Manu: "Vandets horisont".

I det egyptiske univers findes der fire verdener, som gennemtrænger hinanden og påvirke hinanden i tid og rum.

Manus verden ("vandets horisont") er urstoffet, som endnu ikke har antaget form, og som befinder sig i en tid- og rumløs tilstand i den første kosmologiske fase før skabelsen af tid og rum. Alle livsformer udgår fra de "vandmasser", der udgør dette rige. Ethvert potentiale er iboende dette urhav, men potentialerne er udefinerbare. Alle muligheder er defineret, men endnu ikke manifesteret.

Henvisninger til Manus guddommelige land findes i Egyptens hellige skrifter, og det beskrives ofte som det kosmiske sted, hvor gudekredsen trækker sig tilbage i en hvileperiode. I denne forbindelse henviser Manu til den cykliske tilstand af stilhed, hvile og væren,[1] som kosmiske kræfter træder ind i ved slutningen af en manifestationsperiode. De gamle egyptere afbillede dette hellige sted som en mose – den ældgamle marsk, som alt liv − individuelt såvel som kollektivt − oprindeligt opstod af. Porten til de hellige sanktuarier i templerne er ofte designet på en måde, der formidler dette billede. Templernes himmelhøje søjler forestiller vandplanter (lotus og papyrus), og reliefferne viser dyrenes mangfoldighed i mosen, og hele sceneriet bidrager til at skabe en samlet oplevelse af at befindes sig midt i Universets fødested. Dette sceneri vises mange forskellige steder, som eksempelvis Djosers tempelkompleks i Sakkara (Gamle Rige) og i det gigantiske Amon-tempel i Karnak (Mellemste Rige). Her præsenteres iagttageren for en tidløs opfattelse − for alt liv er opstået af det kosmiske urhav. I privatgrave fra Gamle Rige er Manus land afbildet i relieffernes talrige sumpscener, der viser den afdøde som en central skikkelse i skabelsen. Den afdøde smelter symbolsk sammen med de kræfter, der findes i denne kosmiske verden.

Den kosmogoni, som Hermopolis repræsenterer, fortæller om den første bevægelse, tone, rytme eller bølge i urhavet.[2] Gudekredsen i Hermopolis’ gudefamilie beskriver de principper, der manifesteres i urhavet. Det minder om de transformationer, der skabes i den første graviditetsperiode i menneskets prænatale liv. Set i et kosmisk perspektiv, er Manu den første bevægelse, den første reaktion og spaltning af energien forud for dannelsen af det atomare stof i Universet.

_________________________________

[1] I åndsvidenskaben kaldes denne periode for "Pralaya" (sanskrit), som er en hvileperiode mellem to "Manvantaraer" (sanskrit). En "Manvantara" er en kombination af ordene "Manu" og "Antara", som bliver til "Manu-Antara" eller "Manvantara". En "Manvantara" er en manifestationsperiode eller evolutionscyklus. Man kan også sige, at det er en manifestationsperiode mellem to "Pralayaer" (hvileperioder).

[2] Svarer til "I begyndelsen var Ordet, Ordet var hos Gud og Ordet var Gud" i Johannesevangeliet, 1,1. Ordet eller tonen skabte bevægelsen og dermed rytmen eller frekvenserne som grundlag for dannelse af stof og form.

_________________________________