Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

MENTALPLANET
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-MENTALPLANET-Leadbeater-Åndsvidenskab-Esoterisk-visdom

MENTALPLANET (4 af 21)


Denne e-bog beskriver næste trin efter astralplanet i efterlivet – mentalplanet – som åndsvidenskaben ofte kalder devachan - mens det øverste underplan kaldes kausalplanet.

MENTALPLANET (4 af 21)

GENERELLE KENDETEGN

 

Kendte fænomener

Hvis man skal forklare dette vanskelige emne, så en elev er forberedt, når mentalplanet på et tidspunkt for første gang ”åbner sig” – skal man måske bare springe lige ud i det, også selvom forsøget måske på forhånd er dømt til at mislykkes. Betegnelsen ”elev” benyttes bevidst, for her tænkes der navnlig på mennesker med forbindelse til en af visdommens mestre, for uden denne forbindelse er der ikke større sandsynlighed for, at man ved fuld bevidsthed kan få adgang til mentalplanet og vende tilbage til den fysiske verden med en klar erindring om det, man har set. I spiritistiske seancer har ”ånder” ingen mulighed for at komme med tomme fraser gennem et medies mund fra dette høje plan, og ingen almindelig clairvoyant vil nogensinde få adgang til denne indre region, selvom de dygtigste clairvoyante har fået adgang til planet, når de i dyb trance har været i stand til at frigøre sig fra hypnotisørens kontrol − og selv i disse tilfælde er de kun vendt tilbage til den fysiske verden med en tåget erindring om en intens, men ubeskrivelig smuk oplevelse, der som regel er stærkt farvet af deres personlige religiøse overbevisning.

Når den afdødes sjæl har trukket sig ind i sig selv efter det, der kaldes ”døden”, kan hverken sørgende venners tanker eller spiritistiske seancer få den afdøde tilbage til det fysiske plan. Først skal alle de energier og kræfter bearbejdes, der blev sat i bevægelse i løbet af den afsluttede inkarnation, før den afdøde igen er parat til at iføre sig et nyt fysisk legeme. Og selvom den afdøde kunne vende tilbage, ville beretningen om oplevelserne på de indre planer ikke give nogen korrekt forestilling om dette plan, for det er kun de mennesker, der har fuld vågen bevidsthed, der kan bevæge sig frit omkring på dette plan og opleve al den pragt og skønhed, som mentalplanet omfatter. Alt dette vil imidlertid blive grundigt forklaret under afsnittet om mentalplanets beboere.

 

En smuk beskrivelse

 

Nedenstående passage i et brev fra en respekteret esoteriker er citeret efter hukommelsen. Det har ikke været muligt at opspore, hvorfra citatet stammer − men i Catena of Buddhist Scriptures (Kæde af buddhistiske Skrifter) af Samuel Beal findes der et afsnit, der ser ud til at være en anden og betydeligt udvidet version af det.

”Herren Buddha siger: I mange tusinde myriader af verdenssystemer hinsides dette findes der et salighedens rige, der kaldes Sukhavati.[1] Dette rige er omgivet af syv rækværker, syv rækker af vældige forhæng og syv rækker af træer, der bevæger sig i vinden. Denne hellige bolig for arhat’er[2] styres af tathagataerne[3] og ejes af bodhisattvaerne[4]. Den har syv søer med krystalklart vand, og hver af søerne har sin egen specielle egenskab. Dette rige – kære Sariputra[5] – er Devachan. Dets guddommelige udumbara-træ[6] sender en rod ned i hver jordklodes skygge og blomstrer for alle, som kan nå det. De – der bliver født i dette salige rige – som er gået over den gyldne bro og er nået frem til de syv gyldne bjerge, er i sandhed lyksalige, for dem findes der ikke mere nogen sorg eller smerte.”

Selvom informationerne er skjult i Østens blomstrende billedsprog, er det nemt at genkende nogle af de vigtigste indtryk, for de har også været de mest iøjnefaldende i de nutidige undersøgelser. De ”syv gyldne bjerge” kan ikke være andet end mentalplanets syv underplaner, der er adskilt fra hinanden med grænser, der er imaginære, men alligevel lige så virkelige og effektive, som syv rækværker, syv rækker af vældige forhæng og syv rækker af træer, der bevæger sig i vinden” på det fysiske plan. De syv søer med krystalklart vand, der hver har sine specielle egenskaber, symboliserer de forskellige kræfter og bevidsthedstilstande, som hører til hvert underplan. Men der er én egenskab, som de alle har til fælles − beboerne på disse underplaner opnår den højeste grad af salighed, som de er i stand til at opfatte. Og dette riges udumbara‑træ ”sender en rod ned i hver jordklodes skygge”. Fra hvert underplan træder mennesket ind i den tilsvarende Himmel og lyksalighed, der ikke kan udtrykkes med ord. Den er som en blomst, der åbner sig for alle, der har levet et liv, der gør dem fortjent til det. De er nemlig ”gået over den gyldne bro”, som fører over den flod, der skiller dette rige fra begærets verden − astralplanet. For dem er kampen mellem det højere og det lavere forbi. Derfor er der hverken sorg eller smerte under opholdet i denne region. Det sker først, når de igen skal i inkarnation, og derfor må forlade mentalplanet i en relativ kort periode.

