Slutning

Når man kaster et blik tilbage over det, der her er skrevet, er den fremherskende tanke helt naturligt en ydmyg fornemmelse af, hvor mangelfuldt ethvert forsøg på at beskrive mentalplanets ubeskrivelige liv er, og hvor håbløst det er at forklare det med fysiske ord. Men hvor sørgeligt ufuldkomment forsøget nødvendigvis må være, er det dog bedre end ikke at fortælle noget, for det kan trods alt give læseren en svag forestilling om det, der venter på den anden side af døden. Og selvom læseren ved sin indtræden i salighedens lysende rige, vil finde uendeligt meget mere, end der her er beskrevet, vil det forhåbentlig ikke blive nødvendigt at kassere nogle af de oplysninger, der her er givet.

Som mennesket i øjeblikket er indrettet, har det to principper i sig, som tilhører to planer, der ligger endnu højere end mentalplanet, for mennesket er desuden repræsenteret af buddhi på det plan, der af samme grund kaldes det buddhiske, og af atma – den guddommelige gnist på solsystemets tredje plan, der som regel kaldes det nirvaniske. Hos et gennemsnitsmenneske er disse højeste principper overhovedet ikke udviklet, og under alle omstændigheder er disse planer endnu vanskeligere at beskrive end mentalplanet. Det eneste, man kan sige, er, at på det buddhiske plan begynder alle begrænsninger at forsvinde, og menneskets bevidsthed udvider sig så voldsomt, at det erkender − ikke længere blot teoretisk, men gennem egen erfaring − at alle menneskers bevidsthed rummes af dets egen bevidsthed. Og det fornemmer, at det véd, og at det oplever i absolut fuldkommen samhørighed, hvad andre mennesker rummer, fordi alle mennesker i virkeligheden er en del af det enkelte menneske. Og mens mennesket på det nirvaniske plan går et skridt videre og forstår, at dets egen og andres bevidsthed desuden er ét i en endnu højere forstand, fordi de i realiteten er facetter af Logos’ uendeligt mere omfattende bevidsthed – den Logos, i hvem alle lever, røres og er. Når ”dugdråben synker ned i det strålende hav”, er det derfor snarere, som om det er omvendt. Det er havet, der skyller ind i dråben, der nu for første gang forstår, at den er havet – ikke en del af havet, men hele havet. Det er paradoksalt, aldeles ufatteligt og tilsyneladende umuligt, men alligevel absolut sandt.

Der er dog i det mindste én ting, man kan fatte − nemlig at den salige nirvana‑tilstand ikke − som nogle i deres uvidenhed forestiller sig − er tom intethed. Det er en tilstand med langt mere intens og formålstjenlig aktivitet. Og jo højere mennesket stiger op gennem naturens forskellige planer, jo større og mere vidtrækkende bliver dets muligheder. Uendelig visdom og uendelig kraft medfører alene ubegrænset evne til at tjene, fordi disse egenskaber styres af uendelig kærlighed.

--oo0oo--