BEBOERNE

I arbejdet med at beskrive mentalplanets beboere vil det måske være bedst at inddele dem i de samme tre store grupper, som i bogen om astralplanet – menneskelige, ikke‑menneskelige og kunstige. Helt naturligt vil der være færre underafdelinger her end på astralplanet, fordi resultaterne af menneskets negative karaktersvagheder, der fyldte meget på astralplanet, ikke findes på mentalplanet.

1. Menneskelige

Ligesom det var tilfældet i omtalen af de lavere planer, vil det også her være en fordel at dele mentalplanets menneskelige beboere i to grupper – de, der stadig er knyttet til et fysisk legeme, og de, der ikke har et fysisk legeme − de levende og de døde, som man sædvanligvis, men fejlagtigt kalder dem. Der kræves kun meget lidt erfaring med disse højere planer for helt at ændre den studerendes forestilling om den forandring, der sker, når døden indtræder. I samme øjeblik bevidstheden begynder at fungere på astralplanet – og i endnu højere grad på mentalplanet – går det op for den afdøde, at det sande liv aldrig kan opleves på det fysiske plan, men at man først træder ind i det, når man forlader det fysiske liv. I øjeblikket findes der ikke brugbare og samtidig nøjagtige danske ord, der kan give udtryk for disse forhold. At betegne de menneskelige beboere som henholdsvis inkarnerede og diskarnerede vil i det store og hele være de mindst vildledende af forskellige udtryk, der kunne bruges.

Først skal de af mentalplanets beboere, der falder ind under betegnelsen ”de inkarnerede”, omtales. Det er de mennesker, der samtidig med at være knyttet til et fysisk legeme er aktive og ved fuld bevidsthed på mentalplanet. Det drejer sig enten om mestre eller deres indviede elever, for så længe en studerende ikke af sin mester har lært at gøre brug af sit mentallegeme, er det ikke muligt at bevæge sig frit, selv på de lavere underplaner. At kunne fungere bevidst på de højere planer under det fysiske liv er tegn på endnu højere udvikling, fordi det indebærer, at den pågældende er blevet forenet med sin sjæl. I det fysiske liv er dette menneske ikke længere blot en personlighed, der mere eller mindre er under sjælens indflydelse, men den pågældende er sjælen – ganske vist hæmmet og begrænset af et fysisk legeme, men dog i besiddelse af en sjæls evner og indsigt.

Disse mestre og indviede er et smukt syn for de, der kan se dem. De er strålende væsener af lys og farver, der afviser alle negative indflydelser overalt, hvor de færdes. På alle, der kommer i nærheden af dem, virker de, som solskin virker på blomsterne. De spreder en følelse af ro og lykke omkring sig, som ofte fornemmes selv af dem, som ikke kan se dem. En stor del af deres vigtigste arbejde udføres på mentalplanet – især på kausalplanet – hvor den integrerede personlighed kan påvirkes direkte. Fra dette plan lader de deres indflydelse strømme ind i tænkningens verden til gavn for åndeligt arbejde af enhver art. Her fordeles en stor del af den åndelige kraft, der frigøres gennem nirmanakayaernes[1] selvopofrelse, og her gives der også direkte undervisning til de aspiranter, der er tilstrækkeligt udviklet til at kunne tage imod den, for på mentalplanet kan det foregå på en nemmere og mere fyldestgørende måde end på astralplanet. Samtidig med alle disse aktiviteter udfører de et vigtigt arbejde i forbindelse med de mennesker, der kaldes de døde. Det forklares i et senere afsnit.