 

Mentalplanets åndelige vitalitet

 

Denne intense lykke er den første grundlæggende ide, der skal danne baggrunden for alle forestillinger om livet på mentalplanet. Der er ikke alene tale om en verden, hvor alt ondt og al sorg og smerte ikke kan forekomme på grund af planets natur, og hvor alle levende væsener er lykkelige. Det er desuden en verden, hvor enhver nyder den højeste form for åndelige lykke, som et menneske er i stand til at opfatte – og denne verden er kun begrænset af den pågældendes egen natur.

Her begynder man for alvor at fatte lidt af Den Store Livskildes centrale natur, og man får et svagt glimt af, hvad Logos betyder − og hvad der er hensigten med menneskeheden. Når denne overvældende virkelighed erkendes, oplever man, at med denne viden om virkeligheden, kan man umuligt se livet på samme måde som før. Man kan kun undre sig over, hvor håbløst utilstrækkelige det materialistiske menneskes opfattelser af lykke er. Man kan faktisk ikke undgå at se, hvor tåbelige og utopiske de fleste af forestillingerne er, og at man stort set har vendt det, man dybest set ønsker, på hovedet. På mentalplanet er der virkelig en ægthed og skønhed, der langt overgår selv de mest poetiske drømme. Og i lyset af denne enestående pragt bliver alle andre glæder matte, ubetydelige, uvirkelige og utilfredsstillende.

I det følgende skal der gøres forsøg at forklare nogle detaljer fra denne ubeskrivelige virkelighed. I første række drejer det sig om at tydeliggøre, at denne fantastiske tilstand ikke blot er et behageligt fravær af al ondskab og alle lidelser. Det gælder også den permanente oplevelse af ekstatisk lykke og glæde, som er det første og største, der gennemstrømmer det menneske, der træder ind på mentalplanet − og denne oplevelse forlader aldrig dette menneske, så længe det befinder sig på mentalplanet. Uanset hvad det foretager sig, og uanset hvilke endnu større muligheder for udfoldelse af åndelig lykke, der åbner sig for dette menneske, efterhånden som det lærer mulighederne i denne nye verden at kende, er det altid opfyldt af denne specifikke, og helt ubeskrivelige oplevelse af ekstatisk glæde over livet i denne indre verden − samt af begejstring over synet af andres overstrømmende glæde. Der findes intet, der ligner denne tilstand i den fysiske verden − og intet, der kan give blot en fornemmelse af det. Hvis man kunne forestille sig et lykkeligt barns bevægende livsglæde ekspanderet til det modne menneskes åndelige oplevelsesniveau og derefter forstærket flere tusinde gange, kunne man muligvis få en svag forestilling om denne ophøjede tilstand − men selv denne sammenligning kommer til kort, når det drejer sig om at beskrive det ubeskrivelige – mentalplanets enorme åndelige vitalitet.

Denne intense vitalitet er blandt andet et udtryk for, at det mentale stofs partikler og atomer vibrerer med voldsom hastighed. Rent teoretisk ved enhver, at selv på det fysiske plan findes der ingen stofpartikel, som nogensinde er i ro, selvom partiklen udgør en del af en af de tætteste af alle faste former. Når menneskets astrale syn engang åbnes, er dette forhold ikke længere kun en videnskabelig teori, men en selvfølgelig kendsgerning. Og det medfører, at mennesket vil fatte livets allestedsnærværelse på en måde og i et omfang, der før har været helt utænkeligt. Den mentale horisont udvides, og mennesket begynder oven i købet at opfange glimt af de muligheder, naturen rummer. Mennesker, der endnu ikke har udviklet clairvoyance, vil betragte disse muligheder som fantasifulde drømme.

Hvis det er resultatet af at have astralt syn, kan man måske forestille sig det indtryk, det gør på et menneske, når det – efter at have forladt det fysiske plan og intensivt udforsket astralplanets mere intense liv og de langt hurtigere vibrationer på dette plan – opdager, at det er ved at udvikle en ny metafysisk sans, som lukker op til en anden og endnu højere verden. Det er en verden med et vibrationsniveau, der er lige så meget hurtigere end det fysiske plans, som lysets vibrationer er hurtigere end lydens. Det er en verden, hvor det allestedsnærværende liv, der uafbrudt pulserer i og omkring mennesket, kommer til udtryk med en styrke, der ligger langt langt over alt, hvad man tidligere har set og oplevet.

 

En ny erkendelsesmetode

 

Den evne, der har gjort det muligt for den esoteriske forsker at opfatte alt dette, er ikke det eneste af mentalplanets fænomener. Forskeren ser og føler ikke længere med de almindelige sanser. Denne evne gør det muligt straks at fokusere bevidstheden på det af mentalplanets underplaner, som man befinder sig på. Man opdager, at det at tænke på noget, er det samme som at gøre det til virkelighed. Der er aldrig nogen tvivl, tøven eller betænkelighed i forbindelse med anvendelse af denne højere sans. Hvis man tænker på et sted, så er man der. Og tænker man på en ven, så befinder vennen sig omgående foran en. Der kan ikke længere opstå misforståelser, for alle vennens tanker og følelser er som en åben bog.

