne indstilling til en lov, som man ved, er et udtryk for den mest ophøjede visdom.

Det er ikke alle og enhver, der kan undgå livet på mentalplanet. Karmaloven tillader ikke et menneske at give afkald på noget, det ikke ved noget om, medmindre det er sikkert, at en sådan afvigelse i sidste instans vil være gavnlig. Den almindelige regel er, at man ikke kan opleve mentalplanets lykke, før man har oplevet den i sit fysiske liv – det vil sige, før man har nået det punkt i sin udvikling, hvor man er i stand til at løfte sin bevidsthed til mentalplanet og vende tilbage med en klar erindring om den lyksalighed, der overgår al fysisk forstand.

Med lidt eftertanke vil man indse, at det både er retfærdigt og fornuftigt. Man kan sige, at fordi det i virkeligheden er sjælens fremskridt, det drejer sig om, ville det være nok, når den på sit eget plan forstod nødvendigheden af at give afkald på mentalplanets lykke og tvinge sin personlighed til at handle i overensstemmelse med denne beslutning − men det ville ikke være helt retfærdigt, for selvom nydelsen af mentalplanets lykke tilhører sjælen, er det kun i dens manifestation som personlighed, og det er denne personligheds liv, der fortsætter sit liv på de lavere underplaner af mentalplanet. Før man kan give afkald på alt dette, må personligheden derfor gøre sig klart, hvad det er, den giver afkald på. I denne sag må det lavere tankesind være i samklang med det højere.

Forudsætningen for en sådan erkendelse er naturligvis, at man i sit fysiske liv har opnået bevidsthed på mentalplanet, som svarer til den, man ville have efter døden. Men man må huske, at bevidstheden udvikler sig nedefra og opefter, og at det forholdsvis uudviklede flertal af menneskeheden endnu kun er effektivt bevidst i det fysiske legeme. Astrallegemet er for flertallets vedkommende stadig uformeligt og uorganiseret. I virkeligheden fungerer det blot som en kommunikationsbro mellem sjælen og dens fysiske legeme − ja såmænd bare et legeme, der kan modtage sanseindtryk − men det er endnu ikke et redskab, der er under sjælens kontrol eller er et tilfredsstillende udtryk for de fremtidige evner på dette plan.

Hos de mere udviklede mennesketyper ser man, at astrallegemet er meget mere udviklet, og at bevidstheden potentielt set i mange tilfælde er ret veludviklet – også selvom mennesket i de fleste tilfælde er temmelig selvcentret. Det er stort set kun bevidst om sine egne tanker, og bruger ikke ret meget bevidsthed på sine omgivelser. For at fremskynde den astrale udvikling er nogle få, der er begyndt at studere åndsvidenskab, blevet helt vækket på dette plan, og derfor er de i stand til at bruge deres astrale evner i fuldt omfang, og det har på mange måder været gavnligt for dem.

Det medfører ikke nødvendigvis, at disse mennesker straks − eller endog efter længere tids forløb − kan huske, hvad de foretager sig og oplever i deres astrale liv, mens de befinder sig i den fysiske verden. Som regel kan de af og til huske en smule − men der findes tilfælde, hvor der af forskellige grunde ikke trænger særlig meget erindring om livet på de højere planer igennem til den fysiske hjerne.

Enhver form for klar bevidsthed på mentalplanet indebærer selvfølgelig en endnu højere udvikling, og når det drejer sig om et menneske, der udvikler sig helt normalt og lovmæssigt, kan man ikke forvente at se tegn på denne type bevidsthed, før forbindelsen mellem det astrale og det fysiske er etableret − men under de ensidige og unaturlige forhold, der kaldes ”den moderne civilisation”, er der tilfælde, hvor der er en anselig grad af bevidsthed på mentalplanet – som desuden er fornuftigt forbundet til det astrale liv − uden at viden om det højere liv når frem til den fysiske hjerne.

Disse tilfælde er yderst sjældne − men de forekommer, og i dem ser man straks muligheden for en undtagelse fra reglen. En personlighed af denne type kunne muligvis være så højt udviklet, at den kunne få mulighed for at opleve mentalplanets ubeskrivelige lykke − og derved opnå retten til at give afkald på den − selvom erindringen om den ikke kan føres længere ned end til det astrale liv. Men fordi personligheden ifølge hypotesen ville være fuldt bevidst om det astrale liv, ville en sådan erindring fuldt ud opfylde retfærdighedens krav, selvom der aldrig ville trænge nogen erindring frem til den vågne fysiske bevidsthed. Det, man først og fremmest må huske, er, at det er personligheden, der skal overgive sig, og det er også personligheden, der skal opleve mentalplanets lykke og bringe erindringen om den med tilbage til det plan, hvor den fungerer normalt og ved fuld bevidsthed. Men det behøver ikke at være på det fysiske plan, hvis disse betingelser er opfyldt på det astrale. Et sådant tilfælde vil sandsynligvis kun forekomme blandt dem, der allerede er elever på prøve hos en af visdommens mestre.

Det menneske, der stræber efter dette, skal derfor arbejde seriøst med at blive et værdigt redskab for dem, der hjælper verden i arbejdet for større åndelighed – og kaste sig med brændende iver ud i arbejdet for andres åndelige udvikling uden hovmodigt at anse sig for allerede at være i stand til at tage imod så stor en ære, men snarere i ydmyghed håbe på, at mesteren efter et liv eller to med flittigt arbejde, måske vil oplyse, at nu er tiden inde til, at et sådant skridt er blevet en mulighed.