Det er positivt, at de beboere, der på en næsten pinlig måde tiltrak sig forskernes opmærksomhed på astralplanet, stort set ikke findes her. I denne verden, der er kendetegnet ved uselviskhed og åndelighed, er der naturligvis ingen plads til den sorte magiker[2] og hans elever, fordi egoisme er selve kernen i alt, hvad de mørke kræfter foretager sig, og deres studier af de esoteriske kræfter tjener udelukkende personlige formål. Hos mange af dem er intellektet ganske vist meget højt udviklet, og mentallegemets stof er derfor også usandsynligt aktivt og sensitivt på nogle områder. Men i alle tilfælde er disse aktiviteter forbundet med personlige begær og ønsker af en eller anden art, og derfor kan de kun komme til udtryk gennem den lavere del af mentallegemet, der næsten er sammenblandet med astralt stof. Den uundgåelige konsekvens af denne begrænsning er, at deres aktiviteter er begrænset til astralplanet og den fysiske verden. Et menneske, der hele livet igennem har været ond og egoistisk, kan faktisk have haft perioder, der var præget af ren abstrakt tænkning. Derfor kan dette menneske også bruge sit mentallegeme, hvis det har lært, hvordan man skal bære sig ad. Men i samme øjeblik, det personlige element kommer ind i billedet, og det stræber efter at opnå et eller andet negativt resultat, er tanken ikke længere abstrakt, og det opdager, at det igen samarbejder med det velkendte astrale stof. Man kan næsten sige, at sorte magikere kun kan fungere på mentalplanet, så længe de ikke husker, at de er sorte magikere.

Men selv når de sorte magikere ikke er opmærksom på det, ville de på mentalplanet kun være synlige for de mennesker, der fungerer bevidst på dette plan, og aldrig for dem, der efter døden opholder sig på dette plan. Disse sjæle lever fuldstændigt i deres egen tankeverden og kan derfor ikke påvirkes af noget udefra.

De, der sover, eller er i trance

Når man taler om de inkarnerede beboere på mentalplanet – dvs. de mennesker der er i fysisk inkarnation – opstår der helt naturligt det spørgsmål, om det er muligt for hverdagsmennesker eller personer med psykiske evner under søvnen at trænge igennem til dette plan? I begge tilfælde er svaret, at det er muligt − men det sker yderst sjældent. De afgørende faktorer er, at man lever et disciplineret og målrettet liv, og selvom man når frem til dette plan, vil der ikke være noget, der kan kaldes sand bevidsthed, men kun evnen til at opfatte bestemte indtryk.

Som eksempel på muligheden for at ”besøge” mentalplanet under søvnen kan nævnes et tilfælde, der forekom i forbindelse med nogle eksperimenter, som blev foretaget med drømmebevidsthed, og som er omtalt i bogen Drømme.[3] De, der har læst denne afhandling, husker måske, at man viste forskellige grupper af sovende personer et tankebillede af et tropisk landskab for at se, om forsøgspersonerne kunne huske det, når de vågnede. Til belysning af eksperimentet skal der her gives dette eksempel:

Det handler om en kvinde, der havde en moralsk karakter og betydelige, men utrænede psykiske evner, og synet af tankebilledet havde en overraskende virkning på hendes mentallegeme. Følelsen af ægte glæde var så intens, at den sovende kvindes bevidsthed blev koncentreret i mentallegemet − eller sagt med andre ord − at hun befandt sig på mentalplanet. Det betyder imidlertid ikke, at hun var bevidst på mentalplanet. Hun var simpelthen i den samme tilstand, som gennemsnitsmennesket oplever efter døden, når det driver omkring i et hav af lys og farver. Man kan sige, at hun befandt sig i en ekstatisk tilstand på grund af de tanker, der opstod, da hun så det smukke landskab − men hun betragtede det med en større indsigt og en mere fuldkommen forståelse og med den forøgede tankekraft, der er kendetegnende for mentalplanet, sådan som det er omtalt i det foregående. Den sovende befandt sig i denne tilstand i flere timer – tilsyneladende uden nogen form for tidsfornemmelse – og hun vågnede til sidst op med en følelse af dyb fred og indre glæde, som hun slet ikke kunne forklare, for hun havde ingen erindring om det, der var sket. Der er dog ingen tvivl om, at denne form for oplevelser øger sjælens åndelige udvikling, selvom oplevelsen ikke huskes i dagsbevidstheden.

Af mangel på et tilstrækkelig stort antal eksperimenter er det ikke muligt at udtale sig med al for stor sikkerhed, men det er næsten givet, at et resultat som dette kun vil være muligt at opnå, hvis det drejer sig om et menneske, der allerede er psykisk udviklet i et vist omfang.

Denne forudsætning er endnu mere nødvendig, hvis en hypnotiseret person skal have kontakt med mentalplanet via trance. Blandt almindelige clairvoyante er der sandsynligvis ikke én ud af tusinde, der nogensinde når så langt. Men ved de sjældne lejligheder, hvor det virkelig er sket, var den clairvoyantes livsførelse og motiv fuldstændig rent. Selv når alle disse betingelser er til stede, er der stadig en vanskelighed tilbage, for at den inkompetente psykisk begavede kan omsætte en vision fra et højere plan til et lavere.