Hvis forskeren er så heldig, at der blandt vennerne findes én med en højere­ sans, er deres kontakt helt uden sammenligning med samvær i det fysiske liv. Afstand og adskillelse eksisterer simpelthen ikke. Utilstrækkelige ord skjuler ikke holdninger eller hensigter hverken helt eller delvis. Spørgsmål og svar er unødvendige, for tankebillederne aflæses i samme øjeblik, de formes, og ideerne udveksles lige så hurtigt, som de opstår.

Al den viden, man søger, står til rådighed – bortset fra den viden, der rækker ud over mentalplanet. Fortiden ligger lige så åben som nutiden. Naturens hukommelse − de evigtvarende optegnelser − står til disposition, og fortidens såvel som nutidens historie afspilles som en film for øjnene af én, når og hvis man ønsker det. Man er ikke længere prisgivet historikerne, der kan være mangelfuldt informeret og mere eller mindre partiske i deres historieskrivning. Man kan udforske alt det, man er interesseret i, og være absolut sikker på, at det, man erfarer, er sandheden. Hvis man er i stand til at gå ind på mentalplanets højere underplaner, bliver den lange række af tidligere liv vist som en film, og man ser de karmiske årsager, der har medført, at man er den, man er i dag. Man ser også den karma, der venter på at blive udlignet, før ”hele regnskabet er betalt”. Og man ser med usvigelig sikkerhed det helt nøjagtige punkt, man er nået til i sin udvikling.

Hvis man spørger, om man også kan se fremtiden lige så klart som fortiden, er svaret nej, for det er en evne, der hører til et endnu højere plan. Og selvom det på mentalplanet i et vist omfang er muligt at forudse det, der er på vej, er denne forudviden ufuldstændig. Årsagen er, at hvor som helst det udviklede menneske griber ind i karmaloven, kan det med sin stærke vilje tilføre nye faktorer og derved ændre planen for næste inkarnation. Når det drejer sig om et gennemsnitsmenneske, der stort set ikke har udviklet en selvstændig vilje, kan man ofte klart forudsige vedkommendes livsløb, som i det store hele simpelthen er udtryk for årsag og virkning (karma) − men når det udviklede menneskes sjæl tager sin fremtid i egne hænder, bliver det umuligt at forudsige fremtidige hændelser med nøjagtighed.

 

Omgivelser

 

Det første indtryk man får, når man med fuld bevidsthed træder ind på mentalplanet, er sandsynligvis en fornemmelse af intens lyksalighed, ubeskrivelig vitalitet, enormt forøget kraft og fuldkommen selvtillid, som er resultatet af alt dette. Og hvad ser man så, når man bruger den nye sans til udforskning af omgivelserne? Man befinder sig midt i et univers af konstant skiftende lys, farve og lyd, som man aldrig har forestillet sig i sine vildeste drømme. Det er virkelig sandt, at ”hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad intet menneske har kunnet forestille sig”[7] – det finder man her på mentalplanet. Og den, der én gang har oplevet planets storhed ved fuld bevidsthed, vil uundgåeligt se verden med helt andre øjne. Denne oplevelse er totalt anderledes end alt, hvad man kender fra det fysiske plan, og derfor får man en underlig fornemmelse af hjælpeløshed og føler sig helt ude af stand til ikke blot at give en tilfredsstillende beskrivelse af oplevelsen, men til i det hele taget at give dem, der ikke selv har haft den, en forestilling om den.

Hvordan får man et menneske til at forestille sig, at det med den omtalte fornemmelse af intens lykke og enormt forøget kraft flyder omkring i et hav af levende lys? Det er omgivet af enhver tænkelig form for skønhed i farver og former, som ændrer sig med hver tankebølge. I virkeligheden er det kun dette menneskes tanker, der kommer til udtryk i mentalplanets stof og elementalessens – noget der i øvrigt hurtigt går op for dette menneske. Stoffet har nemlig nøjagtig den samme tæthedsgrad som den pågældendes mentallegeme. Når den vibration, der kaldes en tanke, opstår i mentallegemet, beliver den omgående det omgivende mentale stof og skaber tilsvarende vibrationer i omgivelserne samtidig med, at tanken med fuldstændig nøjagtighed afspejler sig i elementalessensen. Den konkrete tanke antager helt naturligt form efter det, den beskæftiger sig med, mens abstrakte ideer som regel bliver symboliseret ved alverdens fuldkomne og meget smukke geometriske former. I denne forbindelse skal man imidlertid huske, at mange tanker, der på det fysiske ikke er stort andet end rene abstraktioner, bliver konkrete på mentalplanet.

Man vil derfor forstå, at enhver, som i denne højere verden for en tid ønsker at beskæftige sig med uforstyrret tænkning og abstrahere fra sine omgivelser, faktisk kan leve i sin egen verden uden risiko for at blive forstyrret − og endda med den fordel at se alle sine ideer og deres konsekvenser fuldt udarbejdet passere forbi i en slags panorama. Hvis man derimod gerne vil udforske det plan, man befinder sig på, bliver man nødt til midlertidigt at indstille sin tænkning, sådan at de former, som tænkeevnen skaber, ikke skal influere på det meget letpåvirkelige stof, man er omgivet af, og dermed fuldstændigt ændre forholdene.

