Horus og Apollo

De mangfoldige egyptiske guddomme, deres forbindelser og funktioner, har sandsynligvis været et af de mest fascinerende og spekulative fokuspunkter for de, der beskæftiger sig med det gamle Egypten. I den græsk-romerske tid var det almindeligt, at udenlandske besøgende associerede de græske og romerske guder med den egyptiske gudekreds, og i en stor del af datidens litteratur med referencer til disse guddomme sammenlignes de egyptiske guder i flæng med guder fra andre kulturer. Visdomsguden Tehuti − som grækerne kaldte Thoth − blev f.eks. sidestillet med Hermes, og Heru – som grækerne kaldte Horus – blev sammenlignet med Apollo. Fortolkningen af den egyptiske kosmologi blev på denne måde forenklet af den begrænsede åndelige og metafysiske forståelse hos fremmede observatører. Denne tendens fortsætter i nutiden, for forskerne har tendens til at sammenligne gudekredsens dybe kosmiske og esoteriske funktioner med den snæversynede monoteisme i de vestlige religioner, som begrænser forståelsen af de egyptiske guder og den naturlige filosofi, som de personificerer.

Denne tendens har skabt stor forvirring om de gamle egypteres religiøse verdensbillede, og forvirringen har fremmet et miskmask af videnskabelige udtalelser, hvor man betragter de gamle egyptere som en religiøst emotionel og naiv kultur, hvor folket blev manipuleret af et fantasifuldt præsteskabs tilfældige luner, hvor præsterne opfandt guder og skabte kulter, når det passede til lejligheden eller fremmede deres egne magtbegærlige og egoistiske interesser.