Alle disse betragtninger understreger naturligvis kun det, der så ofte er pointeret, nemlig nødvendigheden af at alle med psykiske evner skal trænes omhyggeligt af en kvalificeret lærer, før man virkelig kan have tillid til deres iagttagelser og forklaringer.

De diskarnerede

Før de forhold, som diskarnerede mennesker lever under på mentalplanets forskellige underafdelinger, beskrives, er det nødvendigt at få en overordnet forestilling om forskellen mellem rupa- og arupa-planerne. På rupa-underplanerne lever mennesket helt i sin egen tankeverden, fordi det fuldstændigt identificerer sig med personligheden i det liv, der lige er forladt. På arupa-underplanerne er dette menneske simpelthen sin sjæl, som på dette niveau har udviklet tilstrækkelig bevidsthed til at have en forestilling om noget af den udvikling, den har været igennem, og af det arbejde, der skal udføres.

Man skal huske, at alle mennesker passerer igennem disse stadier i perioden mellem død og genfødsel, selvom det uudviklede flertal endnu har så lidt bevidsthed om begge typer underplaner, at det ville være mere korrekt at sige, at de drømmer sig igennem dem. Ikke desto mindre må ethvert menneske bevidst eller ubevidst kontakte mentalplanets højere underafdelinger, inden det kan reinkarnere, og efterhånden som udviklingen skrider frem, bliver denne kontakt mere og mere klar og virkelig. Mennesket bliver ikke alene mere bevidst, men den periode, det tilbringer i virkelighedens verden, bliver også længere, fordi bevidstheden langsomt, men sikkert udvikler sig op igennem systemets forskellige planer.

Det uudviklede menneske har eksempelvis kun begrænset bevidsthed på alle andre planer end det fysiske − samt på det astrale efter den fysiske død. Og det samme kan faktisk siges om mange uudviklede mennesker selv nu om dage. Et lidt højere udviklet menneske begynder at få et kortvarigt ophold på mentalplanet – naturligvis på mentalplanets lavere underplaner – men tilbringer stadigvæk langt den største del af tiden mellem inkarnationerne på astralplanet. Efterhånden som et menneske gør fremskridt, bliver det astrale liv kortere og livet på mentalplanet længere, indtil det − når det har udviklet sig tilstrækkeligt mentalt og åndeligt − passerer gennem astralplanet næsten uden forsinkelse og hurtigt ankommer til mentalplanets underplaner. På dette tidspunkt i udviklingen er sjælens bevidsthed på sit højere plan imidlertid blevet opvækket i betydelig grad, og dens liv på mentalpla­net bliver delt i to dele, idet den sidste og korteste del tilbringes på de højere underplaner i kausallegemet.

Denne proces er allerede beskrevet, og den gentager sig. Det skyldes, at livet på de lavere planer lidt efter lidt bliver kortere, mens livet på de højere planer gradvis bliver længere og mere indholdsrigt, indtil det tidspunkt kommer, hvor bevidstheden er blevet en helhed, og mennesket ikke længere er i stand til at lukke sig inde i sin egen verden. Det får øjnene op for de muligheder, livet rummer, og for første gang begynder det at leve et sandt liv. På det tidspunkt, hvor det er nået frem til dette udviklingstrin, har det imidlertid allerede betrådt udviklingsvejen og definitivt taget den fremtidige udvikling i egne hænder.

De egenskaber, der er nødvendige

for livet på mentalplanet

Mentalplanets større virkelighed i sammenligning med den fysiske træder klart frem, når man tager de betingelser i betragtning, der kræves for at opnå denne højere livsform. De egenskaber, et menneske skal udvikle i løbet af sit liv, hvis det skal have nogen eksistens på mentalplanet efter døden, er præcis de egenskaber, som hele menneskeheden skal udvikle, integrere og virkeliggøre. Hvis en aspiration eller tanke skal kunne resultere i eksistens på det mentalplanet, skal menneskets dominerende karaktertræk være uselviskhed.