Man må ikke forveksle denne ”stillen tankevirksomheden i bero” med den tanketomhed, som man forsøger at opnå med hatha yoga‑øvelser, for i dette tilfælde er tænkeprocesserne dæmpet til passivitet, og det forhindrer, at ydre påvirkninger forstyrrer. Dette er en tilstand, der minder meget om den, som spiritistiske medier befinder sig i. I det første tilfælde er tankesindet specielt fokuseret og positivt, men har blot i øjeblikket indstillet sin funktion for at undgå, at noget personligt griber forstyrrende ind i iagttagelserne.

Hvis det lykkes at komme i denne tilstand, opdager man, at selvom man ikke længere selv er midtpunkt for dette væld af lys, farve, form og lyd (som er umuligt at beskrive), der strømmer ud, så eksisterer man stadig, for harmonien og stråleglansen er faktisk smukkere og mere storslået end før. Når man ser sig om for at finde forklaringen på fænomenet, indser man, at denne storhed ikke er en intetsigende eller tilfældig pragtudfoldelse. Det er en form for ”devachansk nordlys”, og det har en hensigt − en mening, man selv forstår. Det går op for iagttageren, at det, der betragtes med så stor begejstring, simpelthen er devaernes farvesprog, som er et udtryk for tankeudveksling og kommunikation mellem væsener, der står på et langt højere udviklingstrin end iagttageren. Ved hjælp af eksperimenter og øvelse opdager man, at man selv kan bruge denne nye udtryksmåde. Denne opdagelse afslører en anden del af menneskets arv i dette indre rige – evnen til at kommunikere med og lære af mentalplanets højerestående ikke‑menneskelige beboere, som senere omtales mere detaljeret.

Det er nu nemt at forstå, hvorfor det ikke er muligt − som det var tilfældet med astralplanet[8] − at bruge en del af denne afhandling til at beskrive sceneriet på mentalplanet. Mentalplanet har i virkeligheden ikke noget sceneri − bortset fra det, som hver enkelt af dets beboere selv vælger at skabe ved hjælp af sine tanker. Det er uhyre vanskeligt at beskrive forholdene på dette høje plan med ord, og derfor er det mere i overensstemmelse med virkeligheden at sige, at sceneriet er af enhver tænkelig art. Det er ikke muligt at forestille sig noget tilsvarende smukt i forbindelse med jorden, himlen eller havet, som ikke findes her i et omfang og med en intensitet, som overgår alt. Af al denne levende og strålende virkelighed ser hvert enkelt menneske kun det, som det selv har kvalificeret sig til, og som dets fysiske og astrale liv gør det muligt at reagere på.

 

De store bølger

 

Hvis ”den besøgende” på mentalplanet ønsker at udforske planet endnu grundigere for at finde ud af, hvordan det ville se ud, hvis man var helt uforstyrret af beboernes tanker eller indbyrdes kommunikation, kan det lade sig gøre ved at skabe en stor skal omkring sig, som disse indflydelser ikke kan trænge igennem. Herefter kan man undersøge forholdene inde i skallen, mens man − ligesom før − holder sit eget tankesind i fuldstændig ro.

Hvis man udfører sit eksperiment tilstrækkeligt omhyggeligt, vil man opdage, at lyshavet er blevet homogent. Det indebærer imidlertid ikke, at det forholder sig i ro, for partiklerne fortsætter deres intense og hurtige vibrationer. Men de fantastiske farveglimt og de konstante ændringer af former er ophørt, og derfor kan man opfatte en helt anden og helt anderledes række af regelmæssige pulsbølger, der hidtil har været skjult bag de andre kunstige fænomener. Disse bølger findes åbenbart overalt, og intet menneske ville være i stand til at standse eller afbøje dem. De skaber ingen farveændringer og antager ikke form, men strømmer med uforanderlig regelmæssighed gennem hele planets stof som udåndingen og indåndingen i et gigantisk og ukendt åndedræt.

Der er flere grupper af disse bølger, som klart adskiller sig fra hinanden både på grund af deres masse og vibrationshastighed samt ved tonen i den harmoni, de skaber. Der er dog én mægtig bølge, som er mere storslået end de andre. Den ser ud til at være selve hjerteslaget i systemet. Som en gigantisk tidevandsbølge strømmer den ud fra ukendte centre fra et højere plan og lader sit liv gennemstrømme den lavere verden for derefter at trække sig tilbage til sit udgangspunkt. Den kommer i én lang, bølgende kurve og lyder som en form for brusen.

Hvis ”den besøgende” har opnået en vis grad af åndelig udvikling, er det muligt at identificere sig med denne bølge – at lade sin ånd strømme ind i den så at sige − og lade sig bære sig opad mod strømmens kilde. Det er muligt – men det er uklogt – medmindre mesteren står ved siden af. Mesteren vil trække sin elev ud af dette vældige favntag i rette øjeblik, for ellers ville bølgen med sin uimodståelige kraft føre eleven fremad og opad til endnu højere planer. Sjælen vil imidlertid ikke kunne holde til det, og mennesket vil miste bevidstheden uden at have nogen sikkerhed for, når, hvor og hvordan den genvindes. Den ultimative hensigt med menneskets evolution er ganske vist at opnå forening med det højeste − men det skal nå dette mål med fuldkommen klar bevidsthed og ikke ved at lade sig absorbere og glide ind i en tanketom tilstand af bevidstløshed, der nærmest er ensbetydende med tilintetgørelse.

 

Mentalplanet og kausalplanet

 

Alt, hvad der her er gjort forsøg på at forklare, gælder for de fire lavere underplaner af mentalplanet, for på samme måde som den astrale og den fysiske verden, har det mentale naturrige syv underplaner. De fire laveste underplaner af mentalplanet omtales i den åndsvidenskabelige litteratur som rupa‑ eller formplanerne[9], og de udgør det lavere mentalplan, hvor gennemsnitsmennesket opholder sig i den lange periode mellem inkarnationerne. De tre øverste eller højeste underplaner kaldes kausalplanet. Det er det område, hvor den reinkarnerende sjæl opholder sig imellem inkarnationerne. Man bruger disse sanskritudtryk, fordi enhver tanke på rupa‑underplanerne iklæder sig en bestemt form, mens den på arupa-underplanerne kommer til udtryk på en helt anden måde – noget, der senere forklares. Forskellen på disse to afdelinger af mentalplanet – rupa‑ og arupa-planerne – er så markant, at det er nødvendigt for mennesket at bruge to forskellige bevidsthedslegemer på de to planer.

Det legeme, der gør det muligt at fungere på det lavere mentalplan, er mentallegemet, mens det på det højere mentalplan er kausallegemet. Kausallegemet er den reinkarnerende sjæls legeme. Det er det legeme, som sjælen beliver, i hele den lange individuelle evolutionsperiode, hvor det lever det ene fysiske liv efter det andet. En anden stor forskel består i, at der på mentalplanets fire lavere underplaner stadig kan forekomme en vis grad af illusion – dog ikke for den, der opholder sig der eller besøger underplanerne ved fuld bevidsthed under det fysiske liv, men for det uudviklede menneske, som kommer til planet efter den proces, der kaldes døden. De uselviske tanker og aspirationer, som mennesket har haft under sit liv i den fysiske verden, flokkes omkring det og danner en slags skal – en subjektiv verden, der er menneskets helt egen, og som det lever i i sin tilværelse på mentalplanet, idet det kun meget uklart eller slet ikke opfatter hele planets virkelige herlighed, som ligger udenfor denne skal. Som regel tror dette menneske, at det, det ser, er alt, hvad der er at se på planet.

Det er imidlertid ikke rigtigt at opfatte denne skal eller sky af tanker som en begrænsning. Den har til formål at sætte mennesket i stand til at reagere på bestemte vibrationer – og udelukke de øvrige. I virkeligheden er de tanker, som mennesket er omgivet af, identiske med de evner, der skal udvikles for at få del i mentalplanets rigdom. Selve mentalplanet er en afspejling af den guddommelige tanke – et uudtømmeligt skatkammer − og mennesket, der befinder sig på mentalplanet, kan hente lige netop så meget, som dets egne tanker og aspirationer under det fysiske og astrale liv gør det muligt at tilegne sig.

Men på kausalplanet findes denne begrænsning ikke længere. Alligevel er der mange sjæle, som kun uklart og drømmeagtigt er bevidste på dette plan. Men det, de ser – uanset om det er lidt eller meget − opfatter de rigtigt, for tanken er ikke begrænset og antager derfor ikke længere de samme begrænsede former som på de lavere underplaner.

 

Tankens funktion

 

Menneskets mentale udviklingsniveau på de forskellige underplaner vil blive mere udførligt behandlet i senere afsnit, men en forståelse af tankens funktion på de lavere og de højere planer er en nødvendig forudsætning for en rigtig forståelse af disse underplaner. Derfor vil det være hensigtsmæssigt at give en detaljeret forklaring på nogle af de eksperimenter, som er udført af de åndsvidenskabelige forskere.

På et tidligt tidspunkt af disse undersøgelser stod det klart, at der på mentalplanet – ligesom på astralplanet – eksisterer en elementalessens, der er adskilt fra planets øvrige stof. Elementalessensen reagerer endnu hurtigere på tanken på dette plan, end det er tilfældet på de lavere planer. På mentalplanet er alt tankesubstans, og derfor bliver ikke kun elementalessensen, men også selve planets stof direkte påvirket af tankens funktion. Derfor er det nødvendigt at skelne mellem disse to virkninger.

Efter forskellige eksperimenter, der ikke førte til noget afgørende resultat, benyttede man sig af en metode, der gav en ret klar forestilling om de forskellige resultater, der allerede var opnået. Man lod en af forskerne blive på det laveste underplan for at udsende tankeformer, mens de andre gik ind på næste underplan for ovenfra at iagttage, hvad der skete − og for at undgå misforståelser. Forsøget gik ud på at sende en kærlig og hjælpende tanke til en person i et fjerntliggende land.

Resultatet var bemærkelsesværdigt. Fra forskeren udgik der i alle retninger en slags vibrerende skal, der var dannet af underplanets stof, og som svarer nøjagtigt til de ringe, der breder sig i stillestående vand fra det punkt, hvor en sten rammer vandet – dog med den forskel, at der i dette tilfælde blev dannet en vibrationskreds, der bevægede sig ud i mange dimensioner, og som ikke var begrænset til en vandret overflade. Vibrationerne blev svagere og svagere, jo længere de fjernede sig fra udgangspunktet, men det skete langt mere gradvis, end det er tilfældet på det fysiske plan. Når de endelig nåede ud til meget store afstande, mistede de deres kraft for til sidst at blive så svage, at de ikke længere kunne opfattes.