Hengivenhed for familie eller venner giver ofte adgang til mentalplanet, og det samme er tilfældet med religiøse følelser. Men det ville være forkert at tro, at alle former for hengivenhed eller religiøsitet kan komme til udtryk på dette plan. Årsagen er, at der findes to varianter af hver af disse egenskaber – en selvisk og en uselvisk. Selvom man måske kan påstå, at det kun er den uselviske hengivenhed, der fortjener betegnelsen hengivenhed.

Der findes en kærlighed, som spontant strømmer ud mod andre, og som intet venter til gengæld – som aldrig tænker på sig selv, men kun hvad man kan gøre for sit medmenneske. Det er denne kvalitet, der skaber en åndelig kraft, som kun kan komme til udtryk på mentalplanet. Men der findes også en anden følelse, som man nogle gange kalder kærlighed. Den opstår i et krævende og selvoptaget menneske, som først og fremmest ønsker at blive elsket. Dette menneske tænker kun på at modtage uden at give, og med eller uden grund vil denne følelse sandsynligvis udvikle sig til jalousi. I kærlighed af den art er der ingen spire til mental udvikling, og derfor vil denne form for kærlighed aldrig udvikle sig til noget, der ligger over astralplanet.

Det samme gælder for den følelse, man møder hos mange religiøse grupper, for deres eneste tanke drejer sig om deres egen sjæls frelse – noget, der tyder stærkt på, at de endnu ikke har udviklet noget, der i det hele taget fortjener at kaldes en sjæl.

På den anden side er der den ægte religiøse hengivenhed, der aldrig tænker på sig selv, men kun på kærlighed til og taknemlighed mod Gud eller læreren, og som er opfyldt af et brændende ønske om at gøre noget for Gud eller i Hans navn. Denne følelse resulterer ofte i et langvarigt ophold på mentalplanet. Det er naturligvis uafhængigt af, hvem guddommen eller læreren er, og tilhængere af Buddha, Krishna, Ormudz, Allah og Kristus vil alle få deres løn i form af lyksalighed. Varigheden og kvaliteten vil afhænge af følelsens styrke og motivets renhed, og det har intet at gøre med genstanden for følelsen − selvom det sidste sikkert vil have indflydelse på muligheden af at få undervisning i den højere tilværelse.

Hovedparten af menneskelig religiøsitet såvel som af menneskelig kærlighed er imidlertid hverken helt ren eller helt selvisk. Den kærlighed, der helt er blottet for uselviske tanker eller indskydelser, er yderst sjælden. Men på den anden side kan en kærlighed, der stort set altid er helt ren og ophøjet, nogle gange blive overskygget af et tilfælde af jalousi eller af en forbigående egoistisk tanke. I begge disse tilfælde − såvel som i alt andet − skelner karmaloven − den evige retfærdigheds lov – ufejlbarligt. Et flygtigt glimt af en ophøjet følelse i et mindre udviklet hjerte vil uden tvivl blive belønnet på mentalplanet, selvom der ikke er noget andet i det pågældende menneskes liv, der kan løfte sig op over astralplanet. Og det samme gælder den lavere tanke, der et øjeblik formørkede en ægte kærligheds lys. Den vil udarbejde sin kraft i den astrale verden uden at gribe forstyrrende ind i livet på mentalplanet, som er det sikre resultat af trofast og dybfølt kærlighed i det fysiske liv.

Hvordan kvalificerer et menneske sig for første gang

til et liv på mentalplanet?

På de tidlige stadier af menneskets evolution er der mange af de mere tilbagestående sjæle, der aldrig opnår at opleve mentalplanet bevidst, mens et endnu større antal får relativ let kontakt med de laveste underplaner. Alle sjæle skal naturligvis trække sig ind i deres virkelige selv på de højere underplaner, inden de reinkarnerer − men det medfører ikke, at de i denne tilstand vil opleve det, man forstår ved bevidsthed.

Dette emne behandles under omtalen af arupa-planerne − men da det er hensigtsmæssigt at begynde med de laveste af rupa-planerne og langsomt bevæge sig opad, skal der i øjeblikket ses bort fra den del af menneskeheden, hvis liv efter døden praktisk talt er begrænset til astralplanet. Først beskrives de forhold, der møder det menneske, som lige har løftet sig over astralplanet og som for første gang er svagt og flygtigt bevidst i den laveste underafdeling af mentalplanet.