Ethvert menneske, der befinder sig på mentalplanet, er på denne måde et center for tanker, der stråler ud fra det. Og ligesom med lysstråler på det fysiske plan går disse stråler ud i alle retninger uden at krydse hinanden. Den vibrationskreds, der konstant udvidede sig, var mangefarvet og opaliserende, men efterhånden som den blev større, blegnede farverne mere og mere.

Virkningen på elementalessensen var imidlertid fuldstændig anderledes. I tanken dannede der sig øjeblikkeligt en klar og tydelig form, som lignede den menneskelige, men som kun havde én farve, men denne farve bestod af mange af farvens nuancer. Formen flyttede sig straks over på den anden side af Jorden til den forsøgsperson, som ønskerne var rettet imod. Der iklædte den sig elementalessens fra astralplanet og ventede nu kun på en passende lejlighed til at lade de positive indflydelser strømme ind i personens aura. Ved at iklæde sig den astrale form mistede den mentale enhed en stor del af sin udstråling, selvom man stadig kunne se dens glødende rosenrøde farve inde i den skal af lavere stof, som den var trådt ind i. Ligesom den oprindelige tanke havde besjælet elementalessensen på sit eget plan, havde den samme tanke med sin form af en mental elemental – besjælet den astrale elemental og således nøjagtigt fulgt det samme mønster, som selve ånden − når den under sin nedstigning gennem stoffets forskellige planer og underplaner − iklæder sig det ene legeme efter det andet.

Gennem andre eksperimenter af lignende art opdagede man, at den projicerede elementals farve varierede med tankens karakter. Som nævnt havde en stærk og kærlig tanke skabt en belivet form af en glødende rosenrød farve. Et inderligt ønske om at helbrede en syg ven, skabte en meget smuk sølvhvid elemental, og et oprigtigt forsøg på at berolige og styrke et deprimeret og ulykkeligt menneske resulterede i et strålende gyldengult sendebud.

Man vil se, at der i alle disse tilfælde − udover udstrålingen af farver og vibrationer i planets stof − også blev udsendt en bestemt kraft i skikkelse af en elemental i retning af den person, som tanken var rettet imod. Og det var altid tilfældet − bortset fra en enkelt bemærkelsesværdig undtagelse. Mens en af forskerne befandt sig på den lavere del af planet, sendte han en tanke af dyb kærlighed og hengivenhed mod den mester, der er hans åndelige lærer. Iagttagerne på den højere del af planet lagde straks mærke til, at resultatet på en måde var det omvendte af det, man havde set i de foregående tilfælde.

Årsagen er, at en elev af en mester altid er forbundet med mesteren gennem en uafbrudt strøm af tanker og påvirkninger, der på mentalplanet kommer til udtryk som en kraftig stråle eller strøm af blændende lys i violet, gyldent og blåt. Man havde måske forventet, at elevens oprigtige og kærlige tanke ville sende en speciel vibration til mesteren via denne stråle. I stedet blev resultatet en pludselig intensivering af farverne i disse lysstråler, der strømmede mod eleven som en meget klar og tydelig strøm af åndelig indflydelse. Konklusionen er derfor, at når en elev retter tanken mod sin mester, levendegøres forbindelsen til mesteren, og vejen banes for en ny udstrømning af styrke og hjælp fra højere planer. Det ser ud som om mesteren er så stærkt ladet med indflydelser, der støtter og styrker, at enhver tanke fra eleven til mesteren ikke har nogen effekt på mesteren, sådan som det sædvanligvis vil være tilfældet, men at den yderligere forstærker forbindelsen til eleven, så der skabes en kanal i retning af eleven, som mesterens energier kan strømme igennem.

På arupa‑planerne er forskellen med hensyn til tankens virkning mere markant – især for elementalessensens vedkommende. Den bevægelse, der opstår i selve planets stof, er af lignende art som på rupa‑planerne, selvom den er stærkt intensiveret i denne langt finere form af stoffet. Men i virkeligheden bliver der ikke dannet nogen form, og hele processen er anderledes. I alle eksperimenter på lavere planer så man, hvordan elementalen kredsede om den person, som tanken var rettet imod, mens den ventede på en passende lejlighed til at lade sin energi strømme ind i den pågældendes mentale, astrale eller endog fysiske legeme. Men her var resultatet en slags lynglimt i essensen fra den tænkendes kausallegeme direkte til det kausallegeme, der tilhørte den, der blev tænkt på. Mens tanken på de lavere underplaner altid kun er rettet mod personligheden, er det altså her sjælen − det virkelige menneske − der påvirkes, og hvis budskabet har noget med personligheden at gøre, vil det kun nå sjælen ovenfra igennem kausallegemet.

 

Tankeformer

 

De tanker, man ser på dette plan, er naturligvis ikke allesammen bevidst rettet mod en eller anden person. Mange tanker bliver simpelthen skabt for derefter at drive tilfældigt omkring − og fordi de praktisk talt skaber en uendelig mangfoldighed af former og farver, er studiet af dem i sig selv en fascinerende videnskab. En blot nogenlunde detaljeret beskrivelse alene af tankeformernes hovedgrupper ville fylde flere sider, end der her er til rådighed − men man kan få en forestilling om de principper, der ligger til grund for en sådan inddeling ved at læse nedenstående uddrag af en afhandling, skrevet af Annie Besant.

Annie Besant nævner de tre primære principper, der ligger til grund for dannelsen af de tankeformer, der skabes i kraft af tænkeevnens funktion:

  1. Tankens kvalitet, der bestemmer farven.
  2. Tankens natur, der bestemmer formen.
  3. Tankens intensitet, der bestemmer klarheden af formens omrids.

Annie Besant giver eksempler på de forhold, der påvirker tankeformernes farve, og hun forklarer:

”Hvis astral- og mentallegemet reagerer på indflydelse fra religiøse følelser, vil auraen være badet i blåt. Farvens intensitet afhænger af, hvor dyb følelsen er. Under en gudstjeneste kan man nogle gange se disse tankeformer. I de fleste tilfælde er omridsene ret uklare. De ses faktisk kun som bølgende masser af blå skyer. Ofte er farven mat. Den har mistet sin klarhed ved at blive blandet med brunlige nuancer, der skyldes egoistiske følelser. En ægte religiøs tankeform – skabt af et uselvisk menneske – har derimod en meget smuk farve, der minder om en dybblå sommerhimmel. I disse blå skyer ser man ofte gyldne stjerner, der stiger opad som en regn af gnister.”

”Vrede viser sig som røde nuancer i alle afskygninger − fra murstensrødt til strålende højrødt. Hensynsløs vrede viser sig som uhyggelige mørkerøde glimt fra mørkebrune skyer, mens berettiget harme kommer til udtryk som en intens højrød farve, der absolut ikke er grim, men den giver en ubehagelig gysende fornemmelse.”

”Kærlighed og hengivenhed udsender rosenrøde skyer, hvis nuancer varierer fra mat blodrødt, hvis kærligheden er af animal natur, rosenrødt blandet med brunt hvis den er egoistisk, eller mat grønt hvis der er tale om jalousi. Efterhånden som kærligheden renses for alle egoistiske elementer og strømmer ud i stadig videre kredse som gavmild, upersonlig medfølelse med alle, der er i nød, ser man de smukkeste nuancer af sart rosa.”

”Intellektet skaber gule tankeformer. Den rene fornuft, der er rettet mod åndelige mål, viser sig som en meget sart og smuk gul farve. Men hvis den bruges til mere egoistiske formål eller er blandet med ambition, viser den sig som klare og stærke nuancer af orange”.[10]

Man skal selvfølgelig huske, at de tankeformer, der er beskrevet i dette citat, både er astrale og mentale, og derfor er der behov for stof fra alle mentalplanets underplaner. Der er givet eksempler på blomster- og muslingelignende former, som nogle af menneskets mere ophøjede tanker antager.

”En tankeform kan tage skikkelse af sin skaber. Hvis et menneske har et meget stærkt ønske om at befinde sig på et bestemt sted – eller at besøge en bestemt person og blive set – kan en sådan tankeform tage dette menneskes skikkelse, og en clairvoyant, der opholder sig på det pågældende sted, vil se noget, som med stor sandsynlighed kan forveksles med vennens astrallegeme. Denne type tankeform kan fungere som overbringer af et budskab, og den vil i dette tilfælde skabe vibrationer af samme art som sine egne i det menneskes astrallegeme, den er sendt til, og astrallegemet vil sende dem videre til hjernen, hvor de omsættes til en tanke eller en sætning. Denne type tankeform kan også overføre de vibrationer, som den selv har modtaget fra sin skaber, på grund af den magnetiske forbindelse imellem dem”.[11]

 

Underplanerne

 

Hvis man ønsker at vide noget om forskellen mellem de mentale underplaners stoftyper, er det ikke nemt at svare med andet end meget generelle ord, for der er allerede brugt mange forskellige adjektiver, da der blev gjort et forsøg på at beskrive det laveste underplan, og derfor er der ikke nogen tilbage, når de øvrige nu skal beskrives. Hvad kan man egentlig sige, ud over at stoffet bliver finere, harmonierne mere klangfulde og lyset mere levende og gennemsigtigt, efterhånden som man stiger op igennem dem? Der er flere overtoner i lyden og finere nuanceringer af farverne, jo dybere man kommer ind, og der findes flere og flere farvetoner, som er ukendte for det fysiske syn. Man har poetisk − men korrekt – forklaret, at lyset på et lavere plan er mørkere end på det plan, der ligger lige over. Denne ide bliver måske nemmere at forstå, hvis man i tanken begynder ovenfra i stedet for nedefra og forsøger at gøre sig klart, at på det højeste underplan vil man se stoffet besjælet og levendegjort af en energi, der ligesom lyset strømmer ned fra et plan, der ligger langt over det mentale. Når man herefter går ind på det andet underplan, ser man, at stoffet på det første underplan er blevet til energien på det andet − eller for at udtrykke det mere nøjagtigt − at den oprindelige energi, som er iklædt et hylster af stof fra det første underplan, stadig er den energi, der besjæler stoffet på det andet underplan.

På det tredje underplan vil man ligeledes se, at den oprindelige energi nu er blevet tilsløret to gange ved at iklæde sig stoffet fra det første og det andet underplan, som den er passeret igennem. Når man er kommet ind på det syvende underplan, er den oprindelige energi blevet tilsløret seks gange og derfor i tilsvarende grad blevet svagere og mindre aktiv. Denne proces svarer nøjagtigt til tilsløringen af atma – den primære ånd – under dens nedstigning i skikkelse af monadisk essens for at belive stoffet på de forskellige planer. Fordi det er en proces, der også finder sted i naturen, vil det spare den studerende for meget besvær, hvis man forsøger på at forstå denne ide.

 

Fortidens optegnelser

 

I denne beskrivelse af mentalplanet, er det vigtigt at huske at nævne årsagen til det, der udgør fortidens optegnelser – naturens hukommelse, der også kaldes akashakronikken – som er den eneste sande og pålidelige verdenshistorie. Selvom disse optegnelser ikke findes direkte på mentalplanet, men kun er en afspejling af noget endnu højere, er de trods alt klare og nøjagtige i sammenligning med den usammenhængende beretning, som er alt, hvad der repræsenterer dem i den astrale verden. Det er derfor kun, når en clairvoyant kan ”se” på mentalplanet, at man kan stole på beskrivelsen af fortiden. Hvis den clairvoyante ikke er i stand til at passere fra dette plan og tilbage til det fysiske med fuld bevidsthed, kan man ikke udelukke muligheden for fejltagelser i erindringen om det, der er iagttaget.

Den studerende, der har haft succes med at udvikle de latente metafysiske evner i et sådant omfang, at det er muligt at anvende den sans, der hører til mentalplanet, mens den studerende endnu befinder sig i sit fysiske legeme, har potentielt et enormt historisk forskningsområde til sin rådighed. Det er ikke alene muligt i fred og ro at gennemgå den del af fortiden – som man har kendskab til, korrigere mange fejltagelser og misforståelser, der har sneget sig ind i de beretninger, der er overleveret – men også lade blikket glide hen over hele verdens historie fra dens allerførste begyndelse og iagttage intellektets langsomme udvikling hos mennesket, herunder Flammeherrernes ankomst til Jorden og udviklingen af de storslåede civilisationer, som de grundlagde.

Studierne er ikke begrænset til menneskeheden. Man kan som i et museum se alle de mærkelige dyre- og planteformer, der fyldte verden, da den var ung. Og man kan iagttage de geologiske forandringer og de vældige naturkatastrofer, der gang på gang har ændret Jordens udseende.

De muligheder, der åbner sig for den, der har adgang til disse optegnelser, er så omfattende, at selvom de var den eneste fordel ved mentalplanet, er de alligevel mere interessante end alt, hvad de lavere verdener kan tilbyde. Og når man tilføjer mulighederne for at erhverve sig den viden, som denne nye og vidtrækkende evne indebærer, og som også medfører direkte kontakt med devariget og visdommens mestre, frigørelse fra det fysiske livs besværligheder, oplevelsen af glæde og frem for alt den studerendes evne til at tjene sine medmennesker, begynder man at få en svag forestilling om det, man kan opnå, når man har gjort sig fortjent til ved fuld bevidsthed at studere og forstå mentalplanet.

 

 

 

_________________________________

[1] Sukhavati betyder ”det lykkelige land”, som i buddhismen er en mellemstation på vejen til nirvana. Sukhavati er identisk med Devachan eller mentalplanet.

[2] Arhat betyder “den værdige” – “den der har gjort sig fortjent”. En arhat har taget 4. indvielse.

[3] Tathagata betyder ”således er det”. Tathagata er et andet navn for Buddha – Buddha som transcendent skikkelse. Tathagata er “den, der vandrer i sine forgængeres fodspor”. Det er en titel, der gives enhver Buddha – navnlig Gautama Buddha.

[4] Bodhisattva er ”den, hvis væsen (sattwa) er blevet intelligens (bodhi)” eller ”Den hvis sande væsen er endelig erkendelse”.

[5] Sariputra (sanskrit) शारिपुत्र eller Sariputta (Pali) var en af Buddhas to ledende mandlige disciple.

[6] Udumbara (ficus glomerata) er en lotus af gigantisk størrelse, der er helliget Buddha (bodhi) eller ”den hvis sande væsen er ultimativ erkendelse”.

[7] Paulus’ Første Brev til Korinterne, 2,9

[8] Beskrives i C.W. Leadbeaters bog Astralplanet.

[9] Rupa betyder form eller legeme i modsætning til arupa, der betyder “uden form” eller “formløs”. Betegnelsen arupa benyttes om den højeste afdeling af mentalplanet (kausalplanet) og endnu højere planer.

[10] Lucifer, bd. XIX, p. 71

[11] Lucifer, bd. XIX p. 73

_________________________________

Artikel-MENTALPLANET-Leadbeater-Åndsvidenskab-Esoterisk-visdom
Download-fil: MENTALPLANET - C.W. Leadbeater


Artikel-MENTALPLANET-Leadbeater-Åndsvidenskab-Esoterisk-visdom
Læsefil med vendbare sider: MENTALPLANET