Dette vigtige skridt i den tidlige del af sjælens udvikling kan sandsynligvis tages på flere måder − men i øjeblikket vil det være tilstrækkeligt at tage en begivenhed fra det virkelige liv som eksempel på en af måderne – et tilfælde, som forskerne fik kendskab til, netop da de udforskede disse forhold. Ved denne lejlighed var det redskab, som de store evolutionære kræfter benyttede sig af, en fattig syerske, der boede i et af de mest triste og uhumske af Londons slumkvarterer – en stinkende smøge i East End, hvor hverken lys eller luft havde let ved at trænge ned.

Hun var naturligvis ikke højt uddannet, for hendes liv havde været en rutinemæssig trummerum med hårdt arbejde under meget ugunstige forhold − men hun var ikke desto mindre en kærlig og hjælpsom kvinde, der var opfyldt af god vilje og venlighed over for alle, hun kom i kontakt med. Hendes bolig var sandsynligvis lige så fattig som alle de andre i smøgen − men den var i det mindste renere og mere ordentlig end de andres. Hun havde ingen penge, hun kunne forære væk, når sygdom gjorde nøden hårdere end sædvanligt for nogle af hendes naboer − men i disse situationer var hun altid parat til at hjælpe, hvis hun kunne få lidt fritid fra sit arbejde.

Hun var faktisk et forbillede for de øvrige fabriksarbejdere, og de kom efterhånden til at betragte hende som en slags hjælpende og barmhjertig engel, der altid var ved hånden i hårde tider eller under sygdom. Efter at have slidt og slæbt dagen lang næsten uden afbrydelse sad hun ofte oppe den halve nat hos nogle af de mange syge, som man altid finder under omstændigheder, der er så ødelæggende for helbredet som i et London‑slumkvarter. Og i mange tilfælde var den taknemlighed og kærlighed, som hendes aldrig svigtende medmenneskelighed ansporede til, de absolut eneste højere følelser, de oplevede hele livet.

Da livsforholdene i denne smøge var, som de var, kan det ikke undre, at nogle af hendes naboer døde, og så viste det sig, at hun havde gjort langt mere for dem, end hun selv anede. Hun havde ikke blot ydet dem lidt venlig assistance i deres genvordigheder, men givet dem en meget betydningsfuld impuls, der stimulerede deres åndelige udvikling. Der var tale om uudviklede sjæle, der hørte til en meget tilbagestående gruppe, og som aldrig i nogen af deres tidligere inkarnationer havde sat åndelige energier i bevægelse, og det er kun disse energier, der giver adgang til livet på mentalplanet. For første gang havde de ikke alene fået et ideal, de kunne stræbe efter at nå, men hendes handlemåde havde også givet impuls til ægte, uselvisk kærlighed i dem. Alene det at opleve så stærk en følelse havde højnet dem og givet dem mere individualitet. Det medførte, at de efter deres ophold på astralplanet for første gang fik adgang til den laveste underafdeling af mentalplanet. Denne oplevelse var sandsynligvis kortvarig og bestemt ikke af en højere type, men ikke desto mindre havde den langt større betydning, end man umiddelbart skulle tro. For når uselviskhedens åndelige energier først er blevet aktiveret, har selve bearbejdningen af deres resultater på mentalplanet en tendens til at gentage sig. Uanset hvor lille den første udstrømning har været, skaber den en svag tendens til en egenskab i sjælen, der utvivlsomt vil komme til udtryk i det næste liv.

En fattig syerskes milde godgørenhed havde på denne måde givet flere mindre udviklede sjæle den første kontakt til et bevidst åndeligt liv. Impulsen vil vokse sig stadig stærkere i inkarnation efter inkarnation og påvirke deres fremtidige inkarnationer i den fysiske verden. Denne lille episode giver måske en forklaring på, at der i de fleste religioner lægges så stor vægt på det personlige element i velgørenhedsarbejdet – altså den direkte forbindelse mellem giveren og modtageren.

_________________________________

[1] En Nirmanakaya er en Buddha, der giver afkald på nirvana for at forblive i menneskehedens tjeneste, indtil alle mennesker er nået til samme trin som dem selv.

[2] Dette udtryk har intet med hudfarve at gøre.

[3] C.W. Leadbeater: Drømme. Kan frit downloades som e-bog: DRØMME

_________